Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cjela Nordal og Michael Lønborg på æresrunde - Skive 18.1.2021Foto: Kjeld Mikkelsen

Cjela Nordal gav opvisning for Michael Lønborg

Cjela Nordal Aeresrunde 18121
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. januar 2021 15:30

Freja Klitgaard-trænede Cjela Nordal tog sin anden sejr i træk, hvor kusken Michael Lønborg også vandt med Prosperous Tile. Jeppe Juel tog også en double med I Want It All og Zadok Font. Indi di Quattro stærk i comebacket for Birger Jørgensen.

Af Kim Nielsen

For anden gang i år var en dansk bane vært for Lunch Travet mandag, da Skive Trav i dag afviklede et syv løb stort program, selv om der kun var udskrevet fem løb. Tilslutningen var dog så stor, at der var heste nok til syv løb, hvor dagens bedste præstation allerede kom i 2. løb.

Det var i et løb med fordel for hopper, hvor der var en del stafetkørsel i starten. Jeppe Rask var hurtigst ude med Distiny’s Diamond, da startbilen slap feltet, men efter 400 m kørte Jeppe Juel frem med Danny E P og insisterede på spidsen. Det efterlod Michael Lønborg som første hest i andet spor med Cjela Nordal, og den position var han ikke tilfreds med, så nu kørte han frem. Således sad favoritten i spids efter 800 m, hvor der var 14-fart på kilometeren.

Henrik Lønborg var stille og roligt kommet frem i andet par udvendigt med Belmondo Simoni, og han blæste til angreb på bagerste langside og tog sig frem udvendigt på den førende. Opløbssvinget rundt så sønnike Michael dog komfortabel ud i spids, og ind på det lige kørte han bare væk med Freja Klitgaard-trænede Cjela Nordal og vandt helt enkelt før Belmondo Simoni og Danny E P i den fine tid 1.15,0/2.060 m auto.

- Super hest at køre. Hun slapper af, når hun skal. Og når man lige beder hende om at tage lidt fart, så gør hun det. Fantastisk hest at køre.

 - Jeg ved ikke, om jeg ville frem til spids fra start. Men da jeg blev overladt til dødens, og jeg vidste, at Jeppe havde kørt lidt, så prøvede jeg.

 - Da de så kom i tredje spor på sidste langside, og jeg bare lige rørte hende med kæppen, så havde jeg, som vi siger, ”full hands”. Og rundt sidste sving der føltes det som om, at de skulle være gode for at gå forbi hende, lød det fra Michael Lønborg, der løftede på hatten for træner Freja Klitgaards arbejde med hesten, hvor han mente, at hun har skudt papegøjen med købet af Cjela Nordal.

Cjela Nordal 18121

Cjela Nordal og Michael Lønborg var langt foran konkurrenterne. Foto: Kjeld Mikkelsen. 

Jeppe Juel tog som ventet fronten med favoritten Banshee Font i V5-3, hvor Michael Lønborg satte sig til rette i ryg med Prosperous Tile. Midtvejs kom Henrik Lønborg frem udvendigt med Deepdeepundercover, og den trykkede sig forbi favoritten ind på det lige. Den kunne dog ikke stille noget op, da Michael Lønborg sendte Prosperous Tile frem på open stretch, så det blev igen en dobbelt Lønborg med Freja Lund og Morten Friis som tredje. Vindertiden blev 1.17,8/2.060 m auto.

Prosperous Tile 18121

Efter et fint løb i vinderhullet kunne Michael Lønborg høste sin anden sejrsbuket. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Double til Jeppe Juel

Jeppe Juel og I Want It All var godt med, da startbilen slap feltet til den indledende afdeling af V4-spillet, og efter 400 m kunne parret overtage spidsen fra Equador efter en 14-åbning. Næstfavoritten Elvis Shadow fandt Birger Jørgensen en fin position til i andet par udvendigt, men det blev til tredje par, da Knud Mønster forcerede Livi Pasadena H M frem til dødens efter en omgang, hvor Jeppe Juel havde kørt de første 1.000 m efter 1.16,6.

På bagerste langside kom så stødet fra Birger Jørgensen, der lige blev sinket en anelse, da den foranliggende galopperede. Elvis Shadow tog sig hastigt fremad, men den skulle også lige runde Livi Passadena H M, og det benyttede Jeppe Juel til at tage et par længder på konkurrenterne.

Selv om Elvis Shadow nærmede sig hele tiden, så holdt I Want It All sig det fornødne foran til karrierens fjerde sejr i fem starter, hvor Gaiac du Vivier var tredje. Vindertiden blev 1.16,0/2.060 m auto.

I Want It All 18121

I Want It All stred som en løve og holdt akkurat Elvis Shadow fra livet. Foto: Kjeld Mikkelsen.

I løbet for klassen under 210.000 vandt Jeppe Juel spidskampen med Zadok Font mod Birger Jørgensen Emmett Downs, og han forsvarede sin position i front, da Flemming Jensen kom frem og spurgte om spidsen med Date Night.

Der blev åbnet i 13-fart, og da Emmett Downs galopperede på bagerste langside, kom Bravur Torkdahl frem i andet par indvendigt. Foran forsvarede Zadok Font sig heroisk, og Flemming Jensen kom aldrig forbi med Date Night, hvor tredjepladsen gik til Bravur Torkdahl og René Kjær på open stretch. Vindertiden for Zadok Font blev dagens hurtigste med 1.14,3/1.600 m auto.

Zadok Font 8121

Efter dagens mest tætte opløb kunne Jeppe Juel igen glæde medlemmerne i Ekstra Bladets Travklub, da han sejrede med Zadok Font. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Indi di Quattro sejrede i comebacket

V4-afslutningen var en åben affære, hvor to af de mere betroede heste Diaz Frisco og Equidore var bedst af sted, medens favoritten Felix Light galopperede. Efter 500 m kørte Flemming Jensen frem og overtog spidsen med Equidore efter en 12-åbning, hvor han fik dæmpet til 16-fart på kilometeren.

Det fik Birger Jørgensen til at angribe med Morten Juul-trænede Indi di Quattro, der var tilbage efter tre måneders pause, og ud af næstsidste sving pressede den sig til spids. Birger Jørgensen holdt dampen oppe resten af vejen, hvor Jeppe Rask var bedst af resten med Freddy Boy uden på noget tidspunkt at være sejrsaktuel. Tredje blev Diaz Frisco med Henrik Lønborg, hvor vindertiden for Indi di Quattro blev 1.15,8/2.060 m auto.

Indi Di Quattro 18121

Efter en stærk sidste omgang kunne Morten Juul-trænede Indi di Quattro sejre for Birger Jørgensen. Foto: Kjeld Mikkelsen.  

De øvrige løb

De to favoritter i V4-3 Son Of Sizzling og Danger Dynamite havde begge problemer, da starten gik, og foran kørte Kasper K. Andersen frem til spids med outsideren Meagainsttheworld før en anden mindre betroet hest Cirkeline Day med Morten Friis. Med 4-500 m igen valgte Kasper K. Andersen at trække vattet og køre et par længder fra med Meagainsttheworld, men det hævnede sig de sidste 100 m, hvor Cirkeline Day kom igen og kunne levere en overraskelse før de to favoritter Son Of Sizzling og Danger Dynamite. Vindertiden blev 1.16,8/2.060 m auto.

Cirkeline Day 18121

Morten Friis leverede dagens største overraskelse, da Cirkeline Day kunne tage sin første sejr siden 2018. Foto: Kjeld Mikkelsen.

V5-afslutningen gav sejr til favoritten Be A Live Max kørt af René Kjær. Den tog spids fra start og forsvarede sig hele vejen for den udvendige El Paso med Flemming Jensen, og så kunne den 8-årige vallak give sin ejer og træner Hanne Eg Østergaard en ny sejrsbuket. Michael Lønborg var tredje med Excellent Prince, hvor vindertiden blev 1.18,2/2.060 m auto.

Be A Live Max 18121

René Kjær fik også en enkelt sejr på dagen, da han førte fra start til mål med Be A Live Max. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Der var pæne gevinster i stregspillene, hvor V4-spillet gav 11.315 til 89 rækker, medens V5-gevinsten blev et hak bedre med 14.775 kr. til 15 rækker.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere