Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
El Capitan og Finn M. Lassen.Foto: Ole Hindby

Sejrshest på vej tilbage efter længere tids fravær

Elcapitan300918 1000
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. april 2021 12:00

Tilbage i 2018 vandt Aalborg-træner Finn M. Lassen fem sejre med den fartfyldte Maharajah-søn El Capitan. Siden forsvandt hesten fra væddeløbsbanerne, men ifølge træneren er den nu på vej tilbage. 

Af Henrik Boye Ebbesen

Tilbage i 2018 havde travtræner Finn M. Lassen stor succes med den svenskfødte Maharajah-søn El Capitan, der i løbet af sæsonen sejrede hele fem gange.

Dengang viste hesten ved flere lejlighed ekstrem stor fart for den klasse, den befandt sig i, men den smed også flere topplaceringer væk med galop. 

I 2019 gjorde hesten kun en enkelt start, hvor den galoperede, men siden har den ikke været at se på en startliste. Den har dog hele tiden befundet sig i Finn M. Lassens varetægt.

»El Capitans ejer, manden bag svenske Delotek, døde desværre. Og da der ikke kom penge ind for hestens træning, har den stået stille. Den har ikke haft nogen skade eller fejlet noget andet. Den har simpelthen bare holdt fri,« siger Finn M. Lassen.

Boet efter Delotek er ved at være gjort op, og her har den danske travtræner penge til gode. Udgangen på bodelingen går i retning af, at Finn M. Lassen selv får lov til at overtage El Capitan, og derfor er han begyndt at træne intervaller med hesten igen. 

»Hesten gik også et hurtigarbejde for nyligt, og der overraskede han mig faktisk. Han er slet ikke så langt fra at være startklar, som jeg ellers havde frygtet,« forklarer Finn M. Lassen. 

Gode penge at tjene fremover 

Finn M. Lassen flyttede for kort tid siden sin trænerlicens fra Aarhus til Aalborg, hvor han i dag har staldens heste opstaldet på banen.

»El Capitan trives faktisk rigtigt godt med at stå inde på banen. Jeg har fået ham kastreret, og det har virkelig hjulpet på hans temperament. Tidligere var han meget hård ved sig selv, og han var nærmest farlig at være i nærheden af. Den tidligere ejer ville ikke kastrere ham, men det er den heldigvis blevet nu,« forklarer Finn M. Lassen. 

Han regner med, at hesten er startklar i løbet af et par måneder, hvis ellers papirarbejdet omkring ejerforholdet falder på plads.

»El Capitan står fortsat i klassen under 50.000 kr., så han skal bare starte på, hvor der er passende opgaver. Han har i hvert fald kapacitet til at kunne klare sig et godt stykke vej endnu,« mener Finn M. Lassen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere