Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Extreme i afcantringen før Dansk Trav Derby 2020.Foto: Burt Seeger

Derbyvinderen går efter Sprintermesteren

EXTREME Afcantring
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. september 2020 17:20

Den næste opgave for derbyvinderen Extreme bliver Sprintermesteren i Billund fredag 2. oktober. Her kommer hesten formentlig til at møde blandt andre Emoji. 

Af Lasse Claes og Henrik Boye Ebbesen

Landets bedste fireåringer skulle have krydset klinger i Aalborg Store Pris i den forgangne weekend, men det satte coronaen en effektiv stopper for.

I stedet går flere af derbyhestene, eksempelvis Emoji, Ecco C N, Enjoy The Game og Elegant C N, i morgen ud i et 4-års løb på Lunden.

Derimod står derbyvinderen Extreme i morgen hjemme i stalden, og det er ifølge Steen Juul et bevidst valg som led i hestens fremtidige matchning. 

»Extreme starter ikke på Lunden i denne uge ligesom eksempelvis Enjoy The Game og Ecco C N, fordi han skal ud i Sprintermesteren i Billund i næste uge,« siger Steen Juul.

Hvem derbyvinderen kommer til at møde i Billund-banens største opgør, er det endnu svært at danne sig et konkret billede af. Der er dog en enkelt træner, Flemming Jensen, som også har adviseret sin ankomst til løbet.

Til Fast Tracks trænerkommentarer til løbene på Lunden, hvor hans derbyhest Emoji er til start, løfter han i sin chancevurdering til morgendagens start sløret for, at hesten også starter næste uge i Billund, idet han siger: 

»Emoji starter her, fordi man aflyste i Aalborg i sidste weekend. Han holder sin form. Det blev desværre til galop i derbyet. Han skal ud i Sprintermesteren næste fredag.«

Af de to danske toptrænere har Steen Juul den klart bedste meritliste i Sprintermesteren, som han har vundet hele ni gange, nemlig med Early Dirt (1982), My Flourish (1989), Classical Steve (1991), Coolman (1992), Rudolf Le Ann (1993), War Dance (1996), Legendary Lover K (2001), Neo Holmsminde (2009) og Scirocco Sisa (2013).

Flemming Jensen har vundet Sprintermesteren en enkelt gang. Det var i 2010, hvor han sejrede med Okay Bee.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere