Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

De øvrige løb i Lunden

Griezmann 200925
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. september 2020 22:52

13 løb var på programmet denne fredag aften på Lunden og mens de seks kriteriumsprøver og to 4-årsløb er beskrevet andetsteds var der altså fem andre.

Af Dennis Stenbæk

Birger Jørgensen var klar favorit med Morten Juul-trænede Hunter Dragon, der havde fået et godt tilbud alene fra spids i et 2500 meter-løb.

Og med jævnt hårdt tempo lod Jørgensen nærmest ingen komme ind i løbet så til slut var Hunter Dragon ganske alene og vandt på 16,0/2500 volte før Dario Sotto og Chock Nock.

Hunter Dragon 200925

Hunter Dragon var stensikker efter føring hele vejen - Foto: Burt Seeger

- Det blev som vi havde håbet. Han fik spids og lov at styre 5-700 meter og så fuld skrue til sidst. Det blev ret nemt, sagde træneren Morten Juul efter sejren.

Fin 2-årsvinder

Dagen blev indledt med et 2-årsløb, hvor Gin Flame og Geo tog livtag i sidste sving, men 300 meter fra mål galopperede begge og det var nær have kostet Griezmann endnu en galop (han havde galopperet i første sving).

Men Thomas Fischer fik ham på ret køl og ned mod mål var Gloria K et let bytte til sejr på 20,0/2000 auto, mens Gullfoss tog tredjepladsen.

- Det var meget rodet for min del. Først en dum fejl i første sving - måske p.g.a. en konkurrent. I sidste sving havde jeg masser at køre med og jeg vil ikke sige, at jeg havde vundet uanset galoppen fra de to øvrige, men ham her er en mægtig hest, sagde Thomas Fischer efter sejren.

Billigere konkurrence

Eureka Downs havde de sidste gange været ude i hård konkurrence, men nu havde René Jonassen fundet en fin opgave til hende og efter et løb i 2. par udvendig midtvejs i løbet blev angrebet sat ind i opløbet.

Her var Dollar Princess førende med Exciting Lady udvendig, men ingen af dem havde modsvar til Eureka Downs fine afslutning, der gav sikker sejr på 16,2/2020 volte før en tapper Exciting Lady og godt afsluttende Dolly Park.

Eureka Downs 200925

René Jonassen kørte et fint løb og Eureka downs kvitterede - Foto: Burt Seeger

- Konkurrencen var lidt lettere end de sidste starter så hun var på hugget i sidste sving og afgjorde let. Næste opgave er endnu ikke fastlagt, sagde René Jonassen efter sejren.

Nu var Every Day fejlfri

Der er ikke meget der har lykkedes for Max Nielsens Every Day, men han er altid ganske hårdt betroet for det er en hest med stor motor.

Denne gang kørte Max frem til dødens trods 40 meters tillæg efter 800 meter og sidste sving rundt havde han kun sig selv som konkurrent.

Den førende favorit Halka de Vandel gav sig ind på opløbet, men midt i opløbet, hvor det hele var afgjort, var Every Day tæt på at plumpe i galoppen, men Max fik reddet og sejren blev så sikker på 16,2/2040 volte før Halka de Vandel og Evita Game.

Every Day 200925

Tæt på galop kort før mål, men Max fik reddet Every Day - Foto: Burt Seeger

Sidste løb gav en sikker start-til-mål-sejr for Baloo Ice og Axel Jacobsen, mens Hardstone var anden i mål før Atletico, der ellers havde lignet vinderen i sidste sving, hvor han angreb fra 2. par udvendig, men ebbede lidt ud til slut.

Vindertiden 16,8/2000 volte.

Baloo Ice 200925

En lang aften sluttede med start-til-mål-sejr for Baloo Ice og Axel Jacobsen - Foto: Burt Seeger

- Han er jo hurtig fra start og det var naturligt at køre i spids. Jeg synes jeg valgte et fornuftigt tempo. Han var sej lige ind på opløbet, men så kaldte jeg lige på ham og så vandt han faktisk ganske sikkert, sagde Axel Jacobsen efter sejren med Didi Hansens Baloo Ice.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere