Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Eistee Bakkely og René Jonassen - 8. april 2021Foto: Danny Stenbæk

Jonas og Bakkely i centrum

Eistee Bakkely 210408
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. april 2021 18:45

Det blev en fantastisk dag for René Jonassen og Stutt. Bakkely ved Hanne og Per Sørensen, idet Jonas selv vandt tre sejre og de to var med Bakkely's heste.

Af Dennis Stenbæk

René Jonassen stod stærkest i billedet ved åbningsdagen på Nykøbing F. Travbane, idet han vandt tre sejre.

Han lagde for i 2. løb med Stutt. Bakkelys Eistee Bakkely, der sejrede for første gang i karrieren i et løb, hvor han sad i 3. par udvendig i ryg på Besplatno Tiki undervejs.

Sidstnævnte overtog gennem sidste sving fra Vidar og i opløbet blev Besplatno Tiki lidt magelig og så kunne Eistee Bakkely gå frem og vinde sin første sejr på 17,8/2140 auto før Besplatno Tiki og Bella Damgård.

Per Sørensen efter løbet:

- Sidste år var fantastisk for os - vi er jo slet ikke vant til at have heste på det niveau og det håber vi selvfølgelig kan fortsætte.....

Og lad os bare blive ved Bakkely-hestene for i løbet for hurtigste klasse kunne René Jonassen køre et løb i ryg på Carlson med Tchai Bakkely efter at kæmpefavoritten Amazing Design havde galopperet sig bort kort efter start.

Sidste sving rundt blev Jonas i ryg da Vakse Viggo kom bagfra og først 150 meter fra mål blev han vredet på tværs af banen og nåede akkurat at tage Vakse Viggo ned til allersidst på 16,2/1640 volte før Vakse Viggo og Carlson.

- Vi regner aldrig med noget med Tchai. Han løber hvis han har lyst og får det rigtige løb. Får han ryg til de sidste 100 meter kan han spurte. Han gør ellers præcis hvad der passer ham, sagde Hanne Sørensen efter løbet.

Herlig indstilling

Eureka Downs viste sidste år, at hun er en rigtig fin hest og det blev der sat en tyk streg under denne gang i hendes første start i tre måneder.

Føring fra start blev det til, men så blev hun nærmest "overfaldet" af Eurydike Hornline og det betød 13,6/500 og 14,2/1000 inden Jonas fik lov at tage lidt tempo af løbet.

Alligevel havde hun kræfter sparet, da favoritten Urgent Face kom farende på sidste langside fra 2. par udvendig og næsten da det hele var ovre kom også Fernando N L fra vinderhullet, men her var Eureka Downs lystigt trillende for Jonas og sejrede på stærke 16,7/2140 auto før Fernando N L og Urgent Face.

Eureka Downs 210408

Eureka Downs var superfin efter tre måneders pause - Foto: Danny Stenbæk

- Det var en hest, der var virkelig glad og virkelig fin. Ja, hun var sgu klar i dag. Jeg valgte at køre til og så håbede jeg at kunne tage tempoet af, men det ville Ken ikke så det blev lidt hurtigt. Da Henrik kom i sidste sving svarede hun fint, synes jeg. Nu er vi kommet godt i gang med sæsonen og må prøve at finde nogle passende løb til hende, sagde René Jonassen efter sin anden sejr denne løbsdag.

Debutsejr

Henrik Thomsen lykkedes ikke med Urgent Face, men i 1. løb havde han kørte debutanten Ledecka Boko til legende let sejr efter føring hele vejen rundt.

Favoritten Gingin blev efterladt i dødens store dele af vejen og kunne ikke følge, da Thomsen øgede farten med Erik Nielsen-trænede Ledecka Boko.

Uden at bunde hende kørte Thomsen først over stregen på 19,4/2140 auto før Fetter Tir, der gik godt efter tidlig galop, og med Easy Go på tredjepladsen.

Ledecka Boko 210408

Ledecka Boko var overlegen for Henrik Thomsen - Foto: Danny Stenbæk

- Hun gik fint i prøveløbet uden at imponere og det er altid svært at sætte disse nulheste ind mod hinanden så sikker var jeg ikke. Det virkede ok det meste af vejen. Det er en talentfuld hest, som vi skal have rettet lidt til for hun bliver for hidsig, men hun er kun 3 år og der er meget at skrue på endnu, sagde Henrik Thomsen efter sejren.

Inden alle gik til pause kunne Jørgen Lorentzen føre hele vejen med Staro Next Move, hvis opgave blev gjort lettere, da favoritten Everest Laser galopperede kort efter start.

Ned ad sidste langside øgede Staro Next Move farten og selv om han i sin ensomhed gik lidt i stå op mod mål blev sejren på 18,3/2140 auto helt overlegen før en tapper Diva Ice, der gik i dødens hele vejen og med Deserts Machoman som tredje.

Staro Next Move 210408

Føring rundt om var recepten for Staro Next Move og Jørgen Lorentzen - Foto: Danny Stenbæk

- Han var rigtig fin i dag og han gik også et godt arbejde senest på ligeudbanen, hvilket jeg også havde sagt til Heidi (sambo, red.). Min tankte var at køre til spids, men jeg var ikke fremmed for at slippe, hvis Nisse var kommet på første langside, men han kom jo ikke. Jeg tror ham her kan ende i V75 i år eller måske næste år, sagde Jørgen Lorentzen efter sejren.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere