Af Henrik Boye Ebbesen
Forsamlingsforbuddet sænkes fra ti til fem personer, danskerne skal holde mindst to meters afstand til andre i supermarkedet og så opfordres vi alle til at omgås så få personer som muligt.
Det er hovedpointerne i de skærpede coronarestriktioner, som regeringen tidligere i dag meddelte på et pressemøde.
Hestevæddeløbssporten, der lige nu afvikler løbsdage under den såkaldte superligaordning, har dog fortsat mulighed for at lade sulkyhjulene rulle. Men i den kommende tid skal alle løbsdage afvikles uden adgang for publikum.
Myndighederne har nemlig oplyst, at ”undtagelsen til forsamlingsforbuddet ændres, således at muligheden for at være op til 500 siddende personer ved visse arrangementer herunder ved idrætsarrangementer ikke længere finder anvendelse”.
Reglerne vil gælde fra onsdag 6. januar kl. 12.00, så de kommende løbsdage i Danmark startende med Lunden på fredag og Aalborg på lørdag bliver således uden adgang for publikum.
Sportens organisationer henstiller endvidere til, at de aktive, såvel trænere som staldfolk, følger de anvisninger, som de respektive baner i den kommende tid opstiller for færdsel på staldterrænet.
Reglerne skal blandt andet tage hensyn til, at afstandskravet ud fra et forsigtighedsprincip nu udvides fra én meter til mindst to meter.