Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Marona Wibb og Birger Jørgensen - Billund 25.6.2020Foto: Kjeld Mikkelsen

Marcussen jagter Oaks-kvalifikation

Maroma Wibb 25620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. september 2020 9:52

Billund-amatøren Lars Marcussen har i aften sin talentfulde treåring Maroma Wibb til start på Solvalla. Hoppen jagter en finaleplads i Svenskt Trav-Oaks.

Af Henrik Boye Ebbesen

De bedste svenske treåringer sætter i aften hinanden stævne ved løbene på Solvalla, hvor de 12 finaledeltagere i henholdsvis Svenskt Trav Kriterium og Svenskt Trav Oaks skal findes.

Der afvikles i alt seks forsøg til hver af finalerne, så de to bedst placerede heste i hvert forsøg indløser finalebillet.

To dansktrænede heste er med på aftenens startlister. Den ene er Lars Marcussens Maroma Wibb (Maharajah), der skal forsøge at kvalificere sig til Svenskt Trav-Oaks. 

Den går ud fra startspor seks i 2. løb med Johan Untersteiner i sulkyen. Med den form, hoppen har vist i sine seneste starter, er en finaleplads absolut ikke umulig at opnå – specielt med tanke på, at en af de værste modstandere i opgøret, Malvha Ha, er udgået.

Konstellationen Untersteiner/Marcussen behøver i øvrigt heller ikke at være helt skæv. Johan Untersteiner sad nemlig bag Lars Marcussens Candy La Marc, da den tilbage i 2017 vandt Breeders Crown for treårige hopper. Samme år vandt Candy La Marc også Svenskt Trav-Oaks – dog med Erik Adielsson i sulkyen.

Udover Lars Marcussen tager Lunden-amatøren Søren Kolberg også turen til Solvalla i dag. I en af prøverne til Svenskt Trav Kriterium (11. løb) sender han Staro Obrigado (Lavec Kronos) til start. 

Den går ud fra startspor ni med Per Lennartsson i sulkyen. Staro Obrigado møder ganske hård modstand, og en finaleplads kan blive svær at opnå.

Du finder baneprogrammet til aftenens løb i Stockholm her: Solvalla 11. september

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere