Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Christian LindhardtFoto: Danny Stenbæk

Frede Bork nærmer sig karrierens første sejr

Christian Lindhardt
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. oktober 2020 7:00

»Jeg har valgt at arbejde efter en langsigtet strategi med hesten,« siger Christian Lindhardt, der har fokuseret på at gøre Frede Bork tryg ved tingene i højere grad end at jage tidlige sejre.

Af Niels Jørgensen

Med en søskendeflok der tæller blandt andre Tano Bork (1.10,7/2 mio. kr.), Pondus Bork (433.000 kr.) og Santana Bork (363.000 kr.) kan det umiddelbart undre, at Frede Bork efter fem starter i karrieren endnu ikke har vundet løb.

Det virker imidlertid til at Christian Lindhardt bevidst har “skyndt sig langsomt” med Frede Bork. Til spørgsmålet om han ikke havde forventet, at Frede Bork efter fem starter havde prøvet at vinde, svarer han:

»Det tror jeg også at jeg havde kunnet få den til hvis jeg havde gået efter det, men det er en hest jeg kører efter skal komme til at fungere på sigt,« siger Christian Lindhardt og uddyber:

»Jeg har kendt til hele familien og arbejdet med bl.a. Tano Bork. Da Frede Bork ankom til mig havde han et hårdt temperament. Han var ikke helt psykisk klar til at gå travløb, men det bliver bedre og bedre. Vi tager ham stille og roligt og det har kun gået frem.«

»Klart hans bedste løb i karrieren«

Efter placeringerne 3-3-2-2 i de seneste fire starter er der belæg for at tro på en snarlig sejr. Eventuelt allerede i eftermiddagens 5. løb på Jydsk Væddeløbsbane.

»Jeg ved ikke om den lige vinder løbet i Århus, men jeg tænker, at den leverer en positiv præstation,« siger Christian og tilføjer om chancen:

»Han gik et positivt løb senest i Århus. Han sad langt tilbage og måtte selv ud at indlede tredjespors-angreb de sidste 600-700 meter. Det var klart hans hidtil bedste løb i karrieren og det er en hest som jeg kun forventer går frem fra start til start. Jeg ser ham som en god chance her.«

Hvordan går man til opgaven når man har en hest som med dine ord ikke var “psykisk klar til opgaven”?

»Da den blev solgt til Stald Sotto og Panamera Racing efter at have startet en gang i Billund, sagde jeg til ejerne, at det var en hest vi skulle træne på i et par måneder inden vi skulle tænke på at starte, og det var de indstillet på,« indleder Christian Lindhardt.

»Herefter handlede det om at prøve at “nulstille” Frede Bork, og fra ikke at kunne gå i åbent hovedlag, har vi fået ham åbnet og trænet efter den model vi nu benytter. Vi skal gøre ham tryg ved tingene. Man kunne godt have gjort det anderledes og mere kortsigtet, men jeg har valgt at arbejde efter en langsigtet strategi med hesten.«

Psykisk anderledes end brødrene

Med helbrødre i Tano Bork og Pondus Bork er det nærliggende at drage paralleller til søskendeflokken.

»Frede Bork har mange af de samme kvaliteter rent fysisk, men psykisk er han lidt anderledes. Der skal ikke så meget til at bringe ham ud af kurs. Måske har det bare gået for stærkt i takt med at han har så stor kapacitet.«

Kan der være tale om at hesten savner “killer-instinktet” i det perspektiv at hesten burde have vundet forrige gang i Billund?

»Den burde klart have vundet i Billund, men jeg håber ikke at det er killer-instinktet der savnes, men mere forståelsen, da det ikke er noget vi har arbejdet med hidtil. Det har mere handlet om at få hesten gjort rolig og få den ned på jorden. Jeg tror simpelthen bare ikke at hesten forstod det, da jeg skulle bede den om at vinde i Billund, og allerede i næste start afsluttede han godt ude i banen og blev kun slået af en rygkørt hest (Eminentstone, red.) som også var utrolig speedig,« siger Christian Lindhardt og sammenfatter:

»Frede Bork er en af flere som kan vinde løbet denne gang. Han fandt godt rundt første gang i Århus.«

Kom til stalden efter operation

I fredagens indledende løb giver Skive-træneren debut til Bambi Grand

»Bambi Grand (1. løb) har vi haft i et stykke tid. Den kom til vores stald efter operation i et forknæ og har trænet på. Den har ikke gået bedre end sit prøveløb. Da gik hun ret så pænt. Jeg forventer at den går et godt løb, men jeg har svært ved at spå om hvor langt den når frem,« siger Christian Lindhardt.

Læs yderligere trænerkommentarer, fredagsanalyse af V5-spillet m.v. på Fasttrackracing.dk

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere