Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Aayla T Dream og Ruben Kristensen - Skive 23.9.2020Foto: Flemming Andersen

Ruben Kristensen fik sin første sejr, da Aayla T Dream fløj lavt

Aayla T Dream 23920
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. september 2020 22:24

Den 19-årige amatørkusk fik karrierens første sejr med Aayla T Dream efter en forrygende finish. Damse P D vandt Skive Amatørserie på en fremragende afslutning. Michelle Mønster og Sir William overlegen i montéløbet.

Af Kim Nielsen

Flere og flere ponykuske fortsætter med de store heste, når de har kørt ponytrav i mange år. Et godt eksempel på dette er Ruben Kristensen, der fik licens her i sommers efter en lang karriere med mange sejre som ponykusk. Han havde før i dag kørt Aayla T Dream to gange, hvor den senest hoppede en fremskudt placering væk i opløbssvinget.

Nu skulle den ud fra 60 meters tillæg i dagens første amatørløb, hvor Per Juul var alene i forreste volte med Cheetah Elegance, og han havde bebudet, at han ville køre spidsen i dag. Det havde Henning Christensen vist ikke hørt, eller også ville han det anderledes, for han kørte frem udvendigt med Valentin Østerkær og pressede alvorligt på ned ad først langside. Per Juul ville dog ikke slippe spidsen, og så trak Henning Christensen følehornene til sig i førte omgang.

Det varede dog ikke længe, for ned forbi publikum pressede Henning Christensen igen på, men uden held. Bagved sad flere de andre heste og lunede sig, og i sidste sving takkede Valentin Østerkær forståeligt af, hvor Cheetah Elegance gik frem. På open stretch kom Danilo Fønix i et godt skud, men fra bagerste position skød Ruben Kristensen Aayla T Dream af, og dens afslutning kunne ingen af de andre modstå.

Den Morten Friis-trænede hest tog sin første sejr siden 2017, og det var samtidig kusken Ruben Kristensens første sejr i hans tredje start efter overgangen fra ponysporten til de store heste. Vindertiden blev 1.17,2/2.060 m snorestart, hvor ligeledes toptillægsbelastede Recon tog andenpladsen med Danilo Fønix som tredje.   

 - Jeg følte egentlig ikke, at de andre havde noget at køre med. De sad og jagede på deres heste på sidste langside, og jeg sad bare og puttede mig.

 - Den her har en 300 m speed. Og jeg sagde til mig selv: ”Husk ikke at trække vattet Ruben”. Det sidder stadig i ørene, lød det fra den stolte amatørkusk med hentydning til seneste start, hvor hesten galopperede, da den fik trukket vattet.

Aayla T Dream Aeresrunde 23920

Ruben Kristensen på sin første, men ikke sidste æresrunde med Aayla T Dream. Foto: Flemming Andersen.

Sir William er blomstret op som montéhest

Dagens andet løb var et montéløb, og der blev reddet for konge og fædreland fra starten. Iben Engholm ramte spidsen med Abild Grand efter en 12-åbning, men en endnu mere offensiv Fie Marie Ipsen gik frem og overtog føringen med Amber Attack i sving to. Næstfavoritten Super Mento kom lidt på mellemhånd og endte som første hest i andet spor.

Der var 14-fart på kilometeren, og på bagerste langside kunne Nikoline Nikolajsen overtage føringen med Super Mento for en kort bemærkning. Den havde brugt en del kræfter i første del af løbet og havde intet modsvar, da favoritten Sir William kom i angreb for Michelle Mønster.

Den Flemming Ankerdal-trænede hest forsvandt bare væk til en helt overlegen sejr, hvor Super Mento galopperede og Abild Grand kunne tage andenpladsen med Chakita T Hall som tredje. Vindertiden blev 1.15,6/2.060 m auto.

Sir William 23920

Michelle Mønster tog sin fjerde montésejr herhjemme i år på ryggen af Sir William. Foto: Flemming Andersen.

Damse P D forrygende

I dagens afdeling af Skive Amatørserie sad favoritten Ebay Holmsminde og Peter Ø. Andersen hurtigt i front efter en beskeden 17-åbning. Den fik Caroline Lund frem udvendigt, hvor næstfavoritten Damse P D endte i 4u i ryg på Thrust Hero og Torben Olsen.

På bagerste langside indledte Thrust Hero et angreb i tredje spor med Damse P D i ryg. Foran så Peter Ø. Andersen ud til at have styr på situationen med Skive Hesten Ebay Holmsminde, og da Thrust Hero galopperede i opløbet var eneste trussel Damse P D.

Den havde Harald Dyhrberg dog fået op på den store remskive, og på en forrygende afslutning nåede den akkurat frem til sejr. Vindertiden blev 1.17,5/2.060 m auto, hvor tredjepladsen gik til Euro Girl Gardenia.

Damse Pd 23920

Langt ude i banen kom Damse P D og Harald Dyhrberg flyvende og tog den tredje sejr i fire starter. Foto: Flemming Andersen.

De øvrige løb

I dagens formløb satte Uffe Gregersen sig tidligt ud som første hest i andet spor med Speedy Muus udvendigt på førende Race Chip. Trods 100 m tillæg meldte Rolf Jørgensen og Uha Uha De Hess på banen mod afslutningen, hvor favoritten Special Player angreb i fjerde spor i opløbssvinget. Foran koblede Speedy Muus grebet og gik frem til sejr, hvor Special Player på en forrygende afslutning snuppede andenpladsen med Uha Uha De Hess som tredje.

Speedy Muus 23920

Mellem heste stak Speedy Muus snuden først til sejr for Uffe Gregersen. Foto: Flemmkng Andersen.

Denne amatørdag blev afrundet med et SU-løb, hvor Cjela Nordal og Freja Klitgaard havde 80 m tillæg i dag efter parrets to seneste sejre. Ud på sidste omgang havde spidshesten Robin Victory stadig 40 m ned til de andre. Men Freja Klitgaard havde målt det hele af, og hun kunne på en god afslutning tage sin tredje sejr i træk med Cjela Nordal, og den 16-årige amatørkusk har således aldrig tabt et væddeløb endnu. C My Dream med Niels Jørgens Christensen tog andenpladsen med udbryderen Robin Victory som tredje.

Cjela Nordal 23920

Tre starter og tre sejre - det er resultatet for 16-årige Freja Klitgaard med Cjela Nordal. Foto: Flemming Andersen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere