Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Fit For Fight og Mathias Jensen - Aalborg 13.6.2021Foto: Hesselborg Foto

Mathias Jensen: Fruen må køre hjem, så tager jeg kampen på telefonen

Fit For Fight 13621
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. juli 2021 8:00

Til dagens løb på Charlottenlund er Mathias Jensen fra det nordjyske på langfart med to fine chancer i Fit For Fight og nyerhvervelsen Danny E P. Den fodboldglade amatørkusk håber på at have en vinderbuket eller to med hjem i transporten, hvor han skal se Danmarks kamp på Wembley på telefonen.

Af Kim Nielsen

Charlottenlund byder her i dag kl. 18.00 på en lille let anretning bestående af fire amatørløb med et V4-spil. En kusk, der kører i alle fire løb, er Mathias Jensen fra Racing Arena Aalborg. Han medbringer selv to heste, og så er han gæstekusk på de to heste Playboy Face og Shelby Glide, som bornholmske Winnie Jensen har til start denne onsdag aften.

 - Vi kan lige så godt komme ud at køre, når vi skal afsted, indleder Mathias Jensen, der først og fremmest tager turen til Charlottenlund med fireårige Fit For Fight, der har gjort det forrygende, efter at Mathias Jensen og Anne Hermansen har lejet hesten. Fire sejre i årets fem starter har tændt et lille derbyhåb hos det nordjyske par.

 - Han står meldt i derbyet, så vi managere den mod prøverne. Så må vi se, hvor lang han rækker. Det er ikke sikkert, at det er en derbyhest, men kunne den være med i Derby Consolation, vil det være stort for os, mener Mathias Jensen.

Denne gang bliver det et rygløb

Tre af de fire sejre, som Fit For Fight har taget, har været efter tidlig føring undervejs, men træneren mener, at S J’s Caviar-sønnen er mindst lige så god fra ryg. Og selv om Some Personality fra 20 m tillæg er udgået, så vil Fit For Fight denne gang få sit rygløb som eneste hest med 40 meters tillæg.

Mathias Jensen fortæller følgende om 3. løb nr. 7 Fit For Fight

 - Han har overrasket positivt i alle årets starter, hvor han har vundet på fine måder, selv om det måske nogle gange har været i lidt billigt selskab. Men måden, han har vundet på, har været værd at bemærke. Han er forsvundet væk hver gang, har været stærk og har haft overskud i løbene.

 - Sidst i Odense havde vi håbet på at få et rygløb. Men spidshesten hoppede, og så kom vi til spids efter 800 m, hvor han dog løb på fladt dæk de sidste 1.100 meter hjem. Nu har vi bevidst meldt den fra 40 m, så planen er, at jeg gemmer den så længe som muligt. Men hvis der slet ikke bliver tempo på, så kan vi måske køre frem i dødens midtvejs.

 - Jeg tror, han er bedst bagfra. Den har kun gået bagfra en gang, men der fløj den bare forbi konkurrenterne. Jeg føler, at han skal vinde det her løb, hvis han er i orden.

 - Han kommer, som han plejer, med norsk hovedlag og fire alusko. Vi har ikke planer om at ændre på det endnu.

FIT FOR FIGHT Aeresrunde 18621

Fit For Fight og Mathias Jensen på æresrunde efter parrets seneste sejre i Odense. Foto: Gorm Foto.

Danny E P træner stærkt

Stald Hermansen & Jensen har for nylig lejet yderligere en hest. Det er den tidligere Ekstra Bladets Travklub-hest Danny E P, der har seks sejre i karrieren med en indtjening på 113.500 kr. I år er det som bedste blevet til to andenpladser i ti starter for sin tidligere træner Jeppe Juel, men nu får den havren serveret hos Anne Hermansen og Mathias Jensen, der naturligvis også selv træner hesten.

Om den seksårige vallak nr. 2 Danny E P i 4. løb siger Mathias Jensen:

 - Vi har haft den i halvanden måned. Det er en sød og rar hest, der træner super godt. Når man snakker med folk, der kende den, så siger de, at den altid har trænet godt, men ikke helt levet op til det i løb. Ud fra træningen hos os vil jeg vurdere, at den skal være med fremme her. Jeg vil ikke love, at den vinder, men den er mellem de tre første.

 - Det er dog stadig første start for os, og vi skal lige lære hinanden at kende, men det ligner en god opgave på papiret. Vi har planer om at rykke alle fire sko og køre i åbent hovedlag - eventuelt også med en murphyblænder. Det bestemmes efter opvarmningen.

Hvad tænker du om taktikken?

 - Spor 2 er godt, og hvis han får det timet rigtigt, er han rimelig hurtig fra start uden at være noget lyn. Skulle vi komme til spids, kører vi dér. Men jeg tror, at han er bedst bagfra.

Ser landskampen på vej hjem

De fire løb i aften på Charlottenlund afvikles på en time med start på sidste løb kl. 19.00. For tilskuere og lokale hestefolk er det intet problem at nå hjem til, når det går løs kl. 21.00 mellem Danmark og England. Men når man har over 400 km hjem til det nordjyske, så vil Mathias Jensen og Anne Hermansen stadig have langt hjem, når den hollandske dommer Danny Makkelie fløjter kampen på Wembley i gang.

Er du fodboldinteresseret?

 - Ja. Jeg går meget op i fodbold. Så fruen må køre hjem, og så tager jeg kampen på telefonen - forhåbentlig med et par sejre i bagagen, afrunder en optimistisk Mathias Jensen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere