Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Come On Party og Flemming Jensen - Odense 23.7.2020Foto: Gorm Johansen

Flemming Jensen: Come On Party leverer altid første gang efter pause

COME ON PARTY 23720
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. februar 2021 8:00

Flemming Jensens bedste chance, af de tre heste han har med til Odense fredag, er Come On Party, der kommer efter tre måneders pause. El Paso og Chanel Simoni er mere outsiderbetonede. Slide So Easy springer vinterpausen over og starter i næste uge på Jägersro.

Af Kim Nielsen

I dag er der sæsonpremiere på Fyens Væddeløbsbane, der er vært for fredagsløbene med ni løb på programmet. Åbningsløbet er for hurtigklassen, hvor Steen Juul og Wonderboy måske kan glæde sine to fynske ejere Kolin Stable og Lars Christophersen med en sejr,. Den tiårige vallak tog sine første to sejre for Ole Bender i sin tid, men har siden 2015 været trænet af Steen Juul og kan blive millionær i tilfælde af sejr.

Ud over Steen Juul gæster mange andre udenbys trænere den fynske oval – heriblandt Flemming Jensen, der kommer med tre heste i transporten. En af disse er den nu syvårige S J’s Photo-datter Come On Party, der sidste år sejrede tre gange i syv starter – alle tre sejre var i Odense.

Hun har ikke startet siden medio november – hvorfor?

 - Hun har ikke været skadet, men hun gik et dårligt løb senest i Odense, og så fik hun pause. Hun har i hele karrieren haft de her pauser, men hun har altid leveret første gang, hun er ude efter pause, så jeg er ikke så urolig over de tre måneder, hun ikke har startet. 

Hun har et godt spor, og normalt leveret hun hver gang. Hun er min bedste chance på dagen, det er der ingen diskussion om.

 - Hun vandt de tre første gange i Odense sidste år inden galoppen i november - er Odense favoritbanen?

 - Det ved jeg som ikke, om den er. Det har mest passet med løbsudskrivningen. Hun er ikke afhængig af banerne, og hun går på alle baner på nær i Aarhus. Nu bliver det nok med sko som følge af vejret, og hun har gået de bedste løb uden sko. Så det er et lille minus, mener Flemming Jensen.

To outsidere

De to andre heste fra Stald Jensen er heste, der har vundet løb inden for deres seneste tre starter. Den første er femårige El Paso, der tog karrierens første sejr for to starter siden for træneren selv, og senest var den anden med gæstekusk Kent Friborg, hvor Flemming Jensen selv kørte vinderhesten Honesty S.

Om 3. løb nr. 4 El Paso siger Flemming Jensen:

 - Han har gjort nogle fornuftige præstationer på det seneste frem for alt, hvor Friborg kørte ham senest og han viste, at han kunne hævde sig i den her klasse, som han nu er kommet op i. Han har nu gået 1.18 nogle gange, og han virker ligesom plomberet på den tid.

 - Nu er det 1.600 m, så det kommer til at gå lidt stærkere, og det har været et problem for ham, at han ikke har været hurtig nok. Hvis han virkelig har fundet tilliden og kan løbe lidt stærkere, så har han styrken.  Jeg ser ham som en outsider.

El Paso 23121

El Paso aflagde sin maidentitel for to uger siden i Aalborg. Foto: Hesselborg Foto.

Det sidste blad i Flemming Jensens trekløver er hoppen Chanel Simoni, der tidligere har haft let til galop, men på det seneste har vist stabile præstationer. Den sejrede for to starter siden og har været anden de to seneste gange. 6. løb nr. 10 Chanel Simoni får følgende ord med på vejen:

 - Hun har gået nogle stabile løb efter en periode, hvor hun var lidt usikker. Hun kommer til at gå et fornuftigt løb. Hun er dog bedst fra spids, og nu skal hun gå bagfra med spor i anden række. Det er ikke de bedste forudsætninger. Hun holder sin gode form og er en god triochance.

Slide So Easy springer vinterpausen over

Flemming Jensens allerbedste hest i stalden hedder Slide So Easy. Den prægtige sorte vallak er nu blevet 12 år og nærmer sig 5 mio. kr. i indtjening. Normalt holder den vinterpause på denne årstid, men sådan bliver det ikke i år.

 - Slide kommer ud på onsdag i Malmö. Vi har valgt at lave et anderledes oplæg her i det sidste år, han skal starte i professionelt regi.

Han springer vinterferien over, da vi sidste år havde svært ved at få ham i gang efter vinterpausen. Han er jo blevet en gammel herre, så det er farligt at stoppe helt op, mener Flemming Jensen.

Slide So Easy 050720Slide So Easy ved en af sejrene i 2020. Foto: Ole Hindby. 

Billi Time har udviklet sig til noget af en sejrsmaskine, og den står nu med fire sejre i træk og er heller ikke gået på vinterferie. Det er Tycoon Conway Hall dog.

 - Vi har lidt planer om at starte Billi Time i et ligaløb, som jo begynder at komme nu. Det er planen, at han skal ud i et ligeløb i Aalborg d. 12. februar.

 - Tycoon Conway Hall forbereder sig til foråret. Han går sin vintertræning, og det forløber ganske fint. Så vi skal forsøge at give ham endnu mere styrke og gøre ham endnu bedre i år, slutter Flemming Jensen.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere