Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Quality Fighter og Jan Dahlgaard ved sejr 11. oktober 2020Foto: Burt Seeger

Quality Fighter står bedre til end længe

Quality Fighter 111020
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. december 2021 8:00

Efter mere end et års sejrstørke har Quality Fighter gode forudsætninger for et topresultat i V5-5/V4-3 i eftermiddag på Racing Arena Aalborg.

Af Niels Jørgensen

Det er 418 dage siden Quality Fighter senest har nydt duften af en sejrsbuket. Ikke desto mindre har Jan Dahlgaards Jocose-søn fået programmets vindertip i eftermiddagens jævnbyrdige opgør for klassen under 650.000 kroner på Racing Arena Aalborg.

Er det berettiget at hesten har fået vindertippet?

»Det kan jeg svare på efter løbet, men Quality Fighter (6. løb) har fin form. Den har bare været ude i et par løb, hvor den har siddet yderst på vingen, så jeg har taget op og siddet nede bagved. Siden har der intet været kørt undervejs i løbene, og med hurtige afslutninger har det været håbløst at nå frem,« siger Jan Dahlgaard.

»Det er klart, at indersporet giver et bedre løb denne gang, men det er også bedre heste. Jeg er usikker på om jeg kan holde føringen, men vi er sikret et godt løb, og normalt skal han være blandt de tre første. Hvis jeg kan holde front så vil jeg ikke udelukke at jeg kører der.«

Og det forhold at hesten ikke har vundet i et år.

»Det siger lidt om hvor afhængig man er af positionerne i denne klasse. Han har haft utur med løbene og det har gjort, at han ikke har vundet løb i år. Jeg føler, at han har været lige så godt gående som han var sidste år.«

Sikkert er, at Dahlgaard kan køre til start fuld af selvtillid. Seks af de seneste 18 starter med egentrænede heste har resulteret i sejr. Dertil skal lægges sejren i Opdrætningsløbet med Howlingatthemoon.

Tror mest på Quality Fighter

Fredagens udflugt til Aalborg inkluderer også en køretur med Gardenia Dream som indledte karrieren med to tredjepladser for Dahlgaard inden det senest blev til sejr for ejer og træner Mads P. Dyhrberg.

»Gardenia Dream (2. løb) er en fornuftig hest, som har gået fint hver gang den har startet, og det var godt til Mads at han selv kunne vinde med hende senest. Denne gang er det lidt andre forudsætninger med 20 meter tillæg, men hun er stabil og skal være en god triochance,« siger Jan Dahlgaard.

Vinder du løb i Aalborg?

»Det håber jeg.«

Med hvilken af hestene?

»Umiddelbart har Quality Fighter den bedste chance.«

Hvordan er det ellers at være travtræner i det danske vintervejr?

»Det er klart, at lige nu er det ikke så enkelt med den sne som er kommet, men det forsvinder vel igen. De par dage må hestene stå over. Det tager de ikke skade af, tværtimod. Jeg er kommet over den alder, hvor der går panik i mig, hvis ikke jeg kan træne i et par dage. Det var værre førhen.«

Dagens program på Racing Arena Aalborg byder på ni løb fra kl. 15.45. Se baneprogrammet HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere