Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Eenymeenyminymoe og Birger Jørgensen vindercirklen - DM for Hopper i Odense 6.8.2021Foto: Gorm Johansen

Eenymeenyminymoe vippede staldveninden Carna Sensei af DM-tronen

EENYMEENYMINYMOE Vindercirklen 6821
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. august 2021 21:00

Efter et perfekt rygløb kunne Birger Jørgensen i opløbet gå forbi de sidste to års DM-vinder og indtage tronen som danmarksmester for hopper. René Jonassen sejrede fra spids i Rudolf Jensens Mindeløb med Gibson. Ellie Said That gav opvisning i liga 5-løbet for Christian Lindhardt. René Kjær indledte dagen med en double med Ecu Egedal og Patch Wibb.

Af Kim Nielsen

Der var storløbsdag på Fyens Væddeløbsbane denne fredag, hvor banens mangeårige træner John Køhler inden løbene blev indlemmet i Travsportens Hall of Fame. Det sportslige højdepunkt var naturligvis DM for Hopper, der har været kørt på den fynske oval siden 2006.

John K Hler 6821

Klaus Storm fra DTC har netop udnævnt John Køhler til medlem af Hall of Fame. Han flankeres af barnebarnet Adam Køhler i en t-shirt med teksten: "Velkommen i Hall of Fame bedstefar". I baggrunden Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og direktør Claus Juncker. Foto: Gorm Johansen.

Efter en omstart blev DM-feltet sendt af sted i et hæsblæsende tempo, hvor Evita, Cassiopeia og Bianca Sisa alle var interesseret i spidsen. I første omgang holdt Evita de to andre ude, men ud af svinget kunne Jörgen Sjunnesson overtag spidsen med Cassiopeia, hvor Ken Ecce måtte opgive sit forehavende med Bianca Sisa, der blev bakket til fjerde par indvendigt.

Stopuret sagde 1.08,8 de første 500 m, hvor favoritten og de to sidste års DM-vinder Carna Sensei med Flemming Jensen blev sorteper i positionskampen og endte som første hest i andet spor. Derimod blev staldveninden Eenymeenyminymoe perfekt placeret i andet par udvendigt af Birger Jørgensen. Tempoet blev dæmpet til stadig hurtige 1.12,7 på kilometeren.

Foran begyndte det at knibe for Cassiopeia efter den hårde åbning, og Carna Sensei gik helt frem og koblede grebet på den førende i opløbssvinget. Men lige bagved så Eenymeenyminymoe storfin ud, og den sprang bare frem, da Birger Jørgensen trak den ud til angreb. Den femårige Væsterbo Prestige-datter holdt farten helt ind i mål og afviste et sent angreb fra Steen Juul og Exclusive Laser, der tog andenpladsen, medens Carna Sensei faldt med flaget i top og tog trods alt tredjepladsen.

 - Vi var heldige at få så godt et løb. Jeg kunne jo ikke vide, om Sjunnesson ville slippe. Nu kørte jeg selv Cassiopeia sidst, hvor den gik vældig godt fra ryg. Men det er klart, at sådan et løb her, hvor der er lidt penge og køre om, der kører man sin chance, indledte Birger Jørgensen.

Og på spørgsmålet om at få sådan en køretur med en Flemming Jensen-trænet hest lød det:

 - Det er da klart, at den stod højt på listen, sådan en hest som den her, der har gjort det så godt. Jeg var måske ikke så tryg ved at skulle køre den, i og med at den har haft mange dumme galopper indimellem. Men den var ganske fin i dag, og Flemming sagde også, at han kunne ikke se, at der var galop i den. Så han vidste heller ikke, hvorfor den gjorde det indimellem.

 - Jeg havde rimeligt meget at køre med i sidste sving. Flemming er altid svær at se på, hvor meget der er at køre med. Men jeg forstod godt, at da jeg kom halvt op på siden af ham i sidste sving, så skulle jeg i hvert fald komme før Flemming. Men så sad der jo også en bagved mig, så det er altid svært at sige.

EENYMEENYMINYMOE 6821

Eenymeenyminymoe og Birger Jørgensen på vej mod sejren i DM for hopper. Foto: Gorm Johansen.

Gibson holdt Borups Viking fra livet

I mange år har det været en tradition at køre Rudolf Jensens Mindeløb på DM-dagen, og i år var løbet for de treårige heste, hvor dagens største favorit i stregspillene Borups Viking med Birger Jørgensen var en af tre heste belastet med 20 meters tillæg. Men der var flere talentfulde heste i spidsvolten, og medens Steen Juul fik en langsom start med Geert, så satte René Jonassen skruen i vandet og tog spids med Gibson.

Jonassen holdt 17-fart på kilometeren, og han var langt foran feltet ud på sidste omgang, hvor Borups Viking begyndte at røre på sig efter at have siddet nede i feltet uden ryg. Da Gibson svingede ind på det lige havde den stadig et betryggende forspring. Selv om den var forståelig træt de sidste meter, så holdt den hjem til en overraskende sejr i tiden 1.16,0/2.140 m snorestart. Borups Viking blev nummer to, hvor Geert sluttede forrygende af til tredjepladsen. Når den lærer at komme fra start, så ligger der sejre og venter.

GIBSON 6821

Claus Kolin og fru Lone (tv) uddeler ærepræmier i Rudolf Jensens Mindeløb til René Jonassen og kredsen omkring Gibson. Foto: Gorm Johansen.

Ellie Said That gav opvisning

I dagens liga 5-løb galopperede favoritten Camaiore fra start, hvor Søren Demant Andersen noget overraskende tog spids med Emil Lund i en hidsig 10-åbning. Efter tredje spor rundt første sving pressede Bent Svendsen på med Dreamcatcher K J for at få hul til at komme ned i ryg på Emil Lund, og det lykkedes. Det efterlod Cherry Bee og John Køhler udvendigt uden ryg, og bag denne sad Christian Lindhardt med Ellie Said That og godtede sig over det høje tempo.

Der blev dæmpet til 13-fart på kilometeren, og med 600 m igen lettede Christian Lindhardt anker. I et snuptag var Ellie Said That i spids, og den udbyggede bare forspringet rundt opløbssvinget. I overlegen stil og i ny rekord var Ellie Said That alene på banen i opløbet, hvor den sejrede i tiden 1.13,7/1.640 m auto. På afstand sluttede Fazenda godt af for René Jonassen til andenpladsen med Dreamcatcher K J som tredje.

ELLIE SAID THAT 6821

Ellie Said That og Christian tog en vandtæt sejr i liga 5. Foto: Gorm Johansen.

Double til René Kjær

Med syv sejre i træk var Ecu Egedal og René Kjær spillet til favorit i dagens liga 4-løb, og den femårige hoppe viste i dag en ny side af sig selv ved at åbne til spids, hvor de første 500 m gik efter 1.12,7 med Endless Dreams og Henrik Lønborg i ryg. Udvendigt uden ryg havnede Rossi Garline med Flemming Jensen, der ikke var interesseret i at presse tempoet op den første omgang.

På bagerste langside gik Rossi Garline så tættere frem til den førende, men alt prellede af på Ecu Egedal, der ganske let tog sin ottende sejre i træk for træner Louise V. Mortensen i tiden 1.15,3/2.140 m auto. Rosse Garline holdt akkurat Endless Dreams fra livet i kampen om andenpladsen.

ECU EGEDAL 6821

Det var spids og slut for Ecu Egedal og René Kjær. Foto: Gorm Johansen.

Dagens stayerløb havde samlet et godt felt på ti heste med René Kjær som favorit med egentrænede Patch Wibb. Efter at Magnus M. Nielsen havde taget spidsen med Alfas Ippon, kom Kjær farende med Patch Wibb, og efter 800 sad favoritten i spids.

Herefter styrede Patch Wibb løjerne, og i opløbet var René Kjær alene interesseret i at holde Alfas Ippon indelukket, og det lykkedes. Den sad ellers med vinderkræfter sparet, og på sidste 100 m var der næsten udsolgt hos Patch Wibb. Men den klarede sig i mål som vinder, hvor udvendige Magic Heart blev anden for Ken Ecce efter problemer tidligt i løbet med Alfas Ippon som tredje. Vindertiden blev 1.17,0/3.180 m snorestart.

PATCH WIBB6821DSC 7055

René Kjær og fru Tina med de store smil på efter sejren til Patch Wibb. Foto: Gorm Johansen.

De øvrige løb

Der blev virkelig lagt fra land i et sprinterløb for liga 3-hestene, hvor Epos Østervang i første omgang tog spidsen, men hvor Flemming Jensen med Enforalle P overtog denne efter 500 m, som var gået efter 1,08,9. Det gjorde, at Draco og Anders Pedersen havnede som første hest i andet spor med Elegant C N og Bent Svendsen i ryg. Draco tabte travet midt på bagerste langside og galopperede, hvor Elegant C N efter at være blevet bremset lidt gik frem til den førende med Caviar og Jeppe Juel klistret i ryg. I opløbet angreb Caviar, og på målstregen slog den kløerne i Enforalle P og sejrede i 1.12,7/1.640 m auto med Elegant C N som tredje.

CAVIAR 6821

Udvendigt når Caviar og Jeppe Juel akkurat forbi til sejr. Foto: Gorm Johansen.

Efter bumletogstempo den første omgang kørte Ken Ecce med Flake frem og overtog spidsen fra Steen Juuls Gaby Cloc med en omgang tilbage i V4-afslutningen, og den fik Ellies Coktail og John Køhler med udvendigt. Det så helt klart ud for Ken Ecce på vej ind i sidste sving, men pludselig brød Flake ud og galopperede. Den hægtede hjul med Ellies Coktail, og i alt fem heste fik spoleret deres chancer. Det gjorde Henrik Lønborg ikke med Captainhaselhof Be, der styrede uden om klumpen og sejrede sikkert før Aqua Photo N med Christian Lindhardt, hvor Limitless Boko tog tredjepladsen for Hans Henning Kristoffersen. Vindertiden blev 1.17,8/2.160 m snorestart.

CAPTAINHASELHOF BE 6821

Captainhasselhof Be og Henrik Lønborg tog den anden sejr i træk. Foto: Gorm Johansen.

Efter et løb i føring hele vejen kunne Steen Juul vinde løbet for den laveste klasse på dagen med God Save The Queen, der ejes og trænes af hans barnebarn Cecilie Juul. Den treårige hoppe afviste i opløbet angrebet fra Genoa med Marc Bæk Nielsen og sejrede i tiden 1.16,7/2.140 m auto. Tredjepladsen gik til Greenday Tir for Kent Friborg.

GOD SAVE THE QUEEN 6821

God Save The Queen aflagde sin maidentitel efter føring fra start til mål for Steen Juul. Foto: Gorm Johansen.

Dagens sidste løb var Sigter mod Stjernerne for ungdomskuskene, og her fik vi en overraskende vinder. Emma Jonassen havde tidligt overtaget spidsen med Unik Tamsen, og parret så ud til at være på vej mod sejren. Men efter et løb langt ned i feltet kom Clark Gable farende i overlydsfart i yderbanen for Michelle Gylling, der fangede den førende kort før mål og sejrede til 46 gange pengene i vindertiden 1.17,8/2.160 m snorestart. Det var første sejr i karrieren for Michelle Gylling, hvor tredjepladsen gik til Anne Hermansen med Albatros.

CLARK GABLE 6821

Efter en hvislende afslutning kunne Michelle Gyllling vinde sit første travløb med Clark Gable. Foto: Gorm Johansen.