Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Baxo Epice ved en sejr for Jeppe Juel i derbyweekenden 18'.Foto: Burt Seeger

Gitte Madsen optimist med forbehold på vegne af Baxo Epice

BAXO EPICE 11I8874
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. august 2021 8:00

Billund-træner Gitte Madsen starter to heste denne mandag på Skive Trav, som begge er spået fremtrædende chancer i deres respektive løb, hvilket er en holdning, træneren deler. 

Af Mikkel Johansen

Efter en veloverstået weekend, hvor vi bl.a. har fundet årets finalister til 3-års grand prix’erne, så venter en ny uge fyldt med spændende løbsdage med DM for Hopper fredag som det givne højdepunkt. 

Fokus skal dog i første omgang rettes mod denne uges mandagstrav med start kl. 15.30 på Skive Trav, hvor syv løb er på programmet. 

Billund-træner Gitte Madsen har en duo med til dagens løb, hvor begge har fundet vej til tipsrammen som henholdsvis første- og tredjevalg. 

Først for står Fox Double Trouble (DE), som er med til at indlede dagen i 1. løb, hvor den har trukket højeste nummer i et amerikanerløb fra 20 meters tillæg. 

- Han har gået godt igennem længere tid, men han har bare ofte haft utur med startsporene. Han leverede den bedste afslutning af alle senest i Aarhus, hvor han bare sad for langt tilbage, så alt er vel med formen.

- Han er hurtigt ude i voltestart, så han kommer forhåbentlig til at sidde med derfremme. Hvis der kommer overpace på løbet, så stiger chancerne. 

Hvordan forventer du, den matcher eksempelvis Fit For Fight?

- Jeg føler ikke, vi er slået på forhånd. Han er en god hest for klassen, og han vil klare sig godt fremover. Vi har sigtet indstillet på et Liga 5-løb næste gang, hvor vi håber, sporlodtrækningen for en gangs skyld går vores vej. 

Fox Double Trouble 18/6

Fox Double Trouble. Foto: Gorm Johansen.

Baxo Epice har fået vindertippet i V5-finalen trods bagspor, men uforståeligt er det bestemt ikke med tanke på de præstationer, hesten har leveret på det seneste. Sidst gjaldt det ligafinalerne på Billund Trav, hvor den hentede en tredjeplads efter en påny stærk afslutning.

- Han gør det altid godt, men det er ærgerligt, han også er forfulgt af uheld med startsporene, for han gør det som sagt altid godt. Det kræver held i væddeløb, men fra dårlige udgangspositioner er man bare endnu mere afhængig af de andre.

- Nu er det et forholdsvis lille felt denne gang, og han er alene fra 2. række, så det gør nok ikke så meget her, men planen er, han kommer med fire sko, og det er ingen fordel for ham, så spillerne skal passe på ikke at gøre ham til for stor favorit.

- Der er en lille galoprisiko, men går han fejlfrit, som jeg tror og håber, han gør, så skal han være med til at gøre op om det, men det er et minus for ham ikke at gå barfodet. 

Hvem ser du som bedste chance af dine to?

- De er svære at skille ad, synes jeg. De skal nok gøre gode løb begge to, men hvem af dem, som slutter længst fremme, afhænger af løbsafviklingen, slutter Gitte Madsen.

Baxo Epice 210521

Baxo Epice (5). Foto: Burt Seeger.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere