Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Nick Sisu: Alle fortjener en som ham

Nick Sisu 2
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
30. oktober 2020 12:00

Med tre sejre, i samme antal forsøg, sikrede bornholmske Nick Sisu sig titlen som månedens hest i september. Det er en hest, som har indtaget en stor plads i ejerkredsens hjerter efter ankomsten til solskinsøen.

Af Mikkel Johansen

September måned kunne meget vel betegnes som Nick Sisus måned, eftersom denne sikrede sig et vaskeægte hattrick, da den hjemførte tre ettaller i lige så mange starter. Derfor var det en ovenud lykkelig medejer, træner og kusk som skulle se tilbage på den forgangne måned.

- Det var en fantastisk måned, hvor alt bare fungerede, indleder Mogens H. Jørgensen og fortsætter:

- Hesten var på top i samtlige starter, og så tilsmilede heldet os ligeledes, da vi fik gode startspor hver gang.

Der er imidlertid én af de tre starter, som skiller sig ud i erindringen hos Mogens, som selv har oplevet sejrene på tætteste hold, da han selv forvaltede chancerne bag Make It Happen-sønnen.

- Da han vandt over 2400 meter, imponerede han mig. Jeg vidste godt, at han kunne stå distancen, men jeg synes alligevel, at præstationen ved den lejlighed var prikken over i’et, fortæller han. 

I år har hesten løbet først over målstregen fem gange. To mere, end den samlet set havde gjort i de to sæsoner forinden. Noget, som hestens træner mener, der er en forklaring på.

- Efter at jeg er blevet pensionist, har jeg fået meget bedre tid til hestene, hvilket især har været tydeligt at mærke på ham, da han er en rigtig humørhest, som elsker at blive puslet om. Jeg er bl.a. begyndt at tage ham med ned til vandet, og det trives han fantastisk med.

Hvordan foregår træningen?

- Han træner ca. hver anden dag, hvor vi varierer mellem forskellige underlag. Vi bor et dejligt sted, hvor vi både træner på stenmel og sågar græs. Vi tager aldrig på banen for at træne. 

Det var en rigtig bornholmerhest

Man kom i første omgang i kontakt med hesten, da den blev udbudt til salg i Sverige, hvorefter man kørte op og prøvede hesten på sælgers træningsanlæg, hvilket forløb over al forventning.

- Det var en rigtig tiltalende hest at køre, og den havde en forrygende teknik, så den passede perfekt til Bornholm. Det virkede som en hest, der trængte til et miljøskifte, så vi købte den i håb om at kunne give den fornyet lyst til at løbe, husker han. 

Det har sidenhen også vist sig at være tilfældet, og man tror fortsat på, at der er noget at hente for den tiårige vallak.

- Han er en allround hest i løbssammenhæng. Hurtig fra start, let at placere og gør altid sit bedste, hvilket de når langt på. Samtidig er han som sagt en rigtig humørbombe, som man kun kan blive i godt humør af. Alle burde have en hest som ham.

Nick Sisu 1.9.20

Alle skulle have en Nick Sisu, mener Mogens Holm Jørgensen. Foto: Torben Ager.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere