Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Figo Vennekilde ved en start i Aarhus 2020Foto: Ole Hindby

Alex Haagensen ser frem til et 2021 med Figo Vennekilde

Figo Vennekilde 26721
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. januar 2021 8:00

Den nye Team Lunden-hest hedder Figo Vennekilde. Den skal trænes af Alex Haagensen, der har haft fremgang i sidste sæson og tror på yderligere fremgang i 2021.

Af Kim Nielsen

I sidste uge blev det offentliggjort, at toeren fra Jydsk 3-årings Grand Prix 2020 Figo Vennekilde er købt af Team Lunden og går i træning hos Alex Haagensen. Den bliver udbudt i 350 anparter af hver 1000 kr., og iflg. Travbanen.dk er der allerede solgt 49 anparter.

Hesten kom til Alex Haagensen i fredags og var en tur forbi dyrlægen og blev bøjet igennem. Den havde en lille skramme på et bagben, men ellers var der ingen anmærkninger, så handlen er gået igennem, og Figo Vennekilde står nu på gården hos Alex Haagensen, der indtil nu har fulgt Figo Vennekilde fra sidelinjen. 

Den har ikke startet siden september – hvorfor?

 - Den røg ind i nogle halsproblemer omkring kriteriumsprøverne. Den var lukket i halsen efter prøven og man troede, at den skulle opereres i halsen. Men det viste sig, at det bare var en infektion, så den blev ikke opereret.

 - De daværende ejere tænkte, at nu var kriteriet ovre, og så kunne den ligeså godt få en lang vinterpause, hvor den jo havde bevist, at den har talent.

 - Jeg kan godt lide typen, og den var jo anden i grand prix’et i Aarhus og har gået pænt og stabilt. Den er vel ikke blandt de fem bedste, men ligger i feltet lige derefter, så han er en bobler i sin årgang.

 - Da jeg fik tilbuddet, kunne jeg ikke andet end at takke ja. Det er en lidt dyrere hest, end dem jeg plejer at have i træning.

 - Jeg kontaktede Jörgen Sjunnesson, der har kørt den, og han sagde god for hesten og roste den. Og ham, kan man godt tage for gode varer, fortæller Alex Haagensen.

Sæsondebut forventes i april

Alex Haagensen skal nu i gang med vintertræningen af Quite Easy U S-sønnen, hvor planerne er lagt.

 - Den skal ikke starte før om et par måneder. Den kommer i starten til at træne i sandet hjemme på gården, men han skal også med ind på Lunden på et tidspunkt, så jeg kan mærke, hvordan han er på en bane. Sandtræningen bliver nok til og med februar, derefter begynder vi at køre lidt tempoarbejder.

 - Han er meldt i alt, og han har vist, at han funger godt i Aarhus, så grand prix’et bliver første store opgave.

 - Men han skal have et par starter inden - primært på Lunden. Vi ser, når propositionerne til april kommer, så er der forhåbentlig et eller flere løb til ham på Charlottenlund. Efter grand prix’et, så kommer de øvrige fireårsløb.

 - Han skal køres af en Lunden-kusk. Det er der vist en uskreven regel om, så det blive ikke Sjunnesson.

Tager du den selv?

 - Det kunne godt blive mig i nogle løb, men der er et par andre navne, der står foran mig selv.

Du har før haft en Team Lunden hest i Casino Brick – giver det ekstra opmærksomhed i stalden?

 - Casino Brick havde en god sæson som Team Lunden hest hos mig.  Efterfølgende har jeg fået en del nye kunder, som primært er gået ind i anpartsheste. Så det har kun været positivt, lyder det fra træneren.

Haagensen Alex I Sulky

Alex Haagensen vil primært finde en Lunden-kollega som catchdriver til Figo Vennekilde, men han afviser ikke, at han selv kan være at finde i sulkyen i visse starter. Foto: Burt Seeger.

Tilfreds med 2020 – i år bliver det endnu bedre

I 2020 hentede stalden 14 vinderbuketter mod 13 og 10 de to foregående år. Men indtjeningen steg til godt 288.000 kr. mod godt 230.000 kr. i 2019 – en fremgang på 25 %.

 - Vi har jo kørt flere penge ind sidste år, så det har været en god sæson. At Ecco Elholm kunne vinde tre løb i Sverige er super fint, og det har været staldens højdepunkt sidste år.

 - Hestene i stalden er bedre nu end i januar sidste år. Så jeg forventer, vi kører flere penge ind i år. Det kommer til at gå fremad igen, slutter Alex Haagensen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere