Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten Juul og First Blood efter sejren i Dansk Trav Kriterium - Lunden 11.10.2020Foto: Burt Seeger

Morten Juul har haft en super sæson

FIRST BLOOD S2 5353
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. januar 2021 8:00

Med to årgangssejre og en pæn stigning i indkørte penge er Skive-træneren nomineret som ”Årets Travtræner” ved Trav- og Galopsportens Galla. Samtidig er han træner for og medejer af First Blood, der er nomineret som ”Årets Treåring”.

Af Kim Nielsen

Det er gået stødt fremad for træner Morten Juul igennem de seneste sæsoner, hvor der også i år har været fremgang på næsten alle parametre. Fra en indtjening på godt 1,2 mio. kr. i 2017 via 1,5 mio. og 1,8 mio. de to sidste år rundede stalden for første gang de 2 mio. kr. i 2020, hvor den samlede indtjening blev på 2.418.800 kr.

Hvordan ser du tilbage på 2020?

 - Det har været en rigtig god sæson, men jeg ærgrer mig stadig over, at First Blood hoppede i grand prix’et i Aarhus. Uden fejl tror jeg, den havde vundet.

- Det hele var blevet rigtigt, og den var kommet til spids. Det er den eneste gang, den har galopperet, men det var et plaster på såret, at den vandt kriteriet, indleder Morten Juul.

Flere sejrsheste tegnede stalden

Fra 34 sejre i 2017 blev det ligesom sidste år til 76 sejre i 2020 - og det med et færre antal starter grundet coronapauserne, så er sejrsprocenten steget til flotte 26 %.

 - Vi har jo endda ligget stille et par måneder af året, så det har været en godkendt sæson, men den kunne som sagt have været endnu bedre.

Hvad vil du ellers fremhæve fra sæsonen?

 - Det må være kriteriumssejren med First Blood. Det er det bedst betalte løb for de treårige heste, så det var klart årets højdepunkt.  

 - Something Fishy leverer varen hver eneste start. Det er en speciel hest for alle i stalden.

- At All Businees Bi og Unstoppable også går gode løb hver eneste gang, har også betydet en del gennem sæsonen, mener træneren.

All Business Bi 200814

Med sine ni sejre var All Business Bi den oftest sejrende hest i stalden hos Morten Juul i 2020. Foto: Burt Seeger.

Har du sat dig noget mål for 2021?

 - Der er så meget, der spiller ind. Jeg plejer ikke at sætte nogen konkrete mål, men jeg håber, at vi kan ligge i top-5 på trænerlisten. Det må vel være et mål i hvert fald at ligge mindst i top 10 på indkørte penge, synes Morten Juul.  

Hvad skal der til, hvis du skal blive ”Årets Travtræner”?

 - Jeg er den mindste af de stalde, der er nomineret. Så det kommer an på, hvad man vægter. Vi har vundet 76 løb – deriblandt også et par årgangsløb, så det har i alt i alt været en super sæson.

 - Hvis man kigger på pengene, så er det altid Steen og Flemming (Juul og Jensen – red.), der hvert år ligger øverst. De vinder også flest løb, så juryen skal lægge vægt på noget andet, hvis vi andre skal have en chance.

Hvem er din favorit til at blive ”Årets Travtræner”?

 - Steen Juul vandt jo derbyet, så det må vægte højt, mener Morten Juul.

First Blood sikrede stalden en klassisk sejr

Hos de firbenede har Morten Juul også op til flere aktier i en af de nominerede heste. Hos de treårige er hoppen Fascination og de to "drenge" Fossa og First Blood nomineret. Sidstnævnte ejes af First Blood Stable, hvor ejerkredsen er Morten Juul selv samt Claus Kolin, Frank Kjelde og Niels Thomsen.  

First Blood var ubesejret i fire starter som toåring, og den indledte da også treårs sæsonen planmæssigt med en sejr. Efter sejren i prøven til Jydsk 3-årings Grand Prix sad den i spids kort efter start i selve grand prix’et, men den galopperede helt umotiveret midtvejs i løbet og endte som fjerde, hvor Fossa vandt.

I sin kriteriumsprøve var den også førende, men blev besejret af Frederik udvendigt fra. Men i selve Dansk Trav Kriterium klappede alt. Birger Jørgensen tog let spids med First Blood og slap herefter til favoritten Fossa. I opløbet kom så hullet som på bestilling, og så speedede Prodigious-sønnen frem til en let sejr. Da den var tilmeldt præmiechancen blev førstepræmien på formidable 472.500 kr.

FIRST BLOOD P3I8967

Kredsen omkring First Blood efter sejren i Dansk Trav Kriterium. Foto: Burt Seeger.

Prøv at sæt nogle ord på hestens sæson?

- Han havde lidt en downperiode efter grand prix’et i Aarhus, hvor han ikke rigtig præsterede optimalt. Det gjorde han heller ikke i kriteriumsprøven, men han ramte heldigvis formen på den rigtige dag, griner Morten Juul.

Hvad er målsætningen for 2021?

 - Da den er meldt i alt, så er det grand prix, derby og grand circle, som er de tre mål for sæsonen, hvor vi forhåbentlig kan vinde nogle af de løb.

 - Jeg vil ikke bytte med nogle af de andre indtil videre. Jeg føler bestemt, at jeg har en af de bedste heste i årgangen.

Hvem er din favorit til titlen som ”Årets Treåring”?

 - Det er svært. First Blood slog jo Fossa i kriteriet, men den har vundet de to andre store årgangsløb. Det kan godt være, at kriteriet vægter lidt højere, så det ligner et meget tæt opløb, slutter Skive-træneren.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere