Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Carozzo (7) og Drønviktormolar (9) er blandt deltagerne i årets udgave af Prins Henriks CupFoto: Ole Hindby

Sikke et væddeløb, der er lagt op til i Prins Henriks Cup

Carozzo 6321
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
04. april 2021 20:00

Mandagens hovedbegivenhed ved løbene på Jydsk Væddeløbsbane må være Prins Henriks Cup. En begivenhed, som har haft stor betydning i provinsen siden løbet blev til for fem år siden. Der er på forhånd lagt op til det måske mest jævnbyrdige af slagsen hidtil, og mange tror på chance. Hvem vinder?

Af Mikkel Johansen

Det synes at være det måske mest åbne opgør, der har været kørt som Prins Henriks Cup hidtil. Løbets forsvarende vinder, Denimcowboy, er igen at finde blandt løbets i år ni deltagere. Denne gang er hesten imidlertid ikke vurderet til at være én af løbets større chancer.

I stedet er favoritværdigheden i år givet til Flemming Jensens Enforalle P, som har gået storartet i årets hidtidige tre starter. Det er blevet til to sejre og en tredjeplads på den anden side af Sundet. Nu er den spået til at føje en ny sejr til samlingen, og dens træner, Flemming Jensen, er optimist, men med et vist forbehold;

“Han gik sit hidtil bedste løb, senest han startede. Alt virker vel med ham, og han holder også stabil form. Det store spørgsmål er, hvordan hesten fungerer i Århus. Den har kun startet på banen én gang, og det var som toåring, så det siger ikke så meget. Jeg har ingen fornemmelse angående, hvad hesten vil sige til banen nu. Oprindeligt var der udskrevet fire ligaløb til 9. april i Odense, men det var en fejl, så tre af dem er flyttet til Århus. Derfor starter hesten her”, videregiver han til Jydsk Væddeløbsbanes trænerkommentarer. 

Enforalle P 201120

Flemming Jensen tror på Enforalle P, men er lidt skeptisk mht. Aarhusvejen. Foto: Hesselborg Foto.

Aalborg-kollegaen Bo Westergaard har ligeledes storform på stalden, og han kan muligvis stjæle sejren for snuden af sin tidligere partner. Han har i hvert fald to spændende chancer med i løbet, som køres af hans to jockeyer, Mads Henriksen og Nicklas Korfitsen. Førstnævnte har fået køreturen bag Don Anton (NO), som har trukket yderste spor bag startbilens vinger.

“Han går gode løb hver gang, han starter. Senest blev han bare overspeedet, men præstationen var god. Det skal flaske sig lidt for at gå helt til tops. Han er ikke typen, som gør så meget selv, så fra et dårligt spor skal det flaske sig lidt, men en triochance skal han have.”

Om staldens anden chance i løbet, Enjoy Banker (SE), lyder chancevurderingen således:

“Fik det lidt godt i en periode efter en lang sæson. Han har trænet fint herefter, men mangler måske de sidste 5-10 procent i at være vinderaktuel. På klassen bliver jeg ikke overrasket, hvis han er blandt de tre første. Han har høj klasse, men jeg ser det ikke som en oplagt vinderchance.”

Enjoy Banker 201127

Enjoy Banker er normalvis altid med fremme, når den starter i Aarhus. Foto: Ole Hindby.

Hjemmebanens våben

Tre Aarhus-kuske kan løbe med sejren; Den ene med en egentrænet hest, de to andre med gæsteture. Fra indersporet starter Drønviktormolar, som kommer med ene gode præstationer i bagagen, og dens sædvante kusk, Birger Jørgensen, tror på sin hest. 

“Han er ude blandt rigtigt gode heste. Har fået et for den udmærket spor. Hesten er ikke lynhurtig fra start og får vel ikke spids, men har god form og er ude på favoritdistance. Er klart på sin favoritbane. Med lidt tur på vejen er den med på stregen”, udtaler han til Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside. 

Anden chance fra hjemmebanen har Michael Lønborg med Carozzo (SE), som leverede én af årets stærkeste afslutninger ved sin seneste optræden. 

“Han er absolut bedst i Århus, og vi har sigtet på dette løb siden seneste start. Jeg synes, han har trænet godt frem mod løbet, og han møder velforberedt. Der er mange gode heste i løbet, men det er en triochance med det rette løb. Han kan selvfølgelig vinde, men det kræver lidt held på vejen. Jeg tror ikke, at han vinder af egen kraft. Det kræver, at de andre kører lidt”, fortæller Michael Lønborg.

Den på papiret mindste chance er Viola Toft, som trænes af hjemmebane-amatøren Lars Munk. 

“Det ser lidt hårdt ud for hende. Det er stærke konkurrenter, men jeg tror såmænd godt, at hun kan følge med. Hvis hun kan tage en præmie, så er det fint.”

Viola Toft 100720

Viola Toft er en hædershest i de danske amatørløb, men synes måske at være matchet lidt for hårdt i mandagens hovedløb. Foto: Ole Hindby.

De øvrige deltagere

Det kan virke bemærkelsesværdigt at kalde Steen Juul og Explosive Peak for én af feltets øvrige deltagere, men det sker ikke med henblik på at forklejne denne, for sammen med Dream Of Success (DE) er den i tipsrammen til mandagens hovedbegivenhed, og skal bestemt også ses med chance. Steen Juuls vurdering lyder således:

“Han gik vel pænt senest, men viste ikke samme form, som den gjorde i Århus i starten forinden. Da gik hesten ihvertfald godt og var totalt ubrugt i mål. Jeg tror på, at den kan være lidt med fremme her. Det skal være en triochance.”

Om sidstnævntes chancer videregiver Bent Svendsen:

“Han holder fremragende form, og har gjort det i alle starter i år. Passer det med positionerne, så er han en af dem, som kan vinde løbet. Han var jo utroligt stærk senest. Da kom Carozzo blot helt ude ved galopbanen, så den kunne han ikke svare. Rammer vi spidsen, så kører vi der. Vinderchance.”

Hvem vinder Prins Henriks Cup 2021? Sikke et væddeløb, der er lagt op til!

Dream Of Succes 15121

Bent Svendsen er altid optimist med Dream Of Success og denne mandag er ikke anderledes. Foto: Ole Hindby.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere