Af Henrik Boye Ebbesen
Dansk Galop har her til aften udsendt en pressemeddelelse med følgende ordlyd:
Galoptræner Marc Stott udelukket af Dansk Galop
Efter henstilling fra Skandinavisk Dopingkomité har Dansk Galop besluttet at idømme Marc Stott en udelukkelse på fire år som følge af overtrædelser af de gældende regler for medicinering af heste.
Skandinavisk Dopingkomité finder det således godtgjort, at der i 2018 er sket flere tilfælde af grove og forsætlige overtrædelser af Dansk Væddeløbsreglement § 130.
Forseelserne består i gentagne og systematiske overtrædelser af den gældende karenstid for behandling med Duphalyte (væske med vitaminer og elektrolytter givet som drop), hvor karenstiden er 96 timer samt ledbehandlinger, hvor reglerne heller ikke er overholdt.
Det skal understreges, at ingen af de implicerede to heste er blevet testet positive i forbindelse med deres starter. I øvrigt er ingen af hestene længere i træning.
Skandinavisk Dopingkomité anbefaler desuden, at Dansk Galop anmelder de involverede dyrlæger til Fødevarestyrelsen.
Peter Knudsen/Dansk Galop
Den 20. oktober 2020