Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
DTC's bestyrelse anno 2020. Formand Egon Jensen står forrest.Foto: Ole Hindby

Nyt fra bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund

DTC Bestyrelse3
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
21. oktober 2020 8:50

Her finder du information om de fokusområder, som forbundets bestyrelse i øjeblikket arbejder med. 

Af Henrik Boye Ebbesen

Dansk Travsports Centralforbund vil fremadrettet give sportens interessenter et indblik i nogle af de emner, der er på dagsordenen i bestyrelsen. Du vil kunne finde information om overordnede processer og fokusområder i bestyrelsens arbejde, men der kan i sagens natur også være detaljer, som ikke kan offentliggøres.

I denne første udgave af ”Nyt fra bestyrelsen” vil forbundet informere om nogle af de emner, der blev drøftet på bestyrelsesmødet søndag 4. oktober. De enkelte punkter bliver kommenteret af formand Egon Jensen. 

De offentlige emner på mødet var:

  • Strukturarbejde i DTC
  • DTC’s økonomi i coronatider
  • Situationen omkring Billund Trav
  • Nyt fra generalsekretæren

1. Strukturarbejde i DTC

På mødet blev der nedsat tre arbejdsgrupper, der i de kommende måneder skal se på, hvordan travsporten fremadrettet skal drives såvel strukturelt som økonomisk. 

Arbejdsgrupperne har følgende sammensætning: 

Struktur: Egon Jensen, Peter Friis, Kaj Westergaard, Paul Bjerring og Bertel Maigaard

Økonomi: Jan Nielsen og Anders Lou Henriksen

Synergi og forretningsudvikling: Paul Bjerring og Bo Jørgensen

Om de enkelte arbejdsgruppers fremtidige arbejde siger Egon Jensen:

»Strukturgruppen skal se på, hvordan vi fremadrettet driver organisationen mest effektivt. Derudover skal vi have afklaret, hvor snitfladerne i travsporten helt præcist befinder sig. I dag er det på flere områder lidt uklart, hvilke opgaver der hører hjemme i DTC, og hvilke der befinder sig i driftsselskabet Dansk Hestevæddeløb (ejet af DTC og DG, red.).« 

»De uklare snitflader har skabt en del forvirring både internt og eksternt, så vi skal have skabt en tydeligere struktur, så alle ved, hvem der har kompetencerne og ledelsesretten indenfor et givent område. Når det er på plads, bliver det lettere både for landets baner og sportens aktive at finde ud af, hvor de skal henvende sig, når de har brug for hjælp fra officielt hold,« mener Egon Jensen.     

Økonomigruppen skal prøve at kortlægge alle pengestrømme i travsporten.

»Det er vigtigt at slå fast, at vi i bestyrelsen på ingen måde har mistanke om eller er utilfredse med den måde, sportens midler i dag bliver anvendt. Slet ikke. Økonomigruppens opgave er derfor primært at få skabt et overblik over alle pengestrømme, så vi i bestyrelsen også kan skabe os en holdning til, hvordan vi fremadrettet bruger sportens penge på en måde, så det glæder flest muligt.«

Gruppen, der skal arbejde med synergier og forretningsudvikling, har til opgave at komme med forslag til, hvordan sportens hovedorganisationer og banerne fremover udnytter hinandens viden og kompetencer. 

»Vi skal helt enkelt blive bedre til at bruge hinanden på kryds og tværs. Hvis en bane har skabt et succesfuldt event, kunne det sagtens være, at konceptet kunne kopieres på en anden bane uden at man her skal starte helt forfra. Så vi skal blive bedre til at dele viden, så vi ikke rundt omkring i sporten opfinder den dybe tallerken flere gange om året,« siger Egon Jensen. 

Formanden forklarer, at de enkelte grupper frem mod årsskiftet intensiverer deres arbejde. Målet er, at DTC-bestyrelsen inden nytår først får skabt et fuldstændigt overblik og derefter får udarbejdet et forslag til en fremtidig struktur. 

»De tre gruppers arbejde skal flettes sammen i et samlet strukturforslag, som vi efterfølgende vil lægge ud til debat blandt travsportens interessenter, eksempelvis træner-, amatør- og montéforeninger samt repræsentanter fra ponysporten. Alle skal have mulighed for at komme med deres input, så vi sikrer bred opbakning til sportens fremtidige struktur. Det kunne jo også være, at der var grupper udenfor bestyrelsen, der kommer med nogle bedre forslag end dem, vi selv er kommet frem til,« siger Egon Jensen. 

2. Økonomi i coronatider

I forbindelse med formandsskifte i DTC, hvor Egon Jensen afløste Lindhardt Jensen som formand og Peter Friis afløste Paul Bjerring som næstformand, har bestyrelsen truffet beslutning om, at den nye formand og næstformand indtræder som forbundets repræsentanter i Dansk Trav og Galop Union (DTGU).

»Næstformanden og jeg har af DTGU’s formand Claus Kolin allerede fået et indblik i sportens nuværende økonomiske situation,« siger Egon Jensen.

På grund af coronakrisen er hestevæddeløbssportens indtægter fra spillet faldet, og derudover har DTGU været nødt til at afsætte midler til at kompensere landets baner for manglende indtægter i et tilskuerfattigt år.

»Derfor er hele hestevæddeløbssporten pisket til at overholde budgetterne resten af året. Vi kan eksempelvis ikke tillade os at øge præmiebudgettet, selvom hesteejerne også har været ramt af coronakrisen.«

Egon Jensen fortæller, at man på bestyrelsesmødet havde en længere debat om, hvordan forbundet tilgodeser flest muligt af sportens aktive i de resterende måneder af 2020. 

»Vi har indstillet til Sport & Udvikling, at der også i årets sidste måneder udskrives rene amatørdage (uden spil og tv-billeder, red.) og dobbelt-arrangementer, så vi kan holde modet oppe hos vores amatørkuske. Derudover vil der også blive udskrevet nogle løb forbeholdt amatørtrænede heste, men med professionelle kuske i vognen.« 

3. Situationen omkring Billund Trav     

På bestyrelsesmødet fortalte Egon Jensen, at han på DTC’s vegne har aftalt et fællesmøde med forskellige interessenter omkring Billund Trav. Mødet finder sted mandag 2. november og fra DTC deltager Egon Jensen og Peter Friis, mens DTGU vil være repræsenteret ved Claus Kolin. 

»På mødet vil der være repræsentanter til stede både fra Billund Travs bestyrelse, banens græsrødder samt fra en række af de organisationer, der findes på banen, eksempelvis pony-, amatør- og trænerforeningen.«  

Formanden slår fast, at DTC ikke har mulighed for at støtte etablering af en ny bane rent økonomisk, men forbundet bakker gerne op, hvis græsrødderne omkring banen lykkes med at etablere en ny bane.

»Formålet med mødet i Billund er derfor at høre mere om, hvad de forskellige interessenter omkring banen har gjort sig af tanker omkring fremtiden. Hvis der arbejdes på at etablere en ny bane, skal der ikke herske tvivl om, at vi fra DTC’s side bakker op og gerne indlemmer en ny Billund-bane som medlem i forbundet, hvis de formelle krav opfyldes – og dermed kan en ny bane få den økonomiske støtte, der følger med et medlemskab.« 

Er situationen derimod den, at det ikke lykkes at etablere en ny bane i Billund-området, når den nuværende bane lukker ned ved udgangen af 2021, er DTC også indstillet på at yde støtte til områdets trængte aktive.

»Når en aktiv indenfor travsporten stopper, rammer det hele Travdanmark. Derfor vil DTC i det omfang, det er økonomisk muligt, hjælpe de aktive i bestræbelserne på at fastholde flest muligt i sporten. Hvordan det rent konkret kan komme til at foregå, vil DTC – hvis det bliver aktuelt – finde ud af i tæt dialog med banens aktive.«  

4. Nyt fra generalsekretæren 

Generalsekretær Klaus Storm kunne på mødet informere omkring flere tiltag af både sportslig og administrativ karakter:

4.1 Whistleblower-ordning: DTC arbejder i øjeblikket på at etablere whistleblower-funktion i samarbejde med andre hestesportsorganisationer og DH Ungdom. Her vil enhver kunne  henvende sig, hvis vedkommende oplever krækende adfærd eller oplever hændelser, der strider mod gældende lovgivning eller god dyrevelfærd. Alle, der henvender sig, er sikret fuld anonymitet. Hvordan whistleblower-ordningen i praksis kommer til at fungere, er forbundet i øjeblikket ved at få konkretiseret.

4.2 Dansk Avlsløb: DTC har valgt at fortsætte det gode samarbejde med freelancer Carsten Bundgaard omkring rekruttering af avlshingste til Dansk Avlsløb. Samarbejdet har forløbet succesrigt gennem en årrække og forlænges nu med yderligere ét år.

4.3 Koffein-sager: Ved en række tilfælde i løbet af de seneste måneder er flere travheste blevet testet positive for koffein. Efterforskningen af sagerne peger for alles vedkommende i retning af forurenet foder. Forbundet har efterfølgende været i dialog med de respektive hestes trænere, ligesom der har været dialog med foderproducentens danske importør. Der søges nu en afgørelse, der tilgodeser alle involverede parter.

Næste bestyrelsesmøde i DTC afholdes fredag 23. oktober.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere