Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Martin Sjøholm Jensen.Foto: www.travfotobornholm.dk

Martin Sjøholm Jensen: ”Jeg kan slå favoritten”

Jensen, Martin Sjøholm
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. september 2020 7:00

Der lyder ganske optimistiske toner fra kusken Martin Sjøholm Jensen på vegne af Hazard Sund, som i dagens Golden League-opgør på Bornholms Brand Park skal forsøge at stikke en kæp i hjulet på storfavoritten Winner’s Wine.

Af Lasse Claes

En af de største favoritter ved dagens løb på Bornholms Brand Park bliver formentlig Winner’s Wine, der i sidste måned vandt Bornholmsmesterskabet.

Men på trods af dens meritter i denne sæson er det bestemt ikke alle dens modstandere i dagens opgør, der lægger sig fladt ned på forhånd. 

I samme løb kører Martin Sjøholm Jensen Hazard Sund (Gift Kronos) fra spor ét, og kusken mener ikke, at spillerne bør stå blank på Winner's Wine. Han ser nemlig sin egen køretur som en fornuftig chance. 

»Det er første gang i lang tid, at Hazard Sund har et godt startspor. Efter seneste start, hvor han gik fremragende, sagde jeg til ejerne, at han vinder, når han trækker spor ét,« siger han og fortsætter:

»Det kunne godt blive i dag, og jeg kører alt, hvad jeg overhovedet kan for at holde spidsen, og hvis jeg rammer den, så slipper jeg ikke. Jeg ville ikke lave nogle kuponer uden Hazard Sund, hvis jeg var spiller.« 

Kusken mener, at hesten er inde i en god udvikling, og den har da også været i triorækken i de seneste fem starter. Selvom formen er god, er der alligevel en del respekt for Winner's Wine.

»Hvis den tager en længde på min hest fra start, så bliver jeg i inderbanen og kører på chancen. Så angriber jeg først over de sidste 200 til 300 meter.«

Fortjent, hvis Winner's Wine vinder fra dødens 

Martin Sjøholm Jensen forventer, at Hazard Sund kan gå en 17-tid, og kusken bøjer sig i støvet, hvis det så ikke bliver til sejr. 

»Jeg kørte et arbejde med ham i mandags, hvor han føltes endnu bedre og endnu finere, end da han gik fra dødens. Derfor forventer jeg en god tid, og hvis Winner's Wine kan tage Hazard Sund ned fra dødens, så fortjener den også at vinde.«

Martin Sjøholm Jensen fortæller afsluttende, at han forventer at kunne gøre Hazard Sund en smule bedre til lørdagens opgave.

»Hvis vi ikke får ret meget sol herover, og banen tillader det, så starter vi hesten uden alle fire sko. Det burde gøre ham en tand bedre. Han har gået med sko de seneste gange.« 

Der er i alt syv væddeløb i dag på solskinsøen, hvor starten går klokken 11.00. Her afvikles de første tre løb. Siden venter en ”corona-pause”, inden de afsluttende fire løb køres med start kl. 13.20.

---- 

Du kan som altid finde alle nødvendige informationer om lørdagens løb på Bornholm på Fasttrackracing.dk. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere