Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Staldene på Fyens Væddeløbsbane i Odense. Foto: Gorm Johansen.

Ændret set-up for amatørdagene i denne uge

Fyn - staldmiljø
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
21. september 2020 11:58

Amatørløbene torsdag aften på Billund Trav flyttes til lørdag. De øvrige amatørløb i denne uge i Skive, Odense og på Lunden afvikles som planlagt, men efter et ændret koncept.

Af Henrik Boye Ebbesen

Det gældende forsamlingsforbud på 50 personer har gjort det umuligt at afvikle de ellers planlagte amatørløb i denne uge efter den tiltænkte model.

Løbene vil dog blive afviklet med den begrænsning, at der maksimalt må være 35 personer på staldterrænet ad gangen, idet der skal være plads til de 15 officials, som er nødvendige for at kunne afvikle løbene.

Sport & Udvikling har derfor i samarbejde med de arrangerende baner ændret i set-up’et, der kommer til at se sådan ud:

Skives amatørdag onsdag 23. september afvikles som planlagt. Løbene køres i den rækkefølge, det oprindeligt var planlagt, men løbsdagen deles over i to bidder, så der ikke er flere end 35 personer på staldterrænet ad gangen.

1. løb starter derfor kl. 18.40 og 2. løb kl. 19.00. Derefter følger en pause, indtil anden del af arrangementet går i gang med 3. løbs start kl. 20.45.

Billund Travs amatørløb torsdag 24. september FLYTTES til lørdag 26. september. Her afvikles de fire programsatte opgør med 1. løbs start kl. 11.00 og 2. løb kl. 11.20. Herefter venter en pause, indtil 3. løb og 4. løb køres henholdsvis kl. 13.00 og kl. 13.20. Amatør Elite Cup er 3. løb.

Denne løbsdag vil være uden spil og billeder, da Fast Track-holdet i forvejen er booket af løbsdagene på Bornholm og i Klampenborg.

For både Skive og Billund gælder det, at der senere i dag vil blive udarbejdet nye programmer.

Lundens Amatørdag søndag 27. september afvikles som planlagt. Løbsdagen afvikles som selvstændigt dobbelt-arrangement og deles i to, så der ikke er flere end 35 personer på staldterrænet ad gangen. Startmelding til denne dag vil være på onsdag.

Amatørløbene i Odense søndag 27. september afvikles også som planlagt. De fire amatørløb afvikles som sit eget selvstændige dobbelt-arrangement (2 + 2 løb), så der ikke er flere end 35 personer på staldterrænet ad gangen. Startmelding til denne dag vil være på onsdag.

Hjælp hinanden med det praktiske

Sportschef René Jensen henstiller til, at alle der deltager på amatørdagene overvejer, hvor mange personer der ledsager den enkelte hest.

»Jeg vil gerne appellere til, at alle amatørkuske- og trænere er samarbejdsvillige og forsøger at hjælpe hinanden bedst muligt. Hvis du som kusk selv kan spænde din hest for uden at gøre brug af en staldmand, så gør det. Det kan også være, at to, tre eller fire kuske kan deles om den samme staldmand,« siger han.

Jo færre staldfolk, der er til stede på staldterrænet under løbsdagen, desto flere heste er der plads til i løbene. 

»Vi skal jo til hver en tid sikrer, at vi overholder forsamlingsforbuddet. Derfor kan vi fra Sport & Udviklings side blive nødt til at indføre restriktioner på, hvor mange og hvilke heste der får plads på startlisterne på amatørdagene,« siger René Jensen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere