Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
All Business Bi og Birger Jørgensen på æresrunde - Aalborg 2.7.2020Foto: Hesselborg Foto

All Business Bi søger rehabilitering

All Busines Bi på aeresrunde 2.7.2020
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. januar 2021 7:00

»Hvis han opfører sig som han skal og er tilbage i gammel skik, så kan han vinde, men det er lidt urovækkende, at han ikke har været som bedst de seneste to gange,« siger Morten Juul inden aftenens start for All Business Bi.

Af Niels Jørgensen

Efter otte sejre på stribe har mangemillionærerne Oasis Bi og Robert Bis lillebror All Business Bi svigtet i de seneste to starter. I forbindelse med dagens Saturday Night Racing i Aalborg skal femåringen forsøge at finde tilbage i sejrssporet.

»All Business Bi (8. løb) blev for hidsig fra start senest. Det er også derfor vi har anmeldt hesten fra tillæg nu, for at få et roligt oplæg. Det er klart, at hvis han opfører sig som han skal og er tilbage i gammel skik, så kan han vinde, men det er lidt urovækkende, at han ikke har været som bedst de seneste to gange,« siger Morten Juul.

Har hesten været underkastet et større tjek i anledning af de to nederlag?

»Næh, for Birger sagde, at han bare kørte efter feltet uden at forlange noget. Hesten havde haft fejl på og det ville blot have været at splitte hesten ad, at køre for meget.«

Så du mistænker ikke at der er noget som trykker hesten?

»Nej, for den træner faktisk supergodt, og Birger sagde, at den måske ikke længere har fordel af Århus-banen, så det er også derfor vi nu tager den ud i Aalborg.«

Interessant debutant

All Business Bi er ikke den eneste Morten Juul-hest i Aalborg der har forpligtende aner. I det indledende løb giver Skive-træneren debut til Market Sund som i Kentucky Kemp har samme moder som Bellatrix Zet (1.11,6/878.400 SEK).

»Market Sund (1. løb) har haft lidt problemer på vejen med et par skader, men den gik godt i prøveløbet og var ikke tom på de 1.19,7. Den skal have lidt chance her,« siger Morten Juul.

Hvor meget var der i behold?

»Jeg synes ikke hesten så træt ud i mål, og Birger havde vel heller ikke forlangt det store. Jeg kender ikke rigtigt de andre, men hvis Market Sund kan 1.18 så skal den vel have vinderchance. Hesten virker vældigt fornuftig. Jeg har også kørt bag startbilen med hesten og det virker heller ikke til at være noget problem.«

»Har rigtig god fart og styrke«

Yderligere to heste fra Morten Juul-stalden kategoriseres af træneren som outsidere i aften.

»Easy Runner (2. løb) blev for hidsig bag startbilen senest. Birger forsøgte at tage det roligt, men det ville hun ikke være med til. Nu er det voltestart og 20 meter tillæg, hvilket klart er et plus – både tillæg og voltestartm – da hun er bedst, når hun kan få stresset af start. Fejlfrit er hun en outsider,« siger Morten Juul.

Bliver du overrasket i tilfælde af sejr?

»Jeg synes jo at hun gik pænt første gang, og senest gik hun faktisk rigtig godt efter galop. Hun var langt efter og fik alligevel den sidste præmie. Hun har rigtig god fart og styrke, men skal først og fremmest gå fejlfrit,« pointerer Morten Juul.

»Triomphe Ferm (6. løb) har vel gået ok de seneste gange uden at være prangende. Senest var hesten ude i hård konkurrence ude i. De er vel også gode denne gang, men jeg bliver ikke overrasket, hvis den pludselig løber op blandt de tre første, men han må godt snart vise det.«

Hvilken hest anser du for at være staldens bedste chance på dagen?

»Det er helt klart All Business Bi.«

Og den næstbedste?

»Det er klart Market Sund«.

Skuffet over udeblevet titel

På falderebet skal vi også have en kommentar til sidste weekends galla, hvor Morten Juul var nomineret i ‘Årets træner’-kategorien, men det blev ikke til nogen titel. Er du skuffet?

»Ja, det er jeg faktisk. Jeg synes, at hvis jeg nogensinde skulle have en chance, så var det denne gang. Vi havde en fantastisk sæson, men det var åbenbart ikke nok. Jeg har været nomineret en gang tidligere og da vidste jeg, at jeg var chanceløs, men denne gang synes jeg, at chancen var der,« siger Morten Juul.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere