Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Jane Hall sejrer overlegent i sæsondebut for Bo WestergaardFoto: Hesselborg Foto

Jane Hall – sky is the limit

JaneHall020421
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. april 2021 16:19

Yderst vellykket sæsondebut for sejrsvante Jane Hall, der kan gå mod en ny stor sæson. Sejr nummer to, tre og fire til Bo Westergaard.

Af Niels Jørgensen

Med al respekt for konkurrenterne, så var de kapacitetsmæssigt ikke Jane Hall værdig i langfredagens 4-års Hoppeløb. Jane Hall skulle vinde, og det gjorde den eftertrykkeligt i sæsondebuten.

Bo Westergaard lod konkurrenterne køre fra start, velvidende at de formentlig alle var interesserede i at få ryggen på netop Jane Hall, når den kom frem.

Indledningsvis katapultstartede Fanny Østervang til front. Den blev efter 500 meter afløst af Feba, og så meldte Jane Hall sig udvendigt og blev sluppet til front efter 750 meter.

Kilometeren blev passeret efter 1.13,8 og siden var det spil mod ét mål. Jane Halls 11. sejr i 14. start var en realitet på 1.14,6a/2140 meter og hesten bliver meget interessant at følge i fireårssæsonen. Overliggeren synes at ligge meget højt for Ens Snapshot-datteren.

Fire længder bag Jane Hall var Farinelli Hastrup positiv som anden foran ligeledes sæsondebuterende Friday, der havde travet forrest i andet spor den sidste omgang.

»Jane Hall var på hugget i dag. Hun ville gerne ud at få brændt lidt af krudtet af. Hun var lige frisk nok i både opvarmning og afcantring, men heldigvis tager hun sig sammen når hun ser startbilen. Hun var lige ved at snuble da bilen slap. Det var også derfor vi ikke var med på noderne lige fra start, men det blev perfekt. Jeg håber at hun skal være med og møde nogle gode hopper i år,« sammenfattede Bo Westergaard efter sejren.

Flere pletskud for Bo Westergaard

Sejren med Jane Hall blev Bo Westergaards tredje pletskud på dagen. I løbet forinden havde sæsondebuterende Macro Star i travliga 3. Løbet blev i al væsentlighed kørt efter Macro Stars ønske med et hårdt grundtempo. Først en udmarvende føringskamp mellem primært Harley Boko og Draco – med galop i første sving for sidstnævnte som udkomme.

Efter en indledende 500 meter på 1.11,8 kom Broad Vision frem udvendigt og bød Macro Star ryggen. Ind på opløbet skaffede netop Broad Vision sig overtaget på førende Harley Boko, men svare for Macro Star kunne staldkammeraten ikke. Den sejrede på 1.12,6a/1640 meter en længde foran Broad Vision og Can Tab.

»Macro Star fik en lille skade på et bagben i seneste start, hvilket gjorde, at den måtte have lidt pause. Det er en hest som har 10 liv. Den har været væk mange gange, og man bliver glad for sådan en hest. Første gang den er med inde på banen, så vinder den på 1.12. Det er bare imponerende,« sagde Bo Westergaard.

Bo Westergaard 020421Med i alt fire pletskud havde Bo Westergaard rig lejlighed til at iklæde sig sejrssmilet langfredag i Aalborg. Foto: Hesselborg Foto

Fjerde og sidste sejr til Bo W kom med Gateway Damgård, der er omgang før mål blev dirigeret frem udvendigt for førende Faye Dunaway. I opløbet gik Gateway Damgård sikkert frem og afviste de godt afsluttende Frygtløs (førerryggen) og Ferrari Gardenia (fjerde par indvendigt). Vindertiden blev 1.17,3/2160 meter.

»Gateway Damgård er en herlig hest. En rigtig travmaskine, og også en hest som præsenterer sig rigtig fint. Han er helt ukompliceret, og så har han et godt hoved,« berømmede Bo Westergaard sin sidste vinder på dagen.

Gateway DamgårdGateway Damgård og Bo Westergaard. Foto: Hesselborg Foto

Første sejr siden 2014

Mens det er hverdagskost for Bo Westergaard at vinde løb, så er det langt fra tilfældet for Aalborg-kollegaen Niels H. Madsen al den stund at sidstnævntes forretning altovervejende er baseret på at føre ungheste frem inden de går til andre trænere.

Således kørte Niels H. Madsen blot et enkelt løb i både 2019 og 2020, men med Balzac skulle det være, og fra en position bagest i feltet viste Balzac den bedste afslutning af alle og sejrede på 1.16,8/2160 meter, kort foran Zoom Wise L, der også nåede forbi Danny EP. Sidstnævnte havde gjort grovjobbet gennem at presse vedholdende på førende Ilar In over den sidste omgang.

»Det er klart, at når det lykkes så er det toppen af poppen. Jeg har stort set altid haft andre kuske til at køre staldens heste, men nu er denne vores egen og det var planen at jeg skulle køre den. Når det lykkedes at vinde allerede nu, var bare dejligt,« sagde Niels H. Madsen efter sejren.

Balzac 020421I yderbanen spurter Balzac bedst af alle og skaffer Niels H. Madsen sejren. Foto: Hesselborg Foto 

Note: I et meget omtalt prøveløb viste Coventry Hall og Gordon Dahl vejen ved at løbe 1.16,9, tæt fulgt af Dortmund i samme tid. Efter stor startgalop løb Emoji 1.19,6.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere