Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Aros Line og Flemming Jensen - Aalborg 9.1.2021Foto: Hesselborg Foto

Aros Line afsluttede i 04-fart

Aros Line 9121
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. januar 2021 22:49

Efter to starter uden sejre så var Flemming Jensens Aros Line tilbage på vinderpladsen efter et taktisk løb i hurtigklassen i Aalborg lørdag aften. Han tog en double efter sejr med nyerhvervelsen Call Me Superb. Franz Jæger tog sin første sejr i over et år. Bentley Bratajka løb for anden lørdag i træk en 13-tid på sprint og tog en ny sejr for Henrik Lønborg. René Kjær tog en double med Dollars And Cents og Armani Hyrdehøj.

Af Kim Nielsen

Flemming Jensen har fået godt gang i Aros Line efter den kom i hans varetægt i september. Efter at have taget tre sej

re i de første seks starter, har den i de to senest starter siddet fast i vinderhullet, så med spor 1 på sprint var det i dag tid til revanche.

Efter at Victor Rush havde udfordret Flemming Jensen de første 100 m, så kunne Aros Line holde indersporet op med Trophy Spring i ryg. Flemming Jensen dæmpede derefter til det rene ingenting, hvor kilometeren gik efter for klassen beskedne 1.17,1.

Til gengæld gik det uhyre stærk i afslutningen, hvor Raket Brodde blev forsøgt i sporene. Men foran var det Flemming Jensen, der fyrede raketten af. Aros Line lænsede bare væk fra konkurrenterne i topfart, og den vandt legende let før Trophy Spring og Birger Jørgensen med Raket Brodde og Kasper K. Andersen på tredjepladsen. Efter det langsomme tempo det meste af vejen blev vindertiden kun 1.14,9/1.640 m auto.

Fast Track reporter Søren Aaen startede sejrsinterviewet med at spørge Flemming Jensen om, hvilken fart hans ur viste ned igennem opløbet.

 - Ja, det viste faktisk 04,5, smågrinede Flemming Jensen, og han fortsatte:

 - Han er jo fantastisk fin i de her lidt taktiske opgør. Vi havde sparet på krudtet. Der var jo slet ikke blevet kørt noget, så han var vældig frisk på opløbet.

Aros Line Aeresrunde 9121

Aros Line og Flemming Jensen på æresrunde. Foto: Hesselborg Foto.

Spids og slut for Call Me Superb

Flemming Jensen skulle for første gang starte Call Me Superb, og den starthurtige hoppe havde ingen problemer med at holde indersporet op. Det var dog hesten, der bestemte det første stykke vej, hvor de første 500 m gik efter 1.12,3. Kenneth Andersen sad som den næste hest i inderbanen med Cerveza, hvor V65-favorritten Broad Vision sad i andet par udvendigt et stykke nede.

Efterhånden fik Flemming Jensen kontakt med sin hest, og han fik dæmpet til 14-fart på kilometer, hvor Broad Vision gik frem som første hest i andet spor. Call Me Superb så stadig gålysten ud, da feltet svingede ind i opløbet, og Flemming Jensens hest holdt farten og sejrede forholdsvis sikkert, hvor Cerveza i en tæt kamp tog andenpladsen før Broad Vision. Vindertiden blev 1.15,8/2.140 m auto.

Call Me Superb 9121

Call Me Superb trak lidt ud i banen i opløbet, men den holdt hele vejen til mål, selv om lå lidt hårdt på i starten af løbet. Foto: Hesselborg Foto.

Franz Jæger tog første sejr siden toårsæsonen

Franz Jæger var et kæmpe talent som toåring, men hele treårssæsonen gik i fisk med fem starter uden at være blandt de tre første. Efter galoppen i comebacket senest var man gået tilbage til gammel forspænding, og Nicklas Korfitsen, der havde afløst Bo Westergaard i sulkyen, havde proklameret et roligt oplæg.

Han tog således en start på sikkerhed og satte sig tilrette i en blød dødens, hvor Kent Friborg var toneangivende med Everybodysaidthat. I opløbssvinget gik Franz Jæger tættere frem til den førende, og den koblede let grebet ind på det lige og holdt hjem til sejr før en godt afsluttende Ivar N L med Anders Pedersen med Everybodysaidthat på tredjepladsen. Vindertiden blev 1.16,5/2.140 m auto.

Franz Jaeger 9121

Franz Jæger holdt hjem til stregen efter en rejse udvendigt på den førende hele vejen. Foto: Hesselborg Foto.

I det afsluttende formløb var Nicklas Korfitsen ny kusk på Takeabove. Trods lukket spor i tillægsvolten fra 20 m, så fandt den unge jockey positionen i andet par udvendigt. Og på bagerste langside skyllede Takeabove uden om de forreste og sejrede uhyre sikkert i tiden 1.17,5/2.160 m snorestart før længe førende Gulliver S I R med Anders Pedersen og Chapman Chip med Kent Friborg.

Takeabove 9121

Takeabove var flyvende for Nicklas Korfitsen i dagens formløb. Foto: Hesselborg Foto. 

Da Capo for Bentley Bratajka

René Kjær havde på forhånd proklameret, at han på sprint overvejede at køre Fivie Barosso i front i dag, og det kom til at holde stik. Da bilen slap fløj den seksårige hoppe frem, hvor Henrik Lønborg ude fra spor 8 udnyttede starthurtigheden hos Bentley Bratajka til at komme frem og ned som anden hest lidt op afstand af førende Fivie Barosso, der åbnede i 10-fart.

Tempoet blev holdt oppe, hvor kilometeren gik efter 1.12,1, og det stod klart med 500 m igen, at ingen fra bagfeltet ville nå frem til de forreste. Kun Flemming Jensen på tredjepladsen var en trussel med favoritten Chanel Simoni, men i opløbssvinget trak Henrik Lønborg Bentley Bratajka ud til angreb, og den koblede let grebet på den førende og afviste Chanel Simoni, som tog andenpladsen med Fivie Barosso som tredje. Vindertiden var ny rekord for Bentley Bratajka med 1.13,5/1.600 m auto.

Bentley Bratajka 9121

For anden lørdag i træk kunne Henrik Lønborg vinde med Bentley Bratajka på en 13-tid på sprint. Foto: Hesselborg Foto.

Dollars And Cents holdt sig i trav

Med kun to heste i første volte var der ingen slinger i valsen hos René Kjær, der strakt tog teten med hurtige, men ustabile Dollars And Cents. De to sidste starter har hesten fejlet i opløbet i føring, men i dag holdt den sig i trav hele vejen, og så var det spil til et mål, hvor den Frank Sørensen-trænede hest vandt afstoppet i tiden 1.17,8/2.140 m snorestart. Pauli Andersen holdt andenpladsen fra vinderhullet med Fiona Ice med Bella Princes og Kent Friborg som tredje.

Dollars And Cents 9121

Dollars And Cents var alene på målfotoet efter føring fra start til mål. Foto: Hesselborg Foto.

Rene Kjær fik også en double med hjem, da han fik givet Lindhardt Jensen-trænede Armani Hyrdehøj et perfekt inderbaneløb for så at trække sin hest ud til angreb med 200 m igen. Førende Cassiopeia blev stum på de sidste 100 m, og så kunne Armani Hyrdehøj sejre i tiden 1.14,9/2.140 m auto før Listas Manboy med Knud Mønster og Cassiopeia med Flemming Jensen.

Armani Hyrdehoej 9121

På en fin 200 m spurt kunne Armani Hyrdehøj og René Kjær gå forbi Listas Manboy og Cassiopeia på de sidste meter. Foto: Hesselborg Foto. 

De øvrige løb

Efter galop for flere heste i første sving i det indledende løb – heriblandt for 14 for 10-favoritten El Paso med Flemming Jensen – kunne Pauli Andersen tage teten med Fancystone. Efter beskeden 24-fart den første kilometer, så havde ”Mr. P” nok at skyde med i opløbet. Fancystone holdt farten fint til en overraskende sejr til 30 gange pengene før Fie Sleipner med Frederik Kragh Olsen og Fly In The Sky med Kasper K. Andersen. Vindertiden blev 1.20,8/2.140 m snorestart.

Fancystone 9121

Pauli Andersen på årets første æresrunde efter sejren med Fancystone. Foto: Hesselborg Foto. 

V65-spillet blev indledt med et løb for B-trænede heste, og fra spor 1 tog Casper M. Nielsen spids med Equador for kort efter at slippe til Birger Jørgensen med Doubletrouble T T. Birger Jørgensen holdt en jævn 18-fart, og de mere betroede bagheste havde det svært.

Ud på sidste omgang satte René Kjær sig udvendigt med Dear John og sørgede for at holde tempoet oppe, men ud af opløbssvinget galopperede Dear John, og så blev der plads til Equador fra vinderhullet. Casper M. Nielsen kunne dog ikke helt køre for fuldt, med han afmålte tempoet således, at han akkurat gik forbi den førende til sejr få meter før mål. Tredje blev Enjoy Hastrup, hvor vindertiden for Equador blev 1.17,6/2.140 m snorestart.

Equador 9121

Med det mindst mulige nåede Equador og Casper M. Nielsen akkurat forbi til sejr. Foto: Hesselborg Foto.

Med en overført jackpot på knap en halv million var spillelysten stor i V65-spillet. Her blev omsætningen 2.166.361 kr., og der blev 9.610 kr. i gevinst til 207 rækker med de seks rigtige.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere