Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Festival of Speed var atter overlegen i samarbejde med Steen Juul.Foto: Burt Seeger

Juul-show på en varm dag i juli

Festival of Speed 16/7 (2)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. juli 2021 19:05

Som så mange gange før var det hjemmebane-træner Steen Juul, som stjal showet denne fredag på Charlottenlund med tre sejre, hvor bl.a. Festival of Speed tog tiende sejr ud af samme antal mulige.

Af Mikkel Johansen

Festival of Speed var på trods af Steen Juuls forbehold omkring chancerne gjort til storfavorit, og dagens største i V5-spillet på over 70%. Den klarede imidlertid opgaven på overlegen vis, og har nu vundet samtlige af karrierens hidtidige ti starter. 

Fra start kørte René Kjær til spids med Chap A P, men slap da Flemming Jensen kom og spurgte til med Dekanen K. Steen Juul havde taget en forholdsvis rolig start med storfavoritten Festival of Speed. Han kørte dog fremad, da røgen havde lagt sig og gik til spids efter en 12-åbning.

Sidenhen lå feltet på én lang linje, indtil der resterede 800 meter af løbet, hvor den førende satte tempoet op, og kun Dekanen K kunne for alvor følge trop. 

Det lignede et opgør mellem de to forreste ind på lige bane, men kun indtil Steen Juul gav marchordre, for sejren blev taget med fem længder ned til den nærmeste, som var netop Dekanen K. Chap A P besatte den sidste trioplacering. 

Fantastiske 1.12,0 blev vindertiden over normaldistancen. 

- Jeg forhastede mig ikke fra start, og ville gerne lige se, hvordan det artede sig. Jeg måtte presse på for at overtage føringen, men jeg er ikke sikker på, at det var en fordel at komme til indersporet i dag. Han føltes stærk hele vejen, og han havde nok også afgjort løbet udvendigt fra, videregav Steen Juul på vegne af årets favorit til at vinde Dansk Trav Derby 2021.

Festival of Speed 16/7 (1)

Festival of Speed. Foto: Burt Seeger.

Yderligere to sejre til Steen Juul

Steen Juul havde forud for løbsdagen peget på Frodo Cash som sin bedste chance, og denne indfriede favoritværdigheden efter at have overtaget spidsen efter ca. 7-800 meters kørsel.

Fra start var Ken Ecce hurtigst ude med Tomas Malmqvist-trænede Capuchin (SE), som trods spor syv bag bilen tog teten ind mod første sving. Frodo Cash blev kørt fremad ned ad langsiden og fik overladt føringen, da de ramte det næste sving. 1.12 lød åbningen på første 500 meter. 

Flemming Jensen gik til dødens position med 1000 meter igen bag Exclusive Rain (SE), som ifølge sin træner havde galoperet sejren væk i sin seneste start. Falco Simoni (SE) fangede ryggen på denne for Axel Jacobsen. 

Den udvendige gik tættere frem til den førende Frodo Cash gennem sidste sving, men da Steen Juul bad sin Zola Boko-søn om at gå for fuldt, forsvandt den væk fra sine konkurrenter, præcis som den gjorde senest på Fyn. Exclusive Rain fortsatte fremgangene på andenplads, mens Capuchin hang på som tredje. 

14,2/2000ma dansede Frodo Cash hjem på. 

 Frodo Cash 16/7

Frodo Cash. Foto: Burt Seeger.

Det var igen Steen Juul, som krydsede målstregen først i 5. løb, denne gang hed vinderhesten Excellent Torkdahl. 

Joakim Lövgren var målrettet med Stutteri Laser-opdrættede Firenze Laser, som tog føringen, hvilket var en position, som den svenske topkusk lignede gerne at have villet køre løbet fra i dag. Samme tanke havde Flemming Jensen med Franz Jæger, og han trykkede på for at overtage, og den mission lykkedes han med kort efter 500 meter-mærket. 

Steen Juul sad i 3. position og skiftede til positionen som første hest i 2. spor op forbi publikum. Derfra gik han i infight med Franz Jæger, hvor der resterede en halv omgang af opgøret, og han fik også krammet på Flemming Jensens deltager rundt sidste sving. 

Den havde i længere tid vist god form, og i dag fik Excellent Torkdahl byttet andenpladserne ud med en sejr.

Det var Lunden-trænerens tredje sejr på dagen med kun én køretur resterende på daværende tidspunkt. 

Excellent Torkdahl 16/7

Excellent Torkdahl. Foto: Burt Seeger.

Ny vinder fra Ola Karlsson på hovedstadsbanen

Ola Karlssons heste gør sig aldrig bort, og det gjorde Riley S W (SE) heller ej denne fredag på Lunden. Det var eneste deltager, han havde medbragt til dagens løbsdag, og dermed kunne han forlade Charlottenlund Travbane som mr. 100%.

René Feltheim havde inden dagens start aldrig set en hest, som havde kunnet tage en længde på Casino Royal. Steen Juul gjorde forsøget med Coco Line i hans jagt på fjerde dagssejr. Det endte desværre i galop for Coco Line, og så sad Casino Royal nu i spids som ventet. 

Hector Eck (SE) havde fundet vinderhullet for Ken Ecce, mens Ola Karlssons deltager Riley S W var kørt frem til dødens for Jürgen Sjunnesson. Bagved denne sad René Kjær perfekt til med betroede Alvin C G (SE). 

Denne galoperede ud på sidste omgang, men fik fat bagerst i feltet igen forbi staldene, hvor der var en tvekamp foran mellem indvendige Casino Royal og udvendige Riley S W. Sidstnævnte trak det længste strå efter en mandfolkepræstation og fortsatte i sporet af gode vindertider på dagen, her i 14,2/2000ma. 

Riley S W 16/7

Riley S W. Foto: Burt Seeger.

Fin debutvinder fra Søren Kolberg

Søren Kolberg gav i dag debut til Diamond Cut (SE), som var blevet godkendt på en tiltalende måde tre uger forinden. 

Fra indersporet lykkedes det ham at svare spidsen ud af volten med Birger Jørgensen offensivt indstillet bag Glad Nock, som krøb til ryg på den førende på første langside med Lucky Guy Boko og Joakim Lövgren som tredje. 

Med 1200 meter igen satte Joakim Lövgren sig udvendigt på Diamond Cut, og derfra fik man en opfattelse af, at det skulle være imellem de to, afgørelsen lå. 

Det viste sig ligeledes at blive tilfældet, og der var en halv længde mellem de to ekvipager over mål med fordel til indvendige Diamond Cut og Søren Kolberg, som allerede i sin debut fik trukket vat for første gang. 

17,0/2000mv blev vindertiden i dagens begynderløb. 

Diamond Cut 16/7

Diamond Cut. Foto: Burt Seeger.

Imponerende vinder fra Jens Simoni

Jens Simoni leverede en mindre overraskelse med Cash Heavy (SE) i eftermiddagens 3. opgør efter en rejse udvendigt på den førende størstedelen af vejen. 

Calito var hurtigst af alle fra start fra yderste spor på vingen, og denne strøg til spids rundt første sving. Den førte med flere længder ned ad bagsiden, da den pludselig slog på en galop og måtte ned at vende som sidste hest. 

Nu sad Goanna i stedet i front med Jens Simoni udvendigt bag Cash Heavy, mens hans anden deltager Cash Wave (SE) havde gjort sig bort fra start med galop. Næstfavoritten Taylor Onion (SE) sad i 2. par udvendigt for Thomas Fischer. 

Jens Simoni satte Steen Juul og Goanna under reelt pres ned mod sidste sving, og fik overtaget på denne rundt svinget. Herfra så den sig aldrig tilbage og vandt med mange længder ned til den øvrige modstand. Goanna afviste de bagfrakommende og holdt hjem som anden med Taylor Onion besættende tredjeplads. 

Rekorden lød inden dagens sejr på 16,8 for Cash Heavy, men den blev sænket betragteligt til 15,5/2000ma.

Cash Heavy 16/7

Cash Heavy. Foto: Burt Seeger.

Det blev en rodet forestilling i eftermiddagens 1. løb, hvor Gucci Line og René Jonassen måtte melde forfald efter at have forårsaget to omstarter grundet uregerlighed. 

Joakim Lövgren tog spids fra start med Peak Princess (SE). Jens Arne Hansen fangede ryggen med Ginsburg, mens Steen Juul kørte fremad med Grandis og søgte til inderbanen som tredje. Storfavoritten Gandhi galoperede rundt første sving og var tidligt væk. 

Efter en åbning de første 500 meter i 23-tempo blev der anderledes fart på ud på sidste omgang, hvor Grandis atter fik problemer med aktionen og forsvandt ud af sejrskampen midt på bagerste langside. 

Kun Ginsburg kunne følge den førende for Jens Arne Hansen, men det var kun indtil, Joakim Lövgren bad sin deltager om fuld fart, og Peak Princess vandt overlegent efter en afslutning i 15-fart. Grandis kom godt tilbage og var tredje på afstand. 

Vindertiden blev 17,8/2000mv. 

Peak Princess 16/7

Peak Princess. Foto: Burt Seeger.

Turbo Day og Annette Olsen var lige ved at tage sig af dagens sidste opgør trods rejse udvendigt undervejs. 

René Kjær havde dog fået gjort alt rigtigt med Tyrrell As (IT), og denne kunne på de absolut sidste meter strække på sig og få snuden først på stregen. Dekadent K (SE) havde igen manglende held på vejen, men sluttede påny godt af, og den nærmer sig fortsat årets første sejr.

Tyrell As 16/7

Tyrrell As. Foto: Burt Seeger.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere