Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Søren Johansson.Foto: Ole Hindby.

Søren Johansson tror på bedste sæson i mange år

Johansson, Søren (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
21. januar 2021 11:45

Efter en årrække, hvor helbredsproblemer og sygdom i stalden har været medvirkende til, at forretningen har taget et større skridt i den forkerte retning, er der nu lys for enden af tunnelen. 

Af Mikkel Johansen

For år tilbage kørte det på skinner for den fynske træner, Søren Johansson, men det har bestemt ikke været tilfældet de senere, hvor det er gået stødt ned ad, både som kusk og træner. Det skyldes, at han blev ramt af et sygdomsforløb, som gjorde det svært at vedligeholde trænergerningen bedst muligt. Nu er træneren imidlertid tilbage for fuld styrke, og han ser positivt på fremtiden.

- Jeg synes, at stalden indeholder mange fine heste, og der er kommet flere interessante tilskud den seneste tid, så jeg er meget fortrøstningsfuld. 

Blandt de nye ansigter i stalden finder man Otiz (SE) og Itsflippinggood (SE). Førstnævnte vandt mellem jul og nytår en meget overlegen sejr efter længere skadespause, hvorefter den blev handlet til stalden.

- Jeg føler, at det er en hest, som rækker et stykke vej. Den har ikke mange starter på sig, og ifølge den tidligere ejer og træner har den ikke været tunet på nogen måde, så det er klart, jeg glæder mig til at arbejde videre med den.

Itsflippinggood er hentet til stalden til et nyopstartet andelsprojekt, hvor den samtidig skal fungere som pilot- og testprojekt i Dansk Hestevæddeløbs andelskoncept “Share A Horse”. Efter et besøg hos dyrlægen, hvor alt var i skønneste orden, blev hesten bragt til Fyn, og allerede dagen efter gik den sit første arbejde i nyt regi, hvilket var meget positivt.

- Jeg blev bekræftet i det indtryk, jeg havde fået af hesten fra siden. Den virker til at kunne det hele og have et godt flair for jobbet, så jeg tror, det bliver en hest, som de kommende ejere får stor glæde af.

Itsflippinggood 200911

Forventningerne til Itsflippinggood er store. Her ses den ved en tidligere sejr for dens nu forhenværende træner, Jan Dahlgaard. Foto: Burt Seeger. 

Alle sejre er vigtige

De seneste år har Søren Johansson gjort sig mere i gerningen som catchdriver. Noget, han befinder sig ganske godt med.

- Jeg synes, det er sjovt at køre andres heste og give dem nogle glæder. Det er klart, at det i år har været grundet corona, at jeg har fået så mange gæsteture, som jeg har, men jeg håber, at amatørerne fortsat vil tage mig i betragtning, når de fremadrettet skal bruge en kusk. 

Samtidig vægter han dog præstationerne som træner lige så højt.

- Der står jo ejere bag alle heste, så man forsøger jo altid at skabe de bedst mulige resultater for deres skyld. Alle sejre er lige vigtige, og for mig betyder det lige så meget at se en egentrænet hest vinde fra sidelinjen, som det gør at vinde med en gæstetur. 

Med et sygdomsforløb, som satte stalden noget tilbage resultatmæssigt, er der som tidligere nævnt fornyet optimisme forud for, at sæsonen 2021 for alvor går i gang.

- Materialet er rigtigt godt, og der er flere spændende heste på vej, så jeg forventer en super sæson i år, som vil overgå de foregående. Jeg har et godt personale, hvilket er altafgørende, så alle forudsætninger for et godt år er til stede, mener Søren Johansson. 

Alberte Mols er bedste chance

Ved morgendagens løb på hovedstadsbanen bringer træneren en enkelt hest fra eget træningskvarter til start. Derudover har han en håndfuld opsidninger, hvor han især har fidus til den ene af disse på forhånd.

- Jeg ved fra ejerkredsen, at Alberte Mols, som jeg skal køre i 8. løb, har trænet rigtig godt, og jeg synes, den står godt til, så jeg ser den som en stor vinderchance, og min bedste på dagen, vurderer han. 

Egentrænede Elly Torp, som han bringer til start i dagens 4. løb, giver han følgende ord med på vejen.

- Hun har ikke levet hundrede procent op til de forventninger, der har været til hende, men hun har omvendt også døjet en del med sygdom, så hun har vel været lidt undskyldt. Hun sad bomfast senest med vattet i behold, og har vel aldrig føltes bedre end der, så jeg forventer, at hun er en god chance blandt de tre, videregiver den fynske træner og afslutter:

- Jeg bliver skuffet, hvis ikke hun vinder løb indenfor én af de nærmeste starter.

Soeren Johnsson 1 20160722 1080862046

Søren Johansson tror på en god fredag på Charlottenlund Travbane. Foto: Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere