Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Encore Cloc var dagens oplevelse på Fyn.Foto: Gorm Johansen

Encore Cloc imponerede, da den satte ny banerekord

Encore Cloc 18/6
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. juni 2021 20:30

Mange flotte væddeløb prydede programmet denne fredag på Fyens Væddeløbsbane. Encore Cloc sejrede i ny banerekord for Steen Juul, hvor også Borups Viking imponerede, da den tog karrierens første sejr. 

Af Mikkel Johansen

Trods en distance på 2640 meter, så blev der ikke sluppet greb på gaspedalen fra start i dagens Liga 3-løb, hvor Ronnie O’Sullivan, Can Tab (NO) og Elegant C N gav hinanden en reel dyst den første omgang, som gik i 12-fart. Sidstnævnte vandt spidskampen, men overlod kort tid senere føringen til favoritten Encore Cloc, som blev kørt fremad, da tempoet blev taget ud derfremme. 

Derfra kom der lidt ro på feltet, men med 1000 meter resterende af løbet kørte Flemming Jensen fremad til den førende med stærke Cadiz, hvorfra de to foranliggende sidenhen kørte deres eget løb. 

Kun Elegant C N kunne holde trit indtil sidste sving, hvor den måtte give sig med en hård åbning i benene. Cadiz så faretruende ud, men Steen Juul fandt et ekstra gear i sin deltager, og sejren blev en realitet i ny banerekord på distancen; 14,1/2640ma. 

- Hesten gjorde en fin præstation, men jeg var faktisk ikke helt tilfreds med hans aktion i dag, så der er stadig noget at arbejde videre på. Nu skal han ud i finalen, hvorefter han skal kastreres. Han går hele vejen til mål, og i dag var ingen undtagelse, lød gloserne fra Steen Juul. 

Encore Cloc 18/6 (2)

Encore Cloc. Foto: Gorm Johansen.

13 starter havde Borups Viking (SE) gjort i karrieren før dagens start uden at have krydset målstregen som vinder. På forhånd havde hestens træner videregivet, at han var skuffet, hvis ikke der var lavet om på det efter eftermiddagens 2. løb. Hesten var gjort til storfavorit af spillerne, og den løste opgaven til UG. 

Birger Jørgensen kørte offensivt fra start med Prodigious-sønnen, som sad på teten ud ad første sving. Staldkammeraten Goofy fulgte med i ryg, mens Godtfred Bork førte an i 2. spor. Gunpowder og Gnags fyldte på i inderbanen, mens Golden Stone fik serveret en perfekt rejse af Morten Friis med ryg udvendigt. 

13-fart gik de første 500 meter efter, hvor der var stilstand i positionerne indtil sidste sving. Borups Viking lagde betragtelig afstand til de øvrige rundt sidste sving, og denne dansede væk til overlegen sejr, mens Gnags og Godtfred Bork var uadskillelige på anden- tredjeplads, som endte i dødt løb. 15,3/2140ma kom den vindende hest hjem på.

- Jeg kørte, hvad jeg kunne fra start, og jeg synes, han skulle være hovedet højere end konkurrenterne i dag. Han var rigtig fin, og det var en forløsning endelig at kunne komme først over stregen, kunne Birger Jørgensen fortælle efter løbet.

Borups Viking 18/6

Borups Viking. Foto: Gorm Johansen.

Eldon Neergård fortsætter

Trods at være gået en klasse op, kunne ingen forhindre Ole G. Nielsen-trænede Eldon Neergård i at få sit hattrick. 

Eik Hindø svarede spidsen fra start for kort efter at kunne slippe til Jeppe Juel, som kørte fremad med Eldon Neergård. Den tyske gæst Conrad Lugauer kørte frem til dødens med Oliver P Hill (SE), som havde Elvira Damgård med på ryg. Èn af de mere betroede deltagere Theo Udsen (SE) spolerede sine chancer op forbi publikum første gang. 

Derfra skete der ikke det store før ind mod sidste sving, hvor der derimod blev kørt igennem blandt de forreste. Jeppe Juel sad på trods af det og kontrollerede, men måtte give marchordre, da Flemming Jensen kom på de sidste 100 meter med Elvira Damgård. Han fik det svar, som han ventede, og sejren blev kort, men sikker i tiden 13,6/1640ma. 

- Han kom sent i gang som treårs, så hans første rigtige sæson var vel egentlig som fireårs. Han har let ved det hele, og udvikler sig hele tiden, så han skal nok kunne klare sig op i klasserne lidt endnu, fortalte hestens træner til Nicole Marsing efterfølgende. 

Eldon Neergård 18/6

Eldon Neergård. Foto: Gorm Johansen.

Larsson tilbage på vinderpladsen

Ved sit seneste visit på dansk grund galoperede Larsson (DE) sig bort med galop i Billund, men i dag var den klar til at bogføre sig en ny sejr. 

Uden slinger i valsen kunne Heiner Christiansen sætte sig på teten med Machiavelli (SE) ned til ryggen foran Enjoy The Game. Wham Bam Boo ledte toget an i 2. spor, hvor Baxo Epice fulgte med på nærmeste rejse. 

14-fart blev der kørt de første 500 meter, hvor tempoet var endnu lavere det næste stykke, idét kilometeren gik efter 1.16. Storfavoritten Billi Time havde gæstet Fyens Væddeløbsbane fire gange tidligere, alle med sejr til følge, men den stime blev allerede brudt med en omgang tilbage, hvor hesten trak sig fra feltet i galop. 

Tempoet var helt anderledes ned mod sidste sving, hvor Larsson allerede på daværende tidspunkt så stærkest ud. Ingen kunne heller true den tyske hest op mod mål, hvor Baxo Epice besatte andenpladsen på en god afslutning, mens Enjoy The Game kom sent fri som tredje. Vindertiden endte i fornemme 14,1/2140ma, hvilket bekræfter 12-fart den sidste omgang. 

Larsson 18/6

Larsson. Foto: Gorm Johansen.

Så lykkedes det for Celine Diamond

Efter at have gjort to starter i Jesper Hansens regi, som begge endte i tidlig galop, så lykkedes det i dag for Ens Snapshot-datteren at gå fejlfri, og så var der lagt op til, at første sejr skulle i hus. 

Ken Ecce var sikker i sin sag fra start, hvor han svarede indersporet op trods hårdt tryk udvendigt fra bl.a. Dirty Flying og Euro G K. Førstnævnte gik til vinderhullet, mens Euro G K fangede en ryg i 2. spor. Birger Jørgensen kom frem udvendigt for den førende med Evita Game. 

10,8 lød tidsnoteringen på op forbi 500 meter-mærket, hvor tempoet derimod blev taget lidt af på kilometeren, hvor Steen Juul gik afsted med Farasi Surprise, som desværre slog på en galop rundt sidste sving, hvor Ken Ecce fortsat havde kontrol på løbet. 

Evita Game havde ikke mere at give af ind på opløbets lige bane med Go Without I D kommende i topfart ude i sporene. Dirty Flying sad bomfast, men fik hullet midt på opløbet, hvorfra det gik stærkt. Celine Diamond formåede imidlertid at forsvare sig hele vejen til mål kort foran Dirty Flying med Euro G K som tredje. Vindertiden endte på 13,8/1640ma.

Celine Diamond 18/6

Celine Diamond. Foto: Gorm Johansen.

Aspirerede til sejr

Fox Double Trouble (DE) har længe aspireret til sejr efter flere fremskudte placeringer uden at få fuld uddeling for sin fine form. I dag var den endelig, fristes man til at sige, tilbage på vinderpladsen. 

Baccis (SE) var favorit for Steen Juul, men havde problemer ud af volten, og gjorde det svært for sig selv i sin sidste start for Stald Marc Bæk Nielsen. I stedet kørte Birger Jørgensen til spids med Maharani (SE) efterfulgt af Filippa B. Flemming Jensen gik ud som første hest i 2. spor, da Christian Lindhardt ville frem med Faustino, som kvitterede med galop. 

René Kjær fik gjort alt rigtigt undervejs med den senere vinder Fox Double Trouble, som kom i sporene ind på opløbets lige bane, hvor den spurtede frem til sejr efter at have fået trukket den ene klap på det norske hovedlag, som den havde på for første gang. Maharani holdte andenpladsen foran en fortsat forbedret Cash Heavy (SE).

 Fox Double Trouble 18/6

Fox Double Trouble. Foto: Gorm Johansen.

Løbsdagen blev indledt med en favoritsejr i form af Goosebumps, som blev styret rundt af jockey Hussein Kassir. 

Giant var hurtigst ude bag bilen og tog spids for Jeppe Rask med Game Boy og Kent Friborg udvendigt. Heiner Christiansen sad perfekt til med næstfavoritten Lotta (DE) i 2. par udvendig, medens Goosebumps undervejs sad langt tilbage trods indersporet fra start. De første 500 meter blev afviklet i 16-fart, mens der ingen forskydninger var det næste stykke vej, som gik efter 17,7. 

Ned ad sidste langside ramte den førende Giant pludselig på en galop, hvor kæmpe outsideren Game Boy i stedet overtog teten, hvor Hussein Kassir også kom i angreb med Goosebumps bagfra. 

Der blev kørt stærkt den sidste halvbane, hvor Lotta fik overtaget midt på opløbet, men kun for en kort stund, for Goosebumps fortsatte forbi i yderbanen efter endnu en sukkerstyring af Gordon Dahls jockey. Indehaver af tredjepladsen blev Cannonball Macoy. 

Goosebumps 18/6

Goosebumps. Foto: Gorm Johansen.

Fra amatørløbene bemærker vi..

Et formløb over sprinterdistancen, som blev afviklet i høj fart rundt om. Kun de to forreste volter havde mulighed for at få med udfaldet at gøre, da det blev besværliggjort for de bagerste grundet det høje tempo derfremme undervejs. 

Livi Giggs (SE) så ud til at have alt under kontrol, da det hele skulle afgøres, men Jan Søndergaard ville det anderledes med Asti June, som nedspeedede den førende på de sidste meter.

Asti June 18/6

Asti June. Foto: Gorm Johansen.

Fit For Fight og Mathias Jensen fortsætter deres eventyr sammen, da parret tog fjerde sejr i fem starter. Jan Søndergaard kørte til spids med Ellie’s Cocktail trods 20 meters tillæg, men blev taget på sengen af Mathias Jensen, som satte et stød ind ned ad langsiden med favoritten, som overtog teten efter 800 meters kørsel. 

Fred derfremme blev der dog ingen af, for næstfavoritten gik med det samme ud i 2. spor og sørgede for fortsat opskruet tempo. Black Magic ville ikke stå tilbage og kom i tredjespors angreb på sidste langside, hvor Fit For Fight dog havde et gear yderligere end konkurrenterne, og den forsvandt væk til ny sejr. 

Fit For Fight 18/6

Fit For Fight. Foto: Gorm Johansen.

I dagens 2. formløb lykkedes det for toptillægs belastede White Russian at nå frem til sejr, selvom de også i dette formløb havde kørt til forrest i feltet undervejs. 

Lille Du (SE) førte an for Mads Hjortsballe, men måtte melde forfald midt på sidste langside, hvor C’est Tout (DE) i stedet overtog efterfulgt af Will Power (DE). Bagfra kom Terminator dog stærkt på de sidste meter, men ikke så stærkt som White Russian, som gled forbi til sejr for Monica Fentz. 

White Russian 18/6

White Russian. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere