Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
I Want It All er - som storesøsteren - ubesejret i 3 starter - 5. december 2020Foto: Flemming Andersen

I Want It All matches mod årgangsløbene i Sverige

I Want It All 201205
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. januar 2021 14:00

René Mammen er månedens hesteejer for sejrene med de to helsøstre Down Town Girl og I Want It All. Finske hesteejere bød i sin tid 3 mio. SEK for moderen Olivia Lavec, der har en fantastisk moderstamme, og som gav René Mammen mange store oplevelser som hesteejer.

Af Kim Nielsen

I december måned sejrede de to hopper Down Town Girl og I Want It All henholdsvis to og en gang for træner Jeppe Juel, og det udløste titlen som ”Månedens Hesteejer” til René Mammen, som selv har opdrættet de to svenskregistrerede hopper, der er efter hans egen løbshest Olivia Lavec.

Down Town Girl lagde ud med at vinde først en indledende afdeling af Hoppeløbsserien Anemonen, og derefter blev det også til sejr i finalen i Aalborg trods en lille rumler fra start. Den er stadig ubesejret efter fire starter, og den har tjent godt 60.000 kr. indtil nu.

I Want It All tog sin enlige decembersejr i et løb på Skive Trav, hvor den førte fra start til mål. Den har nu fire sejre i fem starter, hvor indtjening har været knap 40.000 kr.

Du er blevet månedens hesteejer. Hvad tænker du om det?

 - Det bliver man da glad for. Jeg har prøvet at være det en gang før med Medoc, men jeg dedikerer det også til Team Juel. Det er deres arbejde, der ligger bag ved succesen.

 - Den største sejr var den, som Down Town Girl tog i sin sidste start, hvor den vandt hoppeløbsserien Anemonen. Det mindst sjove har været, at man ikke har kunnet være med i vindercirklen i den her coronatid, siger René Mammen.

Down Town Girl 201229

Down Town Girl kunne sætte 37.500 kr. ind på præmiekontoen efter sejren i finalen i Hoppeløbsserien Anemonen på Racing Arena Aalborg 29. december. Foto: Hesselborg Foto.

Blev budt 3 mio. SEK for moderen

Det er lidt af en rullestart den erfarne hesteejer har fået med sine to Donato Hanover-døtre med otte sejre i ni starter.   

Otte sejre i ni starter – havde du troet på det på forhånd?

 - Jeg havde da visse forventninger til de to, da de jo kommer ud af en fantastisk moderstamme.

 - Jeg købte Olivia Lavec på en Kolgjini-auktion i sin tid, og som fireårig var den en af de bedste i sin årgang i Sverige. Min træner Petri Puro regnede den for et større talent end Camilla Highness (tjente 10 mio. SEK), som han havde trænet nogle år tidligere.   

 - Jeg fik dengang et bud på 3 mio. på den fra en stor hesteejer i Finland hos Stig H. Johansson. Så spurgte jeg Petri Puro, hvad han syntes: ”Jeg synes 5 mio.”

 - Det syntes køberen var i overkanten, og så besluttede jeg mig for at beholde den, fortæller René Mammen.

Kunne have nået europaeliten

Olivia Lavec blev i sin tid kørt til på Fyn hos John Køhler. Den startede det første halve år med Ken Ecce som træner, inden den kom til Petri Puro i Halmstad. Her tjente den sin første million. Som seksårige kom den til Flemming Jensen, hvor den sluttede karrieren med at tjene yderligere en halv million med seks sejre i 12 starter. I alt sejrede hoppen 16 gange i 42 starter og tjente lige under 1,5 mio. kr.

 - Olivia døjede meget med sine knæ, men når hun var på toppen, så slog hun alle de bedste svenske hopper som Delicious U. S. og Tamla Celeber.

 - Men hendes knæproblemer gjorde, at hun ikke kunne starte kontinuerligt, ellers tror jeg, at hun havde nået op i den europæiske elite for hopper, mener René Mammen.

Olivia Lavec Odense 1892011

I 2011 vandt Olivia Lavec "5-års Hoppe Festival" i Odense, hvor René Mammen yderst til venstre sammen med resten af familine og kusken Thomas Uhrberg kunne glæde sig over førstepræmien på 200.000 kr. Foto: Kjeld Mikkelsen.

En af verdens tre bedste stammer

Olivia Lavec er efter Lindy Lane og Esprit Lavec. Moderen startede kun fire gange og vandt de tre, men videre tilbage i moderlinien finder vi Kitt Lobell og Keystone Pioneer, der tjente over henholdsvis otte og seks mio. SEK i deres karriere.

 - Hun har jo en fantastisk moderstamme, der bl.a. tæller afkom som Raja Mirchi, Lavec Kronos og senest Green Manalishi, som Stald Courant ejer.

 - Der findes kun tre stammer på modersiden, som er bedre efter min mening.

 - Det var oplagt, at når jeg ikke solgte hende, så skulle hun have chancen avlen, og jeg faldt for Danoto Hanover som hingst, som passede rigtig godt til hende.

 - Meningen var, at nogle af hendes afkom skulle sælges, og jeg solgte Down Town Girl som åring, men købte den tilbage et par år senere, da ejeren gik konkurs. Da havde den ikke været trænet i et år, men der var ingen sygdom på hesten, beretter den 61-årige hesteejer.

Jeppe Juel var på forhånd udset som træner

Olivia Lavec har fået fire føl, hvoraf det ene døde. Den toårige hoppe Cori Gauff har Trixton som far og har naturligvis ikke startet karrieren endnu, men er hos Ole G. Nielsen i Skive. De to storesøstre nu femårige Down Town Girl og fireårige I Want It All startede først karrieren her i efteråret hos Team Jeppe Juel.

 - De var jo oprindelig hos Petri Puro ligesom Olivia Lavec var i en del af hendes karriere. Han er perfektionist, så derfor er de kommet lidt sent i gang. De skal kunne 16, før han starter dem.

 - Petri er nu desværre stoppet pga. helbreddet og er gået på pension, og valget som ny træner faldt på Jeppe Juel.

- Jeg har altid sagt, at hvis jeg skulle tilbage til Danmark, så skulle det være med Jeppe som træner. Hans holdninger falder i tråd med mine, og så har han en passende alder som træner, bedyrer René Mammen, og han fortsætter:

 - Det er da sjovt, at de har taget så mange sejre. Jeg havde aftalt med Jeppe Juel, at de skulle startes blødt op i Danmark. Men de skal på et tidspunkt starte i den svenske konkurrence.

I Want It All Aeresrunde 51220I Want It All og Jeppe Juel på æresrunde efter sejren på Skive Trav i starten af december. Foto: Flemming Andersen.

Sigter på de svenske årgangsløb

Den ældste af de to Down Town Girl er nu fem år, og derfor er løbet med årgangsløb mere eller mindre kørt for dens vedkommende. Men lillesøsteren er nu fire år, og den har ejeren stadig årgangsambitioner med.

 - Individmæssigt er det I Want It All, jeg tror mest på. Den er meldt i alt, så vi må se, om den kan komme op i blandt de bedste svenske hopper i sin årgang. Eksteriørmæssigt ligner den Donato Hanover, medens Down Town Girl ligner Olivia Lavec.

 - Men hvis de vil slægte moderen en lille smule på, bliver det nok ikke så ringe.

 - Det er meningen, at Down Town Girl skal starte på, og så må hun tage en pause ind imellem.

 - I Want It All tager nok en start mere her i starten af februar, inden hun skal have et par måneders pause. Derefter sigter vi på de lidt større hoppeløb løb i Sverige som Stochampionatet og derbyet.

 - Vi har store ambitioner, men det er fordi, at vi har heste i den her klasse. Jeg har en drøm om at lave en årgangsvinder i Sverige, hvor jeg tidligere har prøvet det i Danmark.

 - Der er der, de store penge er. Hvis vi vinder Stochampionatet kaster det 3 mio. SEK inkl. opdrætterpenge af sig. Og Lars Marsussen har jo vist, at det kan lade sig gøre, slutter René Mammen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere