Af Henrik Boye Ebbesen
Dansk travsport har endnu til gode at få en vinder i det europæiske travderby, UET Grand Prix.
Løbet, der har været afviklet siden 1985, har gennem årene haft nogle af travsportens allerstørste navne på vinderpladsen, blandt andre Ultra Ducal (1990), Ina Scott (1993), Abano AS (2001), Conny Nobell (2005), Maharajah (2009), Bold Eagle (2015), Readly Express (2016) og Face Time Bourbon (2019).
I 2020 blev løbet vundet af svenske Power, der på Vincennes i Paris hentede 200.000 euro i førstepræmie for sin træner Robert Bergh i vindertiden 1.12,2a/2100 meter. Sejren kom i hus i et opgør, hvor danskfødte Ecurie D øjensynligt galoperede sejren væk kort før mål.
Finalen i årets UET Grand Prix skal afvikles på Åby Travet i Göteborg lørdag 9. oktober. Opgøret køres over 2140 meter med autostart og har en samlet præmiesum på 400.000 euro.
Der er fortsat tre heste i dansk træning, som opretholder engagement i løbet, og det er Morten Juul-trænede First Blood (Prodigious), Flemming Jensen-trænede Filibuster H (Great Challenger) og Axel Jacobsens svenskfødte Falco Simoni (Orlando Vici).
Derudover står danskfødte, men svensktrænede Forever Shadow (Orlando Vici) fortsat også anmeldt til UET Grand Prix 2021.