Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Billi Time og kredsen omkring hesten - Aalborg 15.9.2019Foto: Hesselborg Foto

Jørgen Larsen: ”Det er lidt et eventyr, når de vinder så mange gange”

Billi Time 15919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
21. februar 2021 10:00

”Månedens Hesteejer” i januar blev Stald Saltum, der kunne notere sig sejre til de to sejrsslugere Billi Time og Cadiz på løbsdagen i Aalborg 23. januar, hvilket udløste titlen.

Af Kim Nielsen

Billi Times sejr blev taget i et almindeligt amerikanerløb, hvor den efter et godt løb i andet par udvendigt spurtede frem til en forholdsvis enkel sejr i tiden 1.13,6a/1.640 meter, mens Cadiz’ sejr kom i det efterfølgende løb, hvor den heller ikke havde de store problemer med at vinde i tiden 1.17,1/2.160 meter.

Personkredsen bag Stald Saltum er Jørgen Larsen og hans to døtre Dorte Christensen og Anne Dodensig, hvor den nu 83-årige nordjyde har været med i en menneskealder inden for travsporten, men er still going strong.

Månedens hesteejer – hvordan er det?

- Det er da vældig sjovt og noget, vi er stolte over. At de begge to lige gik så godt på samme dag her om vinteren var fantastisk.

 - Vi har prøvet at blive ”Månedens Hesteejer” tilbage i 2017. Det var helt enestående dengang, for da vandt vi tre løb to løbsdage i træk. Det var endda i august måned med derbyet og mange løb, så der var vi godt nok stolte. Men vi gælder os hver gang, fortæller Jørgen Larsen.

Ridetræningen har været afgørende

I starten af karrieren trænede Jørgen Larsen selv Billi Time, hvor den blev kørt af Anders Pedersen i løb. Den startede karrieren med brask og bram og tog ni sejre i 12 starter. I de efterfølgende tre starter blev det kun til sekundære placeringer, og efter yderligere tre nuller i protokollen, skulle der ske noget.

 - Anders (Pedersen – red.) vandt også mange løb, men så var det som om, at udviklingen stoppede lidt.

 - Vi syntes, at vi skulle prøve noget andet, og vi har før haft hest hos Flemming, og der var ikke så langt derned, så derfor kom den i træning hos ham. Det har lige givet ham noget ekstra med galoptræningen, og det kunne vi ikke have gjort herhjemme.

Hvad er det, som gør Billi Time så god?

 - Han var en lille klein en, da vi begyndte at træne ham. Pulsen gik højt op, så det var ikke noget, vi havde set komme, at den skulle blive så god. Han har en helbror på fem år, der ikke er kommet til start endnu, og han er meget større og klodset.

 - Han er så ærlig, og ligeså snart han kommer foran og kan se, at det er afgjort, så bruger han ingen kræfter, og det gør han heller ikke undervejs.

 - Men det er ridetræningen hos Flemming, der har givet ham en masse muskler, og det tror jeg er forklaringen på, at han er blevet så god, mener Jørgen Larsen.

BILLI TIME 11I8716

Billi Time og Flemming Jensen ved en af parrets sejre på Charlottenlund. Foto: Burt Seeger.

Starter primært i Danmark

Efter skiftet til Flemming Jensen har Billi Time sejret 14 gange i 18 starter, og med i alt 22 sejre i 35 starter, så har den en uhørt høj sejrsprocent på 63 %. Præmiekontoen har dog ”kun” lige rundet 300.000 kr., hvor de to største præmier har været på 40.000 kr. for sejren i en ligafinale og et V86-løb i Sverige.

Det er lidt af en sejrsmaskine – hvor langt op i klasserne tror du, at den kan gå?

 - Det er svært at sige. Vi vil jo gerne se den herhjemme. Så er jeg ligeglad, om der er 5.000 kr. eller 20.000 i præmie. Vi kører for fornøjelsen. Han var en enkelt gang i Sverige sidste år, men fornøjelsen er skøn herhjemme.

 - Det bliver dejligt, når vi igen kan komme til at se dem live. Sidste gang vi så den på TV, sad vi næsten og græd min kone og jeg. Det er lidt et eventyr, når de vinder så mange gange, siger Jørgen Larsen.

Billi Time Vindercirklen 131019

Jørgen Larsen ser frem til atter at se hestene live og en tur i vindercirklen, som her i Billund efter en af Billi Times mange sejre. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Billi Times træner Flemming Jensen har gentagende gange givet udtryk for, at der er et kæmpe potentiale i S J’s Photo-sønnen, men den har faktisk kun startet to gange i Sverige i hele karrieren.

Er I selv med til at bestemme, hvor den skal starte, eller er det overladt til Flemming Jensen?

 - Det bestemmer Flemming. Men når de har stukket til Flemming, så siger han jo, at ejeren gerne vil have den skal løbe i Danmark, så derfor har den ikke startet så meget i Sverige, griner Jørgen Larsen.

Dopingdom satte sine spor

Billi Time kunne have en haft en sejr mere på rekordlisten. I august sidste år tordnede den banen rundt på Fyens Væddeløbsbane i ny banerekord 1.11,8/1.640 m auto. Men det resultat er efterfølgende blevet annulleret, da hesten afgav en positiv dopingprøve efter løbet.

Det skulle senere vise sig, at den var en af flere heste, der blev taget for doping, men hvor forklaringen var en forurening af foderet, som producenten efterfølgende erkendte.

 - Det tog hårdt på os med dopingdommen sidste år. Min kone blev rigtig syg af det.

 - Men det var jo foderets skyld, så det kunne vi ikke gøre noget ved. Det kom jo som et chok for os. Den havde lige sat banerekord i Odense, så det var en mavepuster. Men vi kom da heldigvis over det, siger Jørgen Larsen.

Er måske den næstbedste hest igennem tiden

Der har igennem tiden været et hav af fine ”Saltum-heste”, hvor Jørgen Larsen selv har vundet masser af sejre tilbage i 60’erne og 70’erne, inden han i en periode helligede sig sodavandsfabrikken Saltum. I en årrække havde fabrikken første prioritet og han havde kun nogle få heste på hobbyplan, men efter salget af fabrikken har hestene igen første prioritet på gården klods op ad Fårup Sommerland.

Hvordan sætter du Billi Time ind sammenlignet med andre heste, du har haft?

 - Den bedste hest, vi har haft, var Ikaros. Sådan en får vi kun en gang livet.

 - Keep On Party var også god, men det er ikke så nemt at sammenligne. Hver hest har sine egenskaber, som man holder af. Billi Time er en anden hest end de andre, og han er lidt forkælet. Det er ikke alle hest, der kan tåle og bliver forkælet, men det kan han,

 - Men han er en af de allerbedste, vi har haft – nok den næstbedste. Så vi er godt tilfredse med ham, vurderer Jørgen Larsen.

Cadiz har også en høj sejrsprocent

Medvirkende til titlen som ”Månedens Hestejer” var også sejren til Cadiz, og den er også en sejrsmaskine som Billi Time. Den har efter skiftet til Flemming Jensens træning vundet otte ud af 11 starter. I alt er det blevet til 11 sejre i 20 starter, så her er sejrsprocenten 55 %.

Cadiz vinder jo også næsten hver gang – kan man sammenligne den med Billi Time?

 - Det kan man ikke. Equador (moderen) var også en fantastisk hest. Hun vandt ni løb i træk, men blev syg op til derbyet. Hendes afkom har været lidt mere sart.

 - Cadiz er også en fantastisk hest, men ikke i nærheden af Billi Time.  Han skal fighter noget mere for det.

 - Han har haft lidt problemer med ryggen, og det har sat sine spor. Han var næsten væk i hele 2019, hvor det kun blev til to starter. Det er bedst, at de starter hele tiden, for det er for hårdt at skulle sætte dem op hele tiden, mener amatørtræneren.

Cadiz 23121

Cadiz og Flemming Jensen ved sejren den 21. kanuar i Aalborg. Foto: Hesselborg Foto.

Den står både på opdræt og løbsheste på Stutteri Risagergård I/S og i Stald Saltum.

 - Vi har en fem-seks løbsheste mere. Come On Party er også en fantastisk hest. Hun har døjet lidt med bentøjet, og hun tåler ikke at starte så tit. Men hun har vundet lige så mange sejre som de to andre, og der kommer nok flere, slutter Jørgen Larsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere