Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Kim MadsenFoto: Gorm Johansen

En spændende uge for Kim Madsen

Kim Madsen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. august 2021 7:00

»Hvis ikke jeg får nye heste ind og skal løse deres problemer så mister jeg interessen. Man skal hele tiden hanke lidt op i sig selv,« siger Kim Madsen som hyppigt køber og sælger heste. I dag kører han to løb på Jydsk Væddeløbsbane og på fredag er han aktuel i derbyprøven med Fetlock Joint.

Af Niels Jørgensen

2018: 12 sejre
2019: 6 sejre
2020: 9 sejre
2021: 0 sejre

Ganske vist er året langt fra omme, men det er en uvant rolle for Kim Madsen at stå noteret for nul sejre i august måned. Det med fraværet af sejre vender vi tilbage til, for det er på ingen måde nogen slagen mand vi træffer. Tværtimod. 

Verden ser unægteligt også anderledes positiv ud hvis der kigges på indkørte præmier for heste trænet af Kim Madsen.

2018: 65.850 kr.
2019: 148.050 kr.
2020: 292.650 kr.
2021: 435.828 kr.

Her kan det ligeledes tilføjes at sæsonen langt fra er slut. Meget tyder på at der ligger en del penge og venter på blandt andre Fetlock Joint, som på fredag kan kvalificere sig til derbyet.

Hvordan er det at have en chancerig hest med i derbyprøven?

»Det er da fantastisk at få en hest med i sådan et løb. Det har jeg ikke prøvet før, så det er noget jeg ser frem til,« siger Kim Madsen og tilføjer:

»Fetlock Joint er tredje i pointberegningen, så hvis enten Fossa eller Festival of Speed kan kvalificere sig direkte, er Fetlock sikker på at kunne være med i derbyet på wildcard, men forhåbentlig kan den også kvalificere sig af egen kraft. Jeg synes hesten har gjort det rigtig godt. Den udvikler sig fra gang til gang og bliver bedre samt mere lige i svingene. Jeg synes der er mange ting som er ved at gå op i en højere enhed.«

Fetlock Joint 1/8Fetlock Joint afviser Peakadilly i sidste start inden derbyprøven på fredag. Foto: Burt Seeger.

Et godt køb

I foråret erhvervede Kim Madsens ven Klaus Schulze (Stald Macky, red.) hesten på en auktion for 150.000 kroner. Selv havde Kim Madsen budt med til 125.000 kroner, men efterfølgende blev Kim budt med i hesten som de to nu ejer sammen.

Siden har hesten i syv starter indløbet 217.750 kroner, vundet tre sejre, været anden i Jydsk 4-årings Grand Prix og endnu ikke været uplaceret. Læg dertil at hestens temperament er bedret betydeligt.

»Jeg ved ikke om vi havde troet på at det skulle gå så godt. Jeg vidste godt at det var en god hest. Det viste den som to- og treåring for Peter Søndergaard, men den slog vel aldrig helt til. Jeg vidste, at den havde et uforløst potentiale og derfor var jeg lidt varm på at se, om hesten var blevet lidt mere voksen som fireåring,« siger Kim Madsen.

Han ser trygt frem mod en eventuel derbystart over 3000 meter.

»Det tror jeg ikke er noget problem. Hesten står langt løb i Århus, og så står den også 3000 meter. Det er en stærk og ærlig hest som fighter godt.«

Placeringschance og vindertip

I dag på hjemmebanen gælder det en amatørdag med to muligheder for at slettet nullet på sejrslisten.

»Design Of Porsche (4. løb) skuffede vel lidt første gang efter pause. Hesten var heller ikke 100 procent tunet op til den start, og jeg føler stadig ikke at den er 100 procent, så den får lige en start mere i kroppen som optakt til Amatør Elite Cup i næste uge. Jeg ser hesten som en placeringschance, ikke som en udpræget vinderchance,« siger Kim Madsen.

Forinden skal han køre vindertippede Bjørn G (2. løb) for Kamilla Kristiansen, som agter at give Kim direktiver om hvordan hesten skal tackles.

»Han får nogle instruktioner om, hvordan den skal køres og så må vi se om de har heldet med sig. Hesten kan vinde, hvis kusken gør som han får at vide.«

Og hvad får han at vide?

»Det er jo en hest som er speciel at køre, og som ikke tåler at få smækket linerne bagi eller at blive taget hårdt i. Det er en hest som skal passe sig selv. Men den står godt i løbet,« konkluderer Kamilla Kristiansen. 

Fokuserer på størst mulig indtjening i år

Og så tilbage indledningen om fraværet af sejre til Kim Madsen i år. Hvad ligger til grund for det?

»Jeg har næsten ikke kørt noget i år (22 starter, red.). Jeg har hovedsageligt trænet til de professionelle løb og kun kørt de sekundære chancer. De heste, der var udset til at jeg selv skulle køre, E A Gilbak og Design of Porsche, har desværre været skadet, så derfor har jeg ikke kørt ret meget i år,« forklarer Kim Madsen.

Foruden førnævnte Fetlock Joint tæller stalden også blandt andre Frances Yoda og Cutty Sark med hver 78.000 kroner indløbet i år. Hvornår skal du selv til at køre de gode?

»Det bliver måske til næste år. I år går jeg efter størst mulig indtjening. Jeg synes også at det er heste som har været for gode til at jeg kører med dem. Lige børn leger bedst. Jeg kunne godt tage dem ud i amatørløbene, men der står de for hårdt. Jeg er afslappet i år hvad sejrene angår,« sammenfatter Kim Madsen.

Klar til nye indkøb

Fornylig har Århus-amatøren udvidet stalden med svenske Palais Bourbon, og han afviser absolut ikke at der kan komme flere til.

»Fornylig bød jeg reelt på Grumbazz Kini, men fik nej. Jeg vil gerne købe en ny hest, hvis den er god, men når hestene er gode så er ejerne ikke så interesserede i at sælge,« siger Kim Madsen.

Han er heller ikke bleg for at sælge ud af egne heste.

»Der har været et godt bud fra Malta på Cutty Sark, men indtil videre har jeg sagt nej. Når jeg sælger, så er det fordi jeg føler, at jeg trænger til nye udfordringer. Ellers går jeg i stå. Hvis ikke jeg får nye heste ind og skal løse deres problemer så mister jeg interessen. Man skal hele tiden hanke lidt op i sig selv. Jeg har svært ved at se mig have samme hest i syv, otte eller ti år. Somme tider trænger jeg til at få en ny hest ind.«

Yderligere trænerkommentarer til dagens amatørløb på Jydsk Væddeløbsbane findes på banens hjemmeside HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere