Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Thai Sansa var den sidste af Bo Westergaards fire vindere i OdenseFoto: Gorm Johansen

Bo Westergaard-festival i Odense

THAI SANSA 500 9300
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. september 2020 15:23

Aalborg-træner Bo Westergaard havde en fremragende søndag i Odense, hvor Danmarks største træner målt på antal heste, nappede fire personlige sejre.

Af Jesper Elbæk

Første sejr kom allerede i dagens 1. løb, hvor Westergaard tog spids med store Fleksnes, men slap beredbilligt til Steen Juuls Muscle Hill-datter F The Big One efter 300m. Dermed sad Franklin i "vinderhullet", som dog længe lignede "taberhullet", idet Gerda med Jeppe Juel lukkede af udvendigt det meste af løbet.

Men med 150m fik Bo Westergaard bugseret Fleksnes bagom Gerda, og  gik det stærkt for Ens Snapshot-sønnen, som nærmede sig F The Big One meter for meter ned mod målstregen. Og kort før mål gik Fleksnes også forbi og sejrede i 1.19,1/2140m.

FLEKSNES_500_9005Bo Westergaard lagde for med sejr til Fleksnes, som sagde "Dæææææ-oh" til de øvrige, da hullet til angreb kom med 150m til mål: Foto: Gorm Johansen

2. løb gav også sejr til Bo Westergaard, denne gang med kæmpestore Macro Star, som senest var uheldig med løbsafviklingen i Derbyweekenden. Denne gang kørte Westergaard direkte fremad, og selv om Micro Mesh-sønnen skulle trave udvendigt på Chap A P hele vejen, så blev sejren til slut småt overlegen i den flotte vindertid 1.13,2a/1640m.

Bonde og Kjær ville også lege med

3. løb gav sejr til Aarhus-træner Thomas Bonde med nyerhvervelsen Lorelei Marie, som blev budt et godt rygløb i tredje og andet par udvendigt, alt imens Birger Jørgensen førte an med Haut Doctor, som havde startet alene fra spids.

Men Lorelei Marie blev sendt i angreb med 450-500m fra mål, og samtidig slap S A Photo fri fra inderbanen. Men både S A Photo og den førende Haut Doctor var chanceløse mod Lorelei Maries fine speed, som gav sejr i tiden 1.17,0/2160m

I 4. løb gav Something Fishy igen opvisning, men der var nu ikke tale om noget straffespark, der bare skulle hugges i kassen. For Jan Dahlgaard tog spids, og imellem heste ville Steen Juul også lege med. Juul kørte Daytona, som kom tilbage efter lang pause, og den havnede altså i dødens.

René Kjær kunne dykke ned i andet par udvendigt, men der ville Kjær ikke sidde, så han forcerede Something Fishy fremad, og sad i spids efter 700m. Kort forinden havde Quality Fighter afviklet de første 500m i 1.10-fart. Ned gennem lige bane lagde René Kjær sig ned i amerikanerstil, og Fast Track-speaker Palle Vennekilde mente kun, at Kjær manglede dynen og hovedpuden.

SOMETHING_FISHY_500_9153Something Fishy er virkelig i storform, og har nu scoret hattrick for René Kjær, som kunne bogføre to sejre på Fyens Væddeløbsbane denne søndag. Foto: Gorm Johansen

"Fister" vandt løbet i tiden 1.13,4a/2140m foran Quality Fighter og en forbedret Baxo Epice, som undervejs havde fået et fint løb i tredje par indvendigt.

Bo Westergaard tog over igen

Efter en lille "puster", så overtog Bo Westergaard scenen igen i 5. løb. Ens Snapshot-datteren Jane Hall nappede nemlig sin ottende sejr i træk! 

Trods startspor 10 havnede Bo Westergaard i andet par udvendigt, og selv om det på tv kunne se ud til, at Westergaard var lidt sen til at gå med i angreb på bageste langside, da Steen Juul kom drønende med Taste Of Diamonds, så kom Jane Hall altså med ud i tredje spor til angreb, og tog sig hastigt frem til førende Finest Aveve, som havde afviklet 500m og 1000m i hhv. 1.14- og 1.15-fart.

Ind på lige bane regnede man måske med, at kampen om sejren skulle stå mellem Jane Hall og Taste Of Diamonds, men Finest Aveve stred tappert imod, og scorede andenpladsen bag sejrsmaskinen Jane Hall, mens Taste Of Diamonds måtte "nøjes" med tredjepladsen efter en fin præstation efter kikseren senest i Berlin, hvor en højtråbende person i startbilen stressede Ready Cash-datteren.

Vindertiden for Jane Hall blev fine 1.15,3a/1640m, og Westergaard var i øvrigt enig med undertegnede i at det var lidt tight på bageste langside.

- Det var måske liiiige i det seneste, at jeg kom med ud i angreb, men der var nu ikke den store fare på færde. Hun vandt lettere end det lige så ud, men hun er en dejlig flegmatisk type, sagde Bo Westergaard til Fast Track-reporter Nicole Marsing umiddelbart efter sejren.

6. løb gav sejr til Alvin C G, som var et flot vindertip i Fast Tracks baneprogram til over 7 gange pengene. På løbets første 3-400m var der et hav af galopperende heste, og således sad Alvin C G langt foran feltet undervejs.

Tillægshestene Eastandwest og Dario Sotto kom frem med godt en omgang til mål, men med 500m hjem, så trykkede René Kjær på gaspedalen og forsvandt væk til let og småt overlegen sejr i tiden 1.17,1/2640m.

Anden blev en godt gående Dario Sotto, mens Eastandwest netop holdt tredjepladsen foran en godt afsluttende Magic Heart.

Som afslutning på "1. halvleg" af løbsdagen i Odense var Bo Westergaard tilbage som vinder, og det skete med stortalentet Thai Sansa. Westergaard sad sidst undervejs, men gik frem med 800m til mål, og kom helt frem til førende Fireblade ved indgangen til sidste sving.

Ned mod mål var Thai Sansa dog klart den stærkeste, og den gled bare væk til let sejr før Fireblade og Cielo Bonito. "Det var simpelthen bare den bedste hest", opsummerede en veloplagt Fast Track-speaker Palle Vennekilde lige efter målpassage.

Vindertiden for Thai Sansa blev 1.15,0a/1640m.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere