Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Niels-Peter Steinlein i et sejrsinterview - Bornholms Brand ParkFoto: Torben Ager

Fra nul til 11 sejre

Niels Peter Steinlein Bornholm
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. januar 2021 13:12

Niels-Peter Steinlein vandt ingen sejre i 2019, men hele 11 af slagsen i 2020, hvilket har udløst en nominering som ”Årets Amatørkusk” ved Trav- og Galopsportens Galla sammen med en anden bornholmsk kusk Mads Petersen og Kim Madsen fra Aarhus.

Af Kim Nielsen

Med bare en sejr i pr. år fra 2015 til 2018 og ingen sejre i 2019, så havde Niels-Peter Steinlein næsten glemt, hvordan det er at køre æresrunde. Men det fik han så rigeligt øvet sig på i sidste sæson, hvor han hele 11 gange kørte først over stregen.

Seks sejre blev det til som gæstekusk på Henrik Jensen-trænede Brad Peak. Fire af de fem sejre, som Niels-Peter Steinleins egen Daisy H J vandt, var med ham som kusk. Den ejer han sammen med Christoffer Lynberg og hans bedre halvdel Anette Weise Hansen, der står som træner af hesten.

Brad Peak 200725

Brad Peak og Niels-Peter Steinlein vinder her udvendigt fra en af sæsonens seks sejre. Foto: Torben Ager.

Endelig snuppede han en sejr som gæstekusk på April Hydrup, der vandt et liga 3-løb på årets store dag på klippeøen med Bornholmsmesterskabet. Med de 11 sejre blev han den næstmest sejrende amatørkusk på Bornholm efter Mads Petersen med 21 sejre og totalt set nummer tre, hvor kun professionelle Frank Mikkelsen med sine 17 sejre også var bedre.

Havde du forventet en nominering til Trav- og Galopsportens Galla?

 - Nej det havde jeg ikke, og det er måske lidt på en lidt billig baggrund. Der er ikke mange amatører, der har haft chance for at køre så meget sidste år. Men omvendt er der heller ikke mange, der vinder 11 sejre i 40 løb.

Hvad skyldes den store fremgang?

 - Brad Peak kørte jeg for min kollega Henrik Jensen. Jeg fik tilbuddet om at køre den, da Kim Hjort havde en hest i samme klasse, Dream Winner, som han skulle køre.

 - Jeg endte med at blive fast kusk på ham på nær lige sidst på sæsonen, hvor René Jonassen kørte den et par gange.

 - Den kom til Bornholm i 2019, men havde haft godt af vinteren forud for 2020, og det faldt bare i hak fra sæsonstarten af.

 - Den går sine bedste løb i spids og er mega starthurtig. Det har meget at sige på Bornholm, og den tog fem sejre fra spids og en fra dødens. Sejren i den indledende afdeling af Erling Rügge Memorial var den største sejr med ham.

 - Hos os selv, skiftede vi lidt ud i hestematerialet. Oliver Elmegård kunne ikke mere og Rie Østervang blev følhoppe, så der var kun Diva T C tilbage.

 - Så vi skulle se, om vi kunne få noget, der var lidt sjovere at køre med, og det blev så Daisy H J, som min bedre halvdel Anette (Weise Hansen – red.) står som træner af.  

- Det var smadder heldigt at få Daisy H J. Det var som at vinde i lotteriet.

 - Men alt i alt så betyder det meget, at hestene er sunde og raske, og det har de været, så det har også været medvirkende til de mange sejre, fortæller Niels-Peter Steinlein.

Daisy H J (2)

Niels-Peter Steinlein vinder en af sæsonens fire sejre med sin egen Daisy H J. Foto: Torben Ager.

Størst med egen hest

Med elleve sejre har der været adskillige store oplevelser for den 55-årige amatørkusk, men nogen vil selvfølgelig altid være større end andre.

Hvad husker du bedst fra sæson 2020?

 - Det allerstørste var, da jeg vandt allerførste start med Daisy H J. Man kommer med en ny hest, og så vinder man, første gang den starter. Det var der ikke mange, der havde set komme.

 - Sejren med April Hydrup på Bornholmsmesterskabsdagen dagen var også en stor oplevelse. Man kører en hest, der nærmest kun havde nuller i resultatrækken, og så vinder jeg med den. Det er jeg meget stolt over.

 - Jeg kører normalt kun vores egne heste, da det primært skal være hyggeligt. Men at få sådan en køretur, det var stort, siger Niels-Peter Steinlein.

April Hydrup med NIels-Peter Steinlein 23.8.2020

På årets største dag med Bornholmsmesterskabet gik Niels-Peter Steinlein til tops med April Hydrup. Foto: Torben Ager.

Hvordan ser du på 2021?

 - Det bliver svært at gøre efter til næste når. Men mindre kan også gøre det. Vi har haft fem dårlige sæsoner inden da, så man er ikke blevet så forvent. Men bare hestene går gode løb, og vi får en slant med hjem, så er vi tilfredse. Men det forpligter jo lidt pludselig at vinde så mange løb.

 - Jeg forventer, at Daisy H J får en god sæson igen, og så er jeg spændt på vores nye hest. Vi har købt No Faith hos John Ø. Jensen i Sverige, så nu har vi tre egne heste.

Hvad skal juryen vægte, hvis du skal blive Årets Amatørkusk?

 - Så det skal det være statistikkerne. Jeg har en sejrprocent på 28 %, en trioprocent på 55 % og en placeringsprocent på 85 %. Kun i seks starter ud af 40 var jeg uden for pegene.

 - Men der er ingen tvivl om, at Mads Petersen skal have titlen i år, mener Niels-Peter Steinlein.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere