Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Thomas Fischer.Foto: Martin Timm Holmstav

Thomas Fischer er med til at indlede hjemmebanens største weekend

Sesamestreet 180818
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
27. august 2021 8:00

Lunden-træner Thomas Fischer har tre heste til start på hjemmebanen henover årets største weekend, hvor de to af dem allerede skal i aktion fredag. 

Af Mikkel Johansen

For hele travdanmark er de næste tre dage årets største, og dem vi alle har set frem til, lige siden sidste års derbyweekend gik på hæld. Modsat sidste år er tilskuerne igen tilbage på lægterne, hvilket de aktive har længtes efter. 

Ti løb er på programmet her fredag, hvor hjemmebane-træner Thomas Fischer giver sit største bidrag med to af weekendens i alt tre heste til start. Sesame Street har i et amerikanerløb trukket næsthøjeste nummer for Steffen Christiansen og efter en mindre løbspause er forventningerne begrænsede. 

- Han er ikke helt oppe i omdrejninger på nuværende tidspunkt og har haft et mindre løbsophold, så vi ligger lavt på forhånd. Der er gode heste med, og det er aldrig nemt fra spor 11, så vi må se, hvad det kan blive til. Jeg tror, han tager en præmie, men for spillerne ser jeg ham kun som en lille triochance.

- Skal det løse sig optimalt for vores del, så skal han komme godt igennem fra 2. række og få en god position med hårdt tempo undervejs. Han kommer uden forsko og norsk hovedlag, hvilket er hans foretrukne forspænding, men jeg tror mere, det er de kommende starter, at man måske skal have øje for ham. 

Sesame Street

Sesame Street. Foto: Burt Seeger.

I det efterfølgende opgør, som er dagens næstsidste, giver han debut til Magic Luck, som blev godkendt i starten af måneden på en 20-tid, hvor han var tilfreds med Magic Tonight-datteren. 

- Hun gik som forventet, og jeg havde 1.18 på hende den sidste omgang, så det var helt OK. Hun har virket forbedret efterfølgende i træningen, og hun skal kunne en del bedre, end da hun blev godkendt. Hun havde været tyndt trænet op til prøveløbet, men hun har gået nogle reelle intervaller sidenhen, hvor jeg har været tilfreds med hende.

- Hun virker som en stabil og ukompliceret type, så jeg ser ikke spor fire give de store udfordringer. Drømmescenariet er at kunne få lov til at køre spidsen, men jeg er nok ikke den eneste. Jeg ser hende som en god triochance her første gang, men jeg kender jo ret beset ikke hendes aktuelle formåen, så jeg er spændt på at starte hende.

Skal matches mod de kommende årgangsløb

Staldens tredje og sidste deltager i weekenden er Hanse Jersey, som skal forsøge sig mod flere af årgangens hidtil bedste toåringer i Mark Ingdams Mindeløb om søndagen. Senest blev det til en fjerdeplads for Thomas Uhrberg på Åby i tiden 16,7/1640ma. 

- Han gik rigtig godt ved den lejlighed, og jeg var faktisk positivt overrasket over ham. Kusken sagde, han ikke var træt i mål, men at han ikke lå til at blive mere, end han blev. Han er endnu en mere stærk end speedy type, så at han alligevel kunne en 16-tid, synes jeg er flot, og jeg føler, det berettiger til at starte her.

- Han skal forsøges i årgangsløbene senere på året, så det her er et led i matchningen. Jeg ser ham ikke som værende blandt de bedste i årgangen, men jeg tror på, at han kan følge med dem og tage fornuftige præmier. Det er i hvert fald målsætningen.

- Han er inde i en god udvikling for tiden, og han går frem fra start til start. I første omgang er vi tilfredse med en præmie her, men jeg vil ikke udelukke, at han med lidt held kan dukke op i trioen. 

Afslutningsvis giver Thomas også sit bud på en derbyvinder 2021:

- Jeg tror og håber på, at det bliver Steen Juuls Festival of Speed. Jeg ser altid gerne den bedste hest vinde, og det er den uden tvivl. 

Festival of Speed (2)

Som så mange andre peger Thomas Fischer ligeledes på Festival of Speed som årets derbyvinder. Foto: Burt Seeger.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere