Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Tarzan Gardenia vandt overlegent for en stortilpas Kim MadsenFoto: Ole Hindby

Tarzan Gardenia alene på målfotoet

Tarzan Gardenia 161020
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. oktober 2020 19:30

Programtipperen i Fast Track-programmet udråbte Tarzan Gardenia som storfavorit. Spillerne fulgte trop og gjorde hesten til 24:10-favorit - og så var kusken Kim Madsen jo næsten skyldig at vinde løbet.

Af Jesper Elbæk

Og det gjorde han så. Med mersmag endda, og Tarzan Gardenia var helt alene på målfotoet. Den 10-årige Great Challenger-søn havde 40m frem til spidshesten Cato fra start, men kom godt afsted, og ned af sidste langside drønede Tarzan Gardenia og Kim Madsen bare til spids.

Sidenhen så Madsen sig ikke tilbage, og der var masser af tid til at give sejrsgestus ud til publikum. Eller måske op til Fast Track-speaker Palle Vennekilde, som i minutterne op til start havde lavet god lir som optakt med fokus på netop Tarzan Gardenia sammen med kollegaen Vagn Honum - samme mand som tipper i Fast Track-programmet. Et fremragende makkerpar i øvrigt.

Anden blev Iver Jessen med Cato, som gik et rigtig godt løb, og som tredje så man Casino Girl, som galopperede fra start, men kom godt tilbage. Det samme gjorde Super Mento som fjerde, også denne galopperede fra start.

Vindertiden for Tarzan Gardenia blev 1.17,0/1840m.

"Fyn var fin" i 9. løb, som var et SU-montéformløb. Mette Carlsen red til spids ind mod første sving, og holdt et jævnt tempo med Hot Collection.

Ind mod sidste sving lignede bagfra kommende Rasmus Pilbro en vinder, men da Mette Carlsen bad om fart ved indgangen til opløbet, så svarede Hot Collection reelt, og gik bare fra de øvrige på bakken på Jydsk Væddeløbsbanes opløb.

Vindertiden blev 1.20,5/1800m. Det var Mette Carlsens anden sejr i blot 11 starter.

Kim Madsen nappede en double, da han på en forrygende finish med Mojo's Star på de allersidste meter kunne indfange "udbryderkongen" Odin Hovmand med Anette Uglebjerg.

Undervejs fik Mojo's Star fjerde par udvendigt, og det så svært ud at nå frem til Odin Hovmand nede på opløbshjørnet. Men Mojo's Star nåede det lige akkurat, og vandt i tiden 1.17,8/1820m. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere