Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Festival of Speed fortsætter og er unægtelig favorit til derbysejren.Foto: Burt Seeger

Festival of Speed ligner fortsat derbyvinderen 2021

Festival of Speed (2)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. august 2021 19:45

Derbyprøverne er velafviklet på Charlottenlund Travbane, hvor størstedelen af favoritterne indfriede forventningerne, som det ofte er tilfældet.

Af Mikkel Johansen

Løbene er gennemgået i kronologisk rækkefølge, hvor derbyprøverne spænder fra 2. - 8. løb. Hvem som klarede sig direkte videre kan ses i bunden af artiklen. 

Selvom det var derbyprøverne, som var i fokus denne fredag på Charlottenlund Travbane, så var det sportslige niveau heller ikke til at tage fejl af i de øvrige opgør. Andre Ward indledte løbsdagen for Flemming Jensen efter en stærk sidste langside.

Der blev åbnet hårdt fra flere fronter, hvor Twilight D var hurtigst ude, men denne slap til René Kjær og Twigs Briard, mens en fremadstormende Inertial trak sig til 3. indvendig i stedet. Kun favoritten Daytona havde gjort sig bort efter 500 meter, som gik i 08-fart. 

Det lykkedes René Kjær at dæmpe tempoet til 17-fart på kilometeren med Dontpaytheferryman afsted som første hest i 2. spor for Jan Dahlgaard, mens Morten Juuls 2. deltager i løbet Trophy Spring havde ryggen på denne. 

Ned ad bagerste langside sendte Flemming Jensen Andre Ward afsted i 3. spor og hurtigt var parret fremme ved den førende Twigs Briard, hvor Twilight D havde fået bakket sig fri af vinderhullet rundt sidste sving. 

Andre Ward var tilbage på top, hvilket også Flemming Jensen gav udtryk for efterfølgende i sejrsinterviewet og den vandt på 13,6/2000ma før Twilight D og Twigs Briard, som begge var med i den hårde åbning. 

Andre Ward 13/8

Andre Ward. Foto: Burt Seeger.

Festival of Speed satte standarden

Afkrydset på 89% af de indleverede kuponer var Festival of Speed dagens klart største favorit, og den fortsatte sejrsrækken efter at have ført størstedelen af løbet og vandt på 14,2/2500ma.

Bo Westergaard og Gordon Dahl dystede om spidsen ind mod første sving, hvor First In Line E P lykkedes med det henseende, hvor Festival of Speed fra spor syv blev sendt fremad og helt som ventet fik lov at overtage med Fireblade som tredje i inderbanen. 

Flemming Jensen bakkede af med Filibuster H, så René Jonassen nu sad udvendigt på lidt afstand med Felix, hvor Federico B P var kommet godt igennem og sad i 2. par udvendigt undervejs med 14-fart de første 500 meter. 

Steen Juul kunne uproblematisk dæmpe tempoet til 16,7 de første 1000 meter, hvor Gordon Dahl for en kort stund satte sig ud i dødens med Fireblade, men trak sig kort efter igen. De reelle forrykkelser skete på bagerste langside, hvor First In Line E P galoperede og Ferrari Bork kom i sporene for Morten Friis. 

Storfavoritten Festival of Speed var over alle bjerge ind på opløbets lige bane, mens kampen om de efterfølgende pladser var anderledes spændende med Ferrari Bork besættende andenplads på en god afslutning, mens Felix var tredje og skulle håbe på at komme videre som én af to bedste treere. 

Festival of Speed 13/8

Festival of Speed. Foto: Burt Seeger.

Fox On The Run indledte hos hopperne

Der var ny favoritsejr i den første derbyprøve for hopperne, hvor Fox On The Run overtog spidsen efter 500 meter og sidenhen var det atter spil til ét mål. 

Fra start var Feba som altid hurtigt ude for Jeppe Rask, og denne satte sig på teten fra start med Steen Juul ned i ryg på den førende med F The Big New, hvor Fox On The Run som tidligere nævnt blev kørt tidligt frem og tog dirigentstokken. 

Friday måtte gå den tunge vej udvendigt for Nicklas Korfitsen med Firenze Laser og Joakim Lövgren i ryg med Facebook bag sig på næste plads i 2. spor. Kun Freja Henley havde haft problemer i den indledende fase af løbet. 

Facebook var første hest til at gå afsted i sporene rundt sidste sving, hvor Steen Juul også var kommet fri af inderbanen, men derfremme bad Jan Dahlgaard Fox On The Run om at afgøre, og det gjorde den problemfrit før en velgående Friday med Feba som sidste direkte hest videre til hovedløbet i den første prøve for hopperne. 

Vindertiden for Fox On The Run blev 14,8/2000ma. 

Fox On The Run 13/8

Fox On The Run. Foto: Burt Seeger.

Steen Juul viste igen vejen

Steen Juul var igen på pletten i dagens 2. åbne derbyprøve med Frodo Cash, som gjorde det efter samme devise som Festival of Speed - spids og slut. 

Anders Pedersen fangede ryggen på næstfavoritten fra start, mens den mest betroede deltager Freeze blev bakket af bag bilen. Steen Juuls 2. deltager Florican Rold blev gæstekørt af Birger Jørgensen, og denne sad i dødens med Michael Lønborg og First Choice bag sig. 

Jeppe Juel sendte Freeze afsted efter en omgang, hvor Michael Lønborg satte sig ud og lavede en bytter med Birger Jørgensen, så nu First Choice sad udvendigt på Frodo Cash, mens Jeppe Juel fandt plads til at komme ned i 3. par udvendig. 

Det blev til galop for Freeze forbi staldene sidste gang, hvor også First Choice måtte strække gevær, hvilket banede vejen op indvendigt for Forever Ice, som sammen med Flamboro Downs så ud til at skulle kæmpe om andenpladsen bag Frodo Cash, som efter en afslutning i 10-fart var alene på målstregen i vindertiden 15,2/2500ma. 

Helt ude i banen kom Fønix Vang imidlertid for Victor Rosleff og besatte den anden direkte billet til det åbne derby, mens Flamboro Downs skulle håbe på at klare cuttet som en af de bedste treere for Anders Pedersen. 

Frodo Cash 13/8

Frodo Cash. Foto: Burt Seeger.

Flower Dust viste sig frem

Bent Svendsen frygtede ingen forud for Flower Dust’ start i hoppederbyprøverne og med god grund, for den var alene til slut i vindertiden 13,1/2000ma. 

Fra start svarede han enkelt spidsen med Love You-datteren før en hastigt kommende Fay S M med også Frøken A P og Fiore i hårde åbninger, hvor de første 500 meter gik i 11-fart. 

René Kjær bakkede af til 4. indvendigt med Frøken A P, mens Fay S M og Fiore havnede i henholdsvis vinderhullet og dødens. Fanny Østervang sad perfekt til i 2. par udvendig med Finest Aveve også med på toget i 2. spor. 

Det var et udramatisk opgør langt hen ad vejen, hvor Bent Svendsen på bagerste langside bad sit derbyhåb om yderligere fart, og det fik han med ét, hvor man tidligt fornemmede svaghedstegn hos Pål Morten Tungs næstfavorit Fiore, som ikke havde mere at byde på rundt sidste sving, hvor Fanny Østervang og Finest Aveve kom i sporene. 

Det var tæt på at ende i fejl for Finest Aveve på hjørnet, men på klassekuskens manér afværgede Jürgen Sjunnesson en altødelæggende galop, som i stedet endte ud i en andenplads på en stærk afslutning før Fanny Østervang, som tog sidste direkte billet qua sin tredjeplads.  

Flower Dust 13/8

Flower Dust. Foto: Burt Seeger.

Forever Shadow meldte sig ind i årgangssammenhæng med manér

Lidt overraskende for flere var Forever Shadow spillet til favorit før First Blood, men det spillende publikum havde set rigtigt, for Stefan Persson vandt med den Peter Untersteiner-trænede hest efter en afslutning i 11-fart de sidste 500 meter. 

Birger Jørgensen tog spids trods spor yderst på vingen, hvor Casper M. Nielsen fangede ryggen fra inderste spor med Frisk. Fontana Damgård var gået på stålet for Jürgen Sjunnesson som første hest i 2. spor, mens Bent Svendsen i ryg på denne fik en perfekt rejse med Frederik. Favoritten sad 3. udvendig, eller det endte den i hvert fald med, da udvendige Fontana Damgård galoperede med en omgang resterende af opgøret. 

First One Diamond havde også gjort sig bort undervejs, hvor Fit For Fight sluttede udvendigt for Mathias Jensen med Firefoot indvendigt for sig. 

Forever Shadow blev sendt afsted med 7-800 meter tilbage og rundede hurtigt frem til den førende First Blood, som tog afstand til den øvrige del af feltet rundt sidste sving, og det var tydeligt, det skulle afgøres mellem de to favoritter. 

Midt på opløbet fik den udvendige et lille overtag, men da denne fik lidt problemer med kadencen til slut, kunne First Blood kort kæmpe sig tilbage, men Forever Shadow var bedst til slut og vandt med en halv længde i 14,0/2500ma. Faust Hovmand tog overraskende tredjeplads til 80 gange pengene. 

Forever Shadow 13/8

Forever Shadow. Foto: Burt Seeger.

Fascination tilbage hvor vi kender hende

Fascination var tilbage efter halsproblemer i forbindelse med grand prix-prøverne i Aarhus, og det virkede til at være den “gamle” Fascination, som Jeppe Juel vandt den afsluttende hoppederbyprøve med i ganske beskedne 15,8/2000ma. 

Flere heste åbnede godt fra start med Fascination bedst ude for Jeppe Juel, som enkelt tog teten med Flora i vinderhullet og Filly på tredjeplads undervejs, hvor Farinelli Hastrup på afstand sad udvendigt med Birger Jørgensen fri af inderbanen efter en omgang, og nu førte Frontrunner Shadow an i 2. spor. 

Fighter K K og Fewofakind havde sat meter til som de eneste undervejs, men begge sad med bagerst i feltet ud på sidste omgang, hvor det dog hele tiden syntes at skulle afgøres blandt de forreste med Fascination hele tiden en længde ned til nærmeste konkurrent. 

Ind på lige bane havde kun Birger Jørgensen og Frontrunner Shadow held og dygtighed til at følge Frode Hamres Fascination, som på enkel vis afgjorde til sejr med Flora på tredjeplads. 

Fascination 13/8

Fascination. Foto: Burt Seeger.

Fantastic Design på falderebet

Også Bo Westergaard ville have en deltager med hos både hopperne og hingste/vallakkerne, således at staldens jockey Nicklas Kortfitsen kunne køre Fantastic Design til sejr i den afsluttende åbne prøve efter at have fået hullet midt på opløbet og akkurat kunne stikke snuden først til slut. 

Fra start kom Fetlock Joint strygende fra yderste spor på vingen for Ken Ecce, som i et snuptag tog spidsen før Fantastic Design med Steen Juul og Farasi Surprise gående forrest i 2. spor. Frygtløs og Figaro Sølvtop lå på de næste pladser med en ambitiøs Falcon Sali sluttende udvendigt for Christian Sejr. 

Der var ikke den store dramatik i opgøret før forbi staldene sidste gang, hvor René Kjær sendte egentrænede Figaro Sølvtop afsted i 3. spor med Frygtløs uden yderligere svar midt i banen, hvor også Fire World havde givet sit besyv med undervejs. 

René Kjær var med helt fremme i afgørelsen allerede midtvejs rundt sidste sving, hvor Fantastic Design sad med indvendigt bag den førende, hvor det lignede et overtag midt på opløbet til udvendige Figaro Sølvtop, men midt i banen kom Fantastic Design fri for Nicklas Korfitsen, som i stedet kunne snyde de øvrige for sejren i tiden 14,9/2500ma.

Fantastic Design 13/8

Fantastic Design. Foto: Burt Seeger.

Ny sejr til Persson/Untersteiner

Stefan Persson var hyret ind til at gæstekøre to heste for kollega Peter Untersteiner denne fredag, og makkerparret kunne på hjemturen kalde sig mr. 100%, da Lucifer Sam kunne vinde efter udvendig rejse på Dempsey Cloc til sejr i ny rekord 12,9/2000ma. 

Flere heste åbnede stærkt fra start, men ingen kunne tage en længde på indvendige Dempsey Cloc, hvor mange søgte til inderbanen efterfølgende med Epic alene udvendigt bagerst i feltet i løbets indledende fase. 

Lucifer Sam blev sendt fremad med lidt over en omgang tilbage af opgøret, hvor flere fyldte på efterfølgende med Riley S W nærmest i 2. spor med et opskruet tempo på bagerste langside, hvor den udvendige Lucifer Sam så stærkest ud, hvilket kom til at holde stik, for den forsvandt væk på opløbet til sikker sejr før Eureka Downs og Hazard In. 

Lucifer Sam 13/8

Lucifer Sam. Foto: Burt Seeger.

Cecilie Juul kunne endelig, fristes man til at sige, igen stikke snuden først i en tæt opløbskamp og tage årets første sejr med Dekadent K efter et veldisponeret løb.

Dekadent K 13/8

Dekadent K (11). Foto: Burt Seeger.

---

Dermed kunne vi konstatere, at følgende heste klarede sig direkte videre til henholdsvis Dansk Trav Derby- og Dansk Hoppe Derby 2021:

1’ere: Festival of Speed, Frodo Cash, Forever Shadow og Fantastic Design.

2’ere: Ferrari Bork, Fønix Vang, First Blood og Figaro Sølvtop.

Som bedste 3’ere: Felix og Fetlock Joint. 

Hos hopperne gjaldt det om at være blandt de tre bedst placerede for at klare sig direkte videre:

1’ere: Fox On The Run, Flower Dust og Fascination.

2’ere: Friday, Finest Aveve og Frontrunner Shadow.

3’’ere: Feba, Fanny Østervang og Flora.

Som bedste 4’er: Facebook. 

Obs! Imorgen kl. 11.30 er det på Lunden- og Danskhv’s facebooksider muligt at følge lodtrækningen om valg af startspor.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere