Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Flamboro Downs ved tidligere sejr på LundenFoto: Burt Seeger

Flamboro Downs jagter en forløsning af potentialet

FLAMBORO_DOWNS
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
29. august 2021 8:00

Aalborg-træner Anders Pedersen fik Flamboro Downs med i årets udgave af Dansk Trav Derby på sidste mandat. Det gør imidlertid ikke oplevelsen mindre, og han ser selvsagt frem til starten. 

Af Mikkel Johansen

I dag er dagen, vi alle har ventet på - vi skal have fundet vinderen af J. Jensen præsenterer Dansk Trav Derby 2021. I fjor var flere ekvipager udpeget som mulige derbyvindere, hvor både Empire, E Type Cash, Emoji og Extreme blev spået at kunne løbe med laurbæerne. Sidstnævnte løb for Steen Juul med sejren og samme træner har i år storfavoritten Festival of Speed, som hidtil er ubesejret i karrierens 11 starter. 

Der er imidlertid 11 øvrige deltagere, som har opnået kvalifikation til årets derby, heriblandt Anders Pedersens Flamboro Downs, som passes af samme træners bedre halvdel, Trine Urth Pedersen. Hesten kom med qua sin placering på pointberegningen. I prøven sluttede den på en tredjeplads bag undervejs førende Frodo Cash og godt afsluttende Fønix Vang. 

- Jeg synes, han gik en god prøve, hvor der af flere omgange var noget køring undervejs. Han havde gået godt på sprint gangene forinden, og jeg var faktisk lidt overrasket over, at han tacklede 2500 meter så fint, som han gjorde, da jeg egentlig ser ham som bedst på normaldistancen. 

Året startede ikke som håbet, hvor de to første starter endte i mindre placeringer, men efterfølgende har pilen kun peget opad for Panne de Moteur-sønnen, som hidtil har én sejr i år taget på Skive Trav 4. juli i tiden 14,8/1640ma. 

- Han er blevet bedre med starterne, og jeg synes, at formen er, hvor den skal være. Efter prøverne har vi behandlet ham op et par steder, så vi har forsøgt at gøre, hvad vi kan, for at have ham i optimal forfatning til derbyet.

Flamboro Downs

Flamboro Downs. Foto: Flemming Andersen.

- Overordnet set har han faktisk skuffet lidt i år, og jeg føler stadig, at der er mere at komme efter i ham. Jeg tror først, vi får hans fulde potentiale forløst, når han kommer til at starte på i klassen over de lidt kortere distancer og kan udvikle sig med starterne dér. 

Hvordan vil du overordnet set vurdere hestens formåen på nuværende tidspunkt?

- Så vil jeg mene, at han er på omkring 90%.

Hvad kan det række til i derbyet?

- Nu har vi gjort vores bedste for at have ham klar til opgaven, og så må vi se, hvad det kan blive til. Der er selvfølgelig nogle konkurrenter, som vi normalt ikke slår, men jeg bliver ikke overrasket, hvis han tager en placering fra fem til otte.

Afslutningsvis seler stalden Draco ud til weekendens næstsidste løb, hvor den på forhånd ikke er værende blandt favoritterne. 

- Han har ikke været som bedst efter sin sygdomsperiode, og han er blevet behandlet efter sidste start, hvor han var dårlig. Han mangler det afgørende tryk i øjeblikket, men han er fin i træningen og humøret er i top. Jeg synes ikke, han er helt væk, hvis de andre dummer sig undervejs, og man må ikke se helt bort fra ham. 

Draco 19321

Draco. Foto: Flemming Andersen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere