Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Staro Next Move og Jørgen Lorentzen - 8. august 2020Foto: Danny Stenbæk

Lorentzen om Årets Hest: At det er på Falster, gør det specielt for mig

Staro Next Move 200808
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. december 2021 11:11

Tidligere Nykøbing F.-træner Jørgen Lorentzen er godt tilfreds med hestematerialet, og mener det ikke har været bedre siden han i 2000 rykkede teltpælene til Italien og sidenhen Sverige, hvor han fortsat har domicil. En af staldens succesrige heste er Årets Hest på Falster 2021 – Staro Next Move.

Af Allan Loft

I fællesskab med sin bedre halvdel Heidi Jensen driver Jørgen Lorentzen en trænervirksomhed med base på Borup Gaard i Klågerup nær Malmö. Lorentzen starter selvfølgelig en del på Jägersro, men i princippet er han klar til at starte på alle de nærmeste baner i Sverige og Danmark, når det passer ind.

I Danmark ses han ofte på sin tidligere hjemmebane på Falster, hvor han i 1995 var startet op som travtræner.

Årets Hest 2021 på Nykøbing Falster kommer netop fra Jørgen Lorentzens svenske træningskvarter. Make It Happen-sønnen Staro Next Move har i tolv starter på banen på sydhavsøen sejret syv gange og taget to andenpladser og tre tredjepladser. Den 5-årige hingst har dermed i 2021 ikke været ringere end tredje i nogen af starterne på Falster.

- Det er man selvfølgelig lidt stolt og glad over. At det er på Falster, gør det specielt for mig. Og så er det en hest, vi selv har fundet på auktion, og som vi selv har trænet op helt fra begyndelsen. Ejerne har udvist stor tålmodighed. Det bliver næsten ikke bedre, udtaler Jørgen Lorentzen.

Ved hvornår, det er alvor

- Han er en noget doven og lad hest, der nyder at hygge sig og slappe af. Når du ser ham træne, så tænker du ikke just, at det her er en hest med syv årssejre på nakken. Men netop som hovedtøjet lægges på før et løb, så vågner han op til dåd. Faktisk kan man ikke se det under varmningen heller, men når først starten går, så giver han sig fuldt ud.

- Da vi debuterede med ham, havde han ikke trænet en dag under 1.25, men han gik da ud og vandt på 1.18,2 over 2140 m snorestart. Rekorden er siden noteret til 1.14,0ak, og indtjeningen havnet på godt 115.000 DKK.

- Han får nu vinterferie indtil februar. Hvis han fortsætter udviklingen i samme takt som nu, vil han også kunne gøre sig gældende på V75.

- Jeg tror, vi kan runde den halve million i indtjening med ham, men hvad mere, det kan blive til, må tiden vise, vurderer Jørgen Lorentzen, der som sjællandsk feriebarn trådte sine travmæssige barnesko hos Erik Nielsen i Lemb ved Dronninglund. Siden uddannede han sig ved Palle Günther og Henning Fink.

Staro Next Move 211111Staro Next Move ved årets syvende og sidste sejr. Foto: Danny Stenbæk.

Fransk vintersæson

Lorentzen satser også lidt på Frankrig, hvor han det meste af hver sæson – altså uden om vintersæsonen - hyrer en tre-fire bokse.

- Siden 2010 er det gået godt med at starte i Frankrig, og jeg er vel en af de godt og vel en håndfuld danske trænere, der har vundet løb på Vincennes, tænker jeg, forklarer Jørgen Lorentzen.

I år har andelshesten Harrison således især slået sine folder i Frankrig med bl.a. sejr på Le Croise-Laroche - for dagen kørt af den franske kusk Franck Ouvire.

I dag tæller Lorentzens træningsstald 23 heste, og for nylig blev indkøbt en del heste, bl.a. åringen Evita Express efter Readly Express af en hoppe i tæt familie med Kramer Boy og Express Lavec, og den 5-årige Deal Done Zet efter Googoo Gaagaa. Han har rekord 1.12,1am med godt 550.000 SEK på kontoen. Han måtte dog straks halsopereres efter ankomsten. Ejere og træner har rimeligt høje forventninger til ham.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere