Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Facebook og Hussein Kassir - Bilund 1.4.2021Foto: Kjeld Mikkelsen

Hussein Kassir scorede hattrick med Facebook

Facebook 1421
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. april 2021 17:00

Det blev til tredje sejr på stribe for Team Gordon Dahls Facebook, da Hussein Kassir atter kørte et flot løb med den fireårige hoppe. Birger Jørgensen plettede med Daniella Gardenia efter fin styring. Ecu Egedal to sin anden sejr i træk for René Kjær og gav der med den lokale træner Louise V. Mortensen en ny trænersejr.

Af Kim Nielsen

Skærtorsdag var Billund Trav vært for en lille let anretning med fem løb for de professionelle og to amatørløb i anden afdeling af dobbeltarrangementet, som nu er blevet muligt efter ændring i forsamlingsforbuddet for udendørs sport.

I et løb for heste med under 27.000 kr. med fordel hopper var de to mest betroede netop hopper i form af en ny hest fra Team Morten Juul ved navn Velten Valerie og Facebook med Hussein Kassir. Fra start var det dog Calito, der tog spids, men den galopperede i første sving, hvor der også var galop for Figaro Juvel med Knud Mønster, og så sad Kent Friborg i spids med Enjoy Lomomba.

Birger Jørgensen kom frem udvendigt med Velten Valerie, hvor Hussein Kassir havde fundet en perfekt position i andet par udvendigt med næstfavoritten Facebook. Den fik marchordre med 600 m igen, men det blev til tredje spor opløbssvinget rundt. Facebook stred som en løve, og den gik kort før mål forbi den førende Enjoy Lomomba, der på stregen måtte se Figaro Juvel snuppe andenpladsen efter sin indledende galop. Vindertiden blev 1.16,8/1.900 m auto.

 - Det blev perfekt. Måske gik hun lige lidt for tidligt, men det gik alligevel.

 - Jeg kunne godt mærke, at da jeg trak hende ud, var der god fart i hende. Men så kunne jeg se, at de andre kunne også lidt. Så jeg måtte lige vente en lille smule og så køre igen, når vi kom på lige bane.

 - Da jeg trak vattet på hende, skulle hun lige finde ud af, hvad det var, og så var det fint, lød det fra Hussein Kassir efter hans femte årssejr.

Facebook Aeresrunde 1421

For tredje gang i træk med Facebook og for femte gang i alt i år kunne Hussein Kassir køre æresrunde. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Daniella Gardenia efter fin styring

Der var løb i Travligaen, liga 4, og her satte Anders Pedersen sig på spidsen i første sving med Dollar Esterel med Birger Jørgensen i ryg med Daniella Gardenia. Favoritten Honor galopperede fra start, og ude fra spor 8 kom Jan Dahlgaard frem udvendigt på den førende med ”Årets Hest 2020” Son Of Sizzling, hvor der var 17-fart på kilometeren.

Med 500 m igen fandt Birger Jørgensen ud i andet par udvendigt med Daniella Gardenia, hvor næstfavoritten Ea kom i angreb fra køen. På opløbshjørnet galopperede både Son Of Sizzling og Ea, og midt i banen gik Daniella Gardenia frem og sejrede sikkert før en godt afsluttende Alvin C G med René Kjær og Deep Purple med Søren Johansson. Vindertiden for den Martin Andreasen-trænede hest blev 1.15,3/1.900 m auto.

Daniella Gardenia 1421

Daniella Gardenia og Birger Jørgensen afviser et sent angreb fra René Kjær med Alvin C G. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Anden sejr i træk til Ecu Egedal

V4-afslutningen var et løb i liga 5, og her svarede Casper M. Nielsen sit inderspor med Formidable Vincent efter en 16-åbning, hvor Marc Bæk Nielsen tidligt kørte frem udvendigt med Eddie Brogård, medens favoritterne sad et stykke tilbage i andet spor.

På bagerste langside kom angrebet fra Otiz med Søren Johansson, der fik Ecu Egedal og René Kjær med i ryg. Foran svarede Formidable Vincent dog op i første omgang, da den pludselig galopperede midt i opløbssvinget. Efter et perfekt rygløb kunne Ecu Egedal nu koble grebet på Otiz, og for anden løbsdag i træk kunne Louise V. Mortensen tage en trænersejr med Børge Mathiesens Ecu Egedal. Favoritten Ivar N L med Anders Pedersen sluttede godt af til andenpladsen før Bet For Me Jersey med Birger Jørgensen. Vindertiden blev 1.15,7/1.900 m auto.

Ecu Egedal 1421

Indvendigt strækker Ecu Egedal på sig og sejrer for anden løbsdag i træk for René Kjær. Foto: Kjeld Mikkelsen.

De øvrige løb

I dagens indledende løb var der flere galopperende heste, hvor Easy Runner sad i spids ud af første sving. Allan Kristensen kom op udvendigt med Falcon Spin med en omgang tilbage, og med 500 m igen var Farifant-sønnen ud og svømme og uhyre tæt på galop. Det lykkedes Allan Kristensen at få heste tilbage i ret gangart, og på de sidste meter kunne Falcon Spin gå frem til sejr før en godt afsluttende Elmar Shadow med Søren Johansson og Easy Runner. Vindertiden blev 1.18,3/2.000 m snorestart.

Falcon Spin 1421

Falcon Spin kunne give Allan Kristensen hans første årssejr efter et løb udvendigt uden ryg hele vejen. Foto: Kjeld Mikkelsen.

I et begynderløb lignede det længe en sejr til den store favorit Louane. Men ud af opløbssvinget blev det pludselig til galop i føring for Marc Bæk Nielsens debutant, og så kunne Casper M. Nielsen tage over med Gold Ripasso, der sejrede i tiden 1.18,8/2.000 m snorestart. Andenpladsen gik til Greenday Tir med Kent Friborg efter tidlig galop med Grev Farquaard og Benjamin Bang Pedersen som tredje.

Gold Ripaqsso 1421

Gold Ripasso var fin i sæsondebuten for Casper M. Nielsen, der tog en sikker sejr i Event Ekspertens rød/hvide farver. Foto: Kjeld Mikkelsen.

I det første af dagens to amatørløb tog Bøje Laursen som ventet spids med Calvin Ice. Ind imod opløbssvinget fik den problemer med travet, og da Mathias Jensen kom frem udvendig med Fonseca, galopperede den førende. Fonseca var nu i front og holdt farten helt ind i mål, og så kunne Kim Kjærslund fra Event Eksperten notere sig sin anden dagssejr, hvor Damse P D og Charming Kiss tog de efterfølgende pladser. Vindertiden blev 1.16,4/2.020 m snorestart.

Fonseca 1421

Det blev også til tre på stribe for Fonseca, da Mathias Jensen sejrede med Great Challenger-sønnen. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Og i det afsluttende formløb kunne Jens C. Jacobsen som favorit på de sidste meter sende Okey Dokey forbi længe førende Garland Scott med Mick Holmark. Tredje blev Bella Tinghøj, hvor vindertiden var 1.18,0/2.000 m snorestart.

Okey Dokey 1421Jens C. Jacobsen får på de sidste meter presset Okey Dokey forbi til sejr. Foto: Kjeld Mikkelsen. 

I dagens prøve- og rutineløb var der gensyn med Bandit Brick, der er på vej tilbage til løbene efter en genoptræningspause hos Gitte Madsen. Jeppe Rask sad bag den otteårige hingst, og den tilbagelagde de 2.000 m i tiden 1.15,1 efter føring hele vejen.

Bandit Brick 1421

Jeppe Rask kunne sidde og læse avis hele vejen bag en veltravende Bandit Brick, der var fin i sit rutineløb på en 15-tid og forventes til start inden for to-tre uger. Foto: Kjeld Mikkelsen. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere