Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Fang mig en vinder

Catch Me A Winner 200911
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. september 2020 20:10

På Lunden blev der i eftermiddag/aften kørt et såkaldt dobbeltarrangement med syv løb i "1. halvleg" efterfulgt af to timers pause og derefter to løb i "2. halvleg".

Af Dennis Stenbæk

Catch me a Winner - direkte oversat "Fang mig en vinder" gjorde efter et fint prøveløb comeback efter en længere pause i dag, hvor Steen Juul vanen tro sad i sulkyen og han gjorde det som storfavorit, men først en smule historie.

Vi skal godt og vel tre og et halvt år tilbage, hvor Catch me a Winner slog sine folder hos Henrik Thomsen på Nykøbing F. Travbane.

Han optrådte utrolig grønt og umodent, men havde en nærmest utrolig fart og undertegnede husker specielt i et rutineløb, hvor han indledte med at galoppere og galoppere så feltet nåede første langside før Catch me a Winner efterhånden havde til sinds at trave.

Her virkede det godt nok som om Henrik Thomsens tålmodighed var opbrugt og han fik lov at "spadsere" derudad og nåede feltet inden der var kørt en omgang!!!

Lige præcis den dag fik han vist, hvilken enormt talent han var og i september blev han solgt til "Takethem-folkene", men skader slog ham lidt ud og han nåede vel aldrig at blive den hest man havde kalkuleret med som årgangshest.

Det sidste års tid har Steen Juuls hustru Kirsten Nielsen ejet hesten og nu blev det altså tid for comeback - et comeback, hvor Juul - indledningsvis - kørte temmelig defensivt med sin 19:10-favorit, men som så ofte før vidste han jo hvad han lavede.

Først 5. indvendig og så ud i 2. par udvendig, da Bosse Game blev sendt frem til dødens på Nightingale Jaycee.

Herfra angreb Catch me a Winner ca. 250 meter fra mål og på en hastig afslutning lod han aldrig nogen tvivl tilbage, da han comebacksejrede på 15,4/2000 auto og Juul var da også lykkelig, da han blev sejrsinterviewet.

- Det var helt kanon og han var jo så fin så fin i prøveløbet og så flaskede det sig perfekt. Jeg overvejede om jeg skulle sende ham afsted, da Jeppe kom til spids, men besindede mig og fik i stedet en fin ryg. Han kan være med overalt og det er bare at melde hvor det passer, sagde Steen Juul efter sejren.

Dahlgaard vandt med "den forkerte"

Jan Dahlgaard kom til Lunden med et par gode chancer - størst med Son of Sizzling, der blev kørt til spids efter 600 meter selv om René Kjær bag Erik havde adviseret, at han kørte i spids så længe der var benzin på!

Nu havde en overfrakke af mærket Son of Sizzling nok også været alt andet end morsom, men vel fremme i spids fik Dahlgaard lov at dæmpe mærkbart så kilometeren bare gik i 1:18-fart.

Ikke meget skete før sidste sving, hvor Son of Sizzling gik afsted, mens Erik angreb fra 2. par udvendig og gik stærkt frem.

Det lignede at Son of Sizzling skulle kunne svare, men 100 meter fra mål brød han lidt i banen og galopperede og så var Erik sikker på 17,5/2000 auto før Esajas og med Encore Simoni på tredjepladsen.

Erik 200911

Erik speedede frem og vandt for Kjær, da Son of Sizzling galopperede - Foto: Burt Seeger

- Min tanke var, at kom Jan så tidligt som han gjorde ville jeg slippe og forsøge på speed og ja, vi var bare heldige i dag. Han begynder at tro mere og mere på sig selv efter nogle rygløb og nu ligner det en hest, der kan klare sig et godt stykke op i klasserne, sagde René Kjær efter sejren med den Karsten Holm-trænede hest.

Til gengæld havde Dahlgaard indledt dagen med sejr for debutanten Itsflippinggood, der overtog spidsen i første sving fra Flake, der galopperede efter 800 meter og så var Itsflippinggood aldrig truet på sejren, der blev taget med mersmag på 18,7/2000 volte før Frasier og med Kelvin di Quattro på tredjepladsen.

Itsflippinggood 200911

Itsflippinggood havde let spil for Dahlgaard i sin debut - Foto: Burt Seeger

- Det blev jo let, men nu hoppede Kens også et par gange og så var det meget enkelt. Han har det med lidt at gå afsted af sig selv, men i dag prøvede jeg ham i åbent hovedlag og det fungerede perfekt. Han skal bare starte lidt på fremover, men han kan godt løbe lidt, sagde Jan Dahlgård efter sejren.

Mod Frankrig?

Inden og under løbene blev der talt om, at fremtiden for Twilight D måske kunne ligge i Frankrig og han viste da, at tankerne ikke behøver at være utopiske, da han vandt en overlegen sejr mod gode heste.

Victory Island galopperede i første sving og Key Largo kunne tage spidsen efter 400 meter, hvorefter mange troede løbet for afgjort.

Chock Nock var fremme i dødens, men fra 2. par udvendig fyrede Jens A. Hansen Finish Future af med 700 meter igen.

Lidt overraskende kunne han overtage med en halv omgang igen, men kun for at få Twilight D over sig direkte og ham kunne han ikke frede sig imod.

En suveræn sejr på 14,6/2000 auto blev det til og Casper M. Nielsen kunne lave sejrsgestus de sidste 100 meter, hvor han var "lysår" foran de øvrige i løbet.

Twilight D 200911

Helt overlegen var Twilight D for Casper M. Nielsen - Foto: Burt Seeger

- Han har lidt problemer med bagbenene og derfor har han holdt pause. Han har en fantastisk indstilling til tingene, men om han går til Frankrig som nogen har talt om ved jeg ikke, sagde Casper M. Nielsen efter sejren med den Kaj Jensen-trænede hest.

Spids og slut

Såvel Ken Ecce som René Jonassen tegnede sig for et par overraskende spids og slut-sejre.

Først Ken Ecce, der førte hver en meter med nyerhvervelsen Corniglia, der skulle tage imod Funny Boy i flere omgang, men klarede sig først i mål på 17,3/2000 volte før Funny Boy og Chasing Shadow.

Corniglia 200911

Selv om hun ikke var som bedst vandt Corniglia ganske sikkert for Ecce - Foto: Burt Seeger

- Hun har trænet rigtig stærkt, men jeg kunne godt mærke i opvarmningen, at det ikke stemte for hende i dag, men vi højede checken og gav hende lidt mere vægt på så gik det. Der ligger en del mere udvikling i hende, sagde Ken Ecce efter sejren.

Hele 22 gange pengene kunne man få igen, hvis man troede på René Jonassen i næste løb med Per Sørensen-trænede Fang Gu Bakkely, der tog spidsen og siden så Jonas sig aldrig tilbage.

Han havde i hvert fald ingen tanke på at slippe på noget tidspunkt og til slut gik han klart væk fra såvel Frodo Cash som First one Diamond.

Sidstnævnte sluttede fint af til andenpladsen, men Fang Gu Bakkely var der ikke noget at gøre ved på 17,0/2000 volte.

Fang Gu Bakkely 200911

Fang Gu Bakkely vandt sikkert for René Jonassen - Foto: Burt Seeger

- Sidst tabte han en sko og var uforskyldt i galoppen, men han er en fin hest ham her. Han kæmper godt, når han har en udvendig så spidsen ville jeg køre i dag. Nu handler det om Kriteriumsprøverne, hvor vi nok mest skal gå efter Consolationsløbet.

Axel Jacobsen kom også på tavlen, da han vandt med Copain d'Amerique, der via 4. indvendig fik 2. par udvendig på vej ind i sidste sving, mens Guidetti Sisu førte an.

I opløbet sendte Jacobsen sin hest i angreb og koblede grebet med 100 meter igen, hvorefter Guidetti Sisu galopperede og så gik andenpladsen i stedet til Dynamic Raja før Slimfit.

Vindertiden 13,8/1600 auto.

Copain Damerique 200911

En sjælden sejr tog Copain d'Amerique for Axel Jacobsen - Foto: Burt Seeger

- Det er en svær hest denne her, men den har stabiliseret sig på det sidste. De sidste gange har han gået pænt hver gang og han var ekstraordinært god denne gang. Vi havde pillet forskoene af, hvilket vi har gjort før uden større resultat, men i dag gav det lidt ekstra, sagde Axel Jacobsen efter sejren.

Og 2. halvleg....

Steffen Christiansen er bare et hoved højere end mange andre amatørkuske og han satte en tyk streg under det igen denne gang, hvor han kørte Thomas Fischer-trænede Sesame Street.

Efter at Marvin Gaye tog spidsen efer 400 meter sendte han Sesame Street frem og havde så held til, at Baloo Ice ikke kunne holde vinderhullet oppe så Steffen fik den plads.

Så efterlod han samtidig Catch the Day i dødens og i opløbssvinget gled han ud i ryg på sidstnævnte og gik til angreb.

Kort før mål havde Sesame Street afgjort til egen fordel og vindertiden blev 16,1/2020 volte før Catch the Day og Marvin Gaye.

- Baloo Ice er rap på fødderne så jeg var ikke sikker på, at jeg kunne komme ned, men Kenn har det med at pulle op til 1:40-fart og det duer ham her slet ikke til. I opløbet synes jeg han gjorde det ret nemt, sagde Steffen Christiansen efter sejren.

Drama på flere fronter

I det sidste amatørløb var der dramatik i flere omgange. Første "drama" kom i minutterne op til starten, hvor der pludselig blev spillet et større beløb i vinder på Hardstone så odds faldt helt ned til 1,07.

I selve løbet kørte Kenn Christoffersen indvendig og sås aldrig med chance, mens Clara B førte hele vejen for Zasja Sørensen.

Da sejren så ud til at være sikker med 50 meter tilbage af løbet plumpede hoppen dog i og galopperede og så kunne Regal Devil for Christian Nissen akkurat afvise Lookh Pixel i sejrskampen, mens Turbo Day tog tredjepladsen.

- Jeg sad bare og håbede på hullet ned gennem opløbet. Selv om det ebbede lidt ud til slut så kæmpede han, sagde Christian Nissen efter sejren med den Flemming Larsen-trænede hest.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere