Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Derbybarometre efter Derbyprøverne

Derbybarometer 822X480px (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. august 2021 21:45

Efter Derbyprøverne i fredags, så er Danskhv.dk klar til igen at stikke snuden frem, og lave Derbybarometre for både hopper og hingste/vallakker.

Af Jesper Elbæk

Det hele skal afgøres lørdag/søndag 28.-29. august, når Dansk Hoppe Derby og Dansk Trav Derby løber af stablen.

Men sådan her ser Danskhv.dk's vurdering ud, efter Derbyprøverne blev kørt.

Derbybarometer Dansk Trav Derby

1. Festival Of Speed

Det var ikke verdens sværeste Derbyprøve, som Festival Of Speed var ude i, men den eksekverede straffesparken uden målmand til odds 10:10 med meget stor sikkerhed. Starthurtig og jeg kan ikke forestille mig, hvem af konkurrenterne, der har lyst til at svare den op i en eventuel spidskamp. Og når først Festival Of Speed sidder i spids, så kan jeg heller ikke få øje på, hvem der vil/kan gå frem for at trykke på. Nej, det handler vist "bare" om at holde Festival Of Speed frisk frem mod Derbyet, så må vinderchancen være kæmpestor.

2. Forever Shadow

Vandt en flot sejr efter trafikproblemer i forrige start på Axevalla. Vandt også sin Derbyprøve ret sikkert trods bagspor, men det skal selvfølgelig bemærkes, at A) førende First Blood havde været ude i en hård spidskamp og havde fået tryk undervejs og B) Forever Shadow skulle støttes ret så meget de sidste 100m for ikke at plumpe i en galop. Derbyet er jo 500m længere, og spørgsmålet er vel, om Forever Shadow kan holde sammen på det lange, flotte trav hele vejen.

3. Fantastic Design

Var på forhånd en outsider i Derbyprøverne. Fik et godt løb bag storfavoritten Fetlock Joint, og speedede let forbi denne til slut. Måtte igennem en votering fra dommerne, men kusken Nicklas Korfitsen kunne nøjes med en bøde for "uforsigtig kørsel". Fantastic Design havde fuld fart over mål, og det er jo altid et godt tegn.

4. Frodo Cash

Vandt let efter føring fra start til mål, og ejeren Bubber/Vibeke Frandsen var uden tvivl den lykkeligste på Charlottenlund Travbane. Afsluttede de sidste 500m efter 1.10,9 og virkede ikke tom i mål. Steen Juul og Bubber skal selvfølgelig ud at finde en ny kusk, og det bliver spændende, hvem valget falder på.

5. First Blood

En af de få stjerner fra sidste år, som stadig holder ved. Var med i en hård spidskamp, og fik tryk undervejs af en "kaospilot", som plejer at køre noget bedre. Kunne ikke vare Forever Shadow til slut, men løbet har helt sikkert gavnet den Morten Juul-trænede hest. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere