Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten Friis skød 2022 i gang med manér.Foto: Hesselborg Foto

Morten Friis bedst fra land i 2022

Morten Friis (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. januar 2022 14:15

Morten Friis indledte den nye sæson på bedste vis, da han vandt årets to første løb med henholdsvis Fætter Filur og Frodo Victory. 

Af Mikkel Johansen

Fætter Filur indledte årets første løbsdag på dansk grund for sin træner Morten Friis i tiden 17,2/2140ma før næstfavoritten Exclusive Rain, som tog en andenplads i sin første start for ny ejer. Chili Volo tog akkurat tredjeplads i tæt kamp med Enjoy Lomomba. 

Morten Friis kørte til spids ved udgangen af første sving og åbnede efter en høj 15-notering de første 500 meter. Tempoet blev taget helt ud af løbet det næste stykke vej, hvilket betød 19-fart på kilometeren. 

Der blev kørt anderledes stærkt den sidste halvbane, hvor Exclusive Rain og Chili Volo stødte til ude i sporene. Efter en afslutning i 13-fart kunne de dog ikke indfange den førende Fætter Filur, som skød sæsonen 2022 i gang med en sikker sejr. 

Fætter Filur

Fætter Filur.

Morten Friis fortsatte i vindersporet og kunne styre Frodo Victory til sejr i dagens 2. løb, hvor fire andenpladser blev byttet ud med en førsteplads i tiden 14,5/1640ma. Favoritten Taste Of Diamonds var tapper som anden efter en rejse i dødens hele vejen, mens Follow Me Now sluttede godt af som tredje. 

Perfekt Gehør blev sendt til front for Birger Jørgensen i en 11-åbning, hvor favoritten efter en rolig start var havnet udvendigt på den førende. Morten Friis havde fundet en perfekt ryg til Frodo Victory i 2. par udvendigt. Kilometeren var dæmpet til 14-fart. 

Rundt sidste sving tog Bo Westergaards deltager sig nærmere den førende, og ind på lige bane havde Taste Of Diamonds koblet greb på Perfekt Gehør. Frodo Victory havde en passage ved indgangen til opløbet, men Morten Friis afværgede en altødelæggende galop, og i stedet kunne han sende sin hest frem til sejr på de absolut sidste meter.

Frodo Victory (1)

Frodo Victory.

Westergaard tog revanche

Bo Westergaard tog revanche i 3. løb, da han for 2. gang i træk kunne tage en overlegen sejr bag Golden Bay, som overtog teten ned ad bagsiden og sidenhen på ny dansede væk. Denne gang blev vindertiden 15,8/1640ma. 

Der var hård kamp om spidsen rundt første sving, hvor Conrads Prodigy trak det længste strå efter en åbning i 13-fart de første 500 meter med Echezeaux nærmest. Jeppe Juel kørte fremad i 2. spor med favoritten Fanta, som umotiveret slog på en galop med en omgang resterende. 

Golden Bay øgede efterhånden bare sit forspring ned gennem opløbet, hvor Frosty Ice og Conrads Prodigy tog de efterfølgende placeringer. 

Golden Bay (1)

Golden Bay.

De afsluttende opgør

Obs! Dagens sidste to løb var linjestart.

En løbsdag på Racing Arena Aalborg uden sejr til Stald Flemming Jensen er nærmest uhørt, og denne mandag skulle det heller ikke blive tilfældet. Birger Jørgensen vikarierede som kusk på Guardian Angel, som kunne aflægge sin maidentitel i tiden 17,9/2140ml.

Mellemtiderne lød på 17,5/500 meter og 19,9/1000 meter for den førende, hvor Bo Westergaard kom frem udvendigt på denne med Great Shadow N. Den gjorde sig imidlertid bort ved indgangen til opløbet, og dermed blev sejren en realitet allerede med 150 meter til mål for Guardian Angel. Girl Happy E P og Dia Snapshot besatte anden- og tredjeplads. 

Guardian Angel

Guardian Angel.

Dagens eneste overraskelse kom i dagens 5. og sidste løb, hvor Jesper Olsen førte fra start til mål med sin egen Fernando, som aflagde sin maidentitel i tiden 19,3/2140ml. Favoritten Kindred Spirit snuppede andenpladsen efter en rejse i 2. par udvendigt undervejs, mens Gaston Design var tapper som tredje fra dødens. 

Fernando

Fernando.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere