Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Gazelle Di Damgård spås topchance for Bo WestergaardFoto: Gorm Johansen

Fire topchancer fra Westergaard-stalden

GAZELLE_DI_DAMGÅRD
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. december 2021 8:00

»De heste Bo kører, er gode chancer og kan vinde alle fire, hvis det flasker sig,« siger Nicklas Korfitsen inden søndagens løb på Racing Arena Aalborg.

Af Niels Jørgensen

Ingen løbsdag på Racing Arena Aalborg uden topchancer fra Bo Westergaard-stalden. Sådan har stort set været hele sæsonen igennem, og stalden står også stærkt rustet til eftermiddagens program.

Træneren sidder bag fire af de fem startheste, og Nicklas Korfitsen lægger en form for pres på principalen i sin bedømmelse af chancerne.

»De heste Bo kører, er gode chancer og kan vinde alle fire, hvis det flasker sig. Den bedste chance er nok Gazelle Di Damgård,« siger Nicklas Korfitsen og kommenterer på de enkelte hestes muligheder:

»Taste of Diamond (2. løb) har egentlig gået godt begge gange den har været fejlfri for os. Senest gik den med bagsko og havde lidt positionsproblemer, da Bo skulle til at angribe. Formen er fin og den har et godt spor, så hvis hun er fejlfri, tror jeg den er med fremme,« siger Nicklas, der selv kører Thai Sansa i samme løb.

»Thai Sansa (2. løb) kan både være plus og minus. Det er svært at sige. Det må være den typiske outsider.«

Hvad driller hesten?

»Sidste år var det bentøjet, men det er ligesom det har sat sig lidt på psyken. Nu er bentøjet i orden, men nu driller psyken helt vildt. Fungerer hesten, så viste den ved sejren på Fyn, at den er god, men lige siden har den været umulig.«

»Enjoy Banker (4. løb) sad fast forrige gang på Fyn. Vi havde lidt forhåbninger på ham senest på Bjerke, men da underpræsterede han uden at der decideret var fejl på hesten. Vi har givet distancen (2600 meter, red.) skylden. 1640 meter er vel hans favoritdistance, og den har et godt spor spor, så alt tyder på, at han skal gå et godt løb. En god triochance med vinderchance.«

»Gazelle Di Damgård (6. løb) er inde i en god periode. Hesten går fejlfrit nu og udvikler sig fra gang til gang. Senest vandt hun meget nemt, så fejlfrit skal hun være en god chance igen. Sporet er nærmest lidt en fordel. Hun er ikke ret hurtig fra start så det er fint nok at man ikke bliver lokket med på noget.«

»Var helt ubrugt senest«

For Griffith har ni af 12 starter budt på galop, men senest i Skive holdt hesten sig fejlfri og sejrede overlegent.

»Griffith (8. løb) viste jo senest i Skive, at han er så god som vi har håbet og troet. Hvis han er fejlfri igen så skal de være rigtigt gode for at slå ham, for da han vandt på 1.16 senest, var han helt ubrugt.«

Havde I ændret noget til Skive-starten?

»Nej, han gik som han også havde gået to gange forinden. Det er bare lige med at det hele stemmer på dagen. Samtidig lærer vi ham bedre og bedre at kende, og finder ud af, hvad vi skal gøre for at holde ham rolig.«

Ser du nogen større galoprisiko?

»Med præstationen senest in mente, var galoprisikoen lille, da vi først kom af sted, men der skal intet til at slå ham ud. Senest kørte jeg bare frem i “dødens” og lod ham passe sig selv, men hvis man skal til at sidde og styre ham, så kan det gå galt,« slutter Nicklas Korfitsen.

Der bydes på ni løb fra kl. 12.45 på Racing Arena Aalborg. Baneprogrammet kan ses HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere