Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Danger Dynamite og Martin Andreasen - Aalborg 19.10.2020Foto: Hesselborg Foto

Danger Dynamite indfriede favoritværdigheden efter fransk kørsel

Danger Dynamite 191020
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. oktober 2020 22:15

Martin Andreasen havde en fin aften med en første-, anden- og en tredjeplads. Sejrshesten var Danger Dynamite, der tog sin syvende sejr i Aalborg. Affect sejrede i sin første DK-start for Peter Ø. Andersen. Blachman til tops trods 80 m tillæg.

Af Kim Nielsen

På forhånd var Martin Andreasen udset til at skulle spille en hovedrolle på amatørdagen på Racing Arena Aalborg, hvor hans tre hopper alle havde fine chancer. Bedste chance var på forhånd Danger Dynamite, der befinder sig som en fisk i vandet i Aalborg, hvor den inden i dag havde sejret seks gange i denne sæson.

Den tøvede lige lidt fra start og havnede i femte par udvendigt i indledningen. Foran var der meget hård kamp om spidsen med fire heste på linje ind i første sving. Det gav galop for She’s A Dream mellem heste, hvor Uffe Gregersen i første omgang forsvarede sin inderbane med Beauty Dream. Dennis Kristiansen ville det dog anderledes med næstfavoritten Daddy Loves You, som overtog spidsen efter en 13,5-åbning de første 500 m.

Karina Madsen var sat af i tredje spor med Ceba Nordal, og da tempoet blev dæmpet til 17-fart, så valgte Martin Andreasen at tage sats fra køen og køre frem i ryg på Ceba Nordal i tredje spor med en omgang tilbage. Sidste år var Martin Andreasen på Vincennes, og måske blev han inspireret dernede, for det blev nærmest fransk kørsel med de to heste i tredje spor midtvejs i løbet.

På bagerste langside blev Danger Dynamite trukket ud i fjerde spor, og så gik det stærkt. Den fløj bare uden om feltet uden at hilse, og så kunne Laughing Stock-datteren bringe sig yderligere i front i kampen om titlen som ”Årets Hest” med sin syvende sejr. Cjela Nordal blev anden for Freja Klitgaard, medens Daddy Love You blev tredje. Vindertiden blev 1.16,4/2.140 m auto, og i kampen om amatørchampionatet gik Martin Andreasen alene i spids med fem sejre.

 - Alt blev faktisk forkert. Hun var faktisk lige ved at hoppe, da bilen rettede op. Hun skulle lige finde takten igen med de lange stænger.

 - Så sad hun sidst, men den der sad i andet her spor rundt i svinget ville ikke til inderbanen, så hun fik faktisk tredje spor i første sving også.

 - Så var der en, der var sat af, og jeg syntes ligesom, at jeg var nødt til at begynde at køre fremad og så bare sætte mig i ryg på hende og så håbe på, at hun ikke faldt for meget tilbage, inden vi ramte langsiden. Det var lidt et rodet løb for os, men hesten er bare god.

 - Hun kan godt lave et hurtigt fodskifte, og det har hun kunne vinde et par løb på, var forklaringerne fra Martin Andreasen efter sejren.

Danger Dynamite Aeresrunde 191020

Danger Dynamite på sin syvende æresrunde i Aalborg i år. Foto: Hesselborg Foto. 

Spændende nytilgang vandt i første forsøg

Amatørdagen blev indledt med en meget stor favorit i Dollars And Cents, hvor feltet skulle ud over 2.640 m. Frank Sørensen tog da også planmæssigt spids fra spor 2, og det blev en meget forsigtig åbning i 26-fart de første 500 m. Det benyttede Peter Ø. Andersen sig af med den nye hest hos Team Morten Friis Affect, der efter en pangstart nåede frem udvendigt på den førende og akkurat kunne krybe ned i ryg efter 500 m.

Det efterlod Mathias Jensen og Diablo Toft som første hest i andet spor, hvor toptillægshesten Daniella Gardenia også havde fået en god start frem til andet par udvendigt. Det blev da også Martin Andreasen, der åbnede ballet på sidste langside, hvor Daniella Gardenia tog sig hastigt frem udvendigt på Dollars And Cents.

Frank Sørensen så dog stadig ud til at have kontrol over løbet, men pludselig galopperede Love You-sønnen, og så skulle løbet afgøres mellem Daniella Gardenia og Affect. Peter Ø. Andersen havde siddet og lunet sig i vinderhullet undervejs, og da han trak One Too Many-sønnen ud til angreb, koblede den grebet på Danilla Gardenia og sejrede sikkert i tiden 1.18,2/2.660 m snorestart. Famous Marke tog tredjepladsen for Trine Urth Pedersen.

Affect 191020

Peter Ø. Andersen kunne tage sin anden sejr i denne sæson, da han vandt med nyerhvervelsen Affect. Foto: Hesselborg Foto.

Blachman sejrede fra toptillæg

De bedre af formløberne skulle ud i et stayerløb med syv heste fordelt over fire volter. Klaus Ryberg var alene i spidsvolten med Poeten Blåbjerg, og det var lige før, at han kandiderede til en ”parkeringsbøde”, da de første 500 m blev afviklet i 30-tempo! Det gjorde, at de to heste med 80 m tillæg var helt fremme allerede efter 500 m, hvor Kristian Juul fik bugseret Blachman ned i tredje par indvendigt, hvilket efterlod Aero H i dødens.

Efter 25-fart på kilometeren kom der gradvist mere fart på løbet, og på sidste langside kom så angrebet fra Amazone Shadow og Martin Andreasen. Parret tog sig hastigt frem til den førende og gik forbi denne ind i opløbssvinget.

Kristian Juul havde fået Blachman med ud i ryg, og ind på det lige koblede den tidligere grand prix-vinder grebet og tog sin anden årssejr. På en god afslutning snuppede One Boy med Morten Clemmensen andenpladsen før Amazone Shadow. Vindertiden blev 1.18,2/2.720 m snorestart.

Blachman 191020

Kristian Juul er koncentreret bag Blachman, som han vandt en fin sejr med. Foto: Hesselborg Foto.

De øvrige løb

I dagens montéløb havde Kristine Raal Jensen fået et godt tilbud med Ta Dalimo, der var sat ind fra spids i dette montéformløb. Med kun to heste i første volte var der ingen snak om, hvem der skulle tage spidsen. Ta Dalimo åbnede i 19-fart, og den holdt tempoet på kilometeren med A New Magic og Camilla Svendsen i ryg. Bag disse lå Simone Speedy og Caroline Lund, medens baghestene aldrig kom rigtigt nærmere.

På sidst langside skruede Ta Dalimo op for tempoet, og den var aldrig truet og kunne skære målstregen i den fine tid 1.17,3/2.140 m snorestart, hvor andenpladsen gik til Caroline Lund med Emilia Hvidtved på ryggen. Den tidligere galopjockey red tilbage i 2012 to montéløb og gjorde her et comeback med mersmag. Camilla Svendsen tog sig af tredjepladsen med A New Magic.

Ta Dalimo 191020

Kristina Raal Jensen og Ta Dalimo førte fra start til mål i dagens montéløb. Foto: Hesselborg Foto.

I det afsluttende SU-løb drog Camilla Munk Boeck frisk derud af med Speedy Højvang, der var alene i spidsvolten. Fra 80 m stod favoritten Sensation, og med 700 m igen var Karina Madsen nået frem som anden, men var stadig 20 m bag den førende. Selv om forspringet skrumpede til det halve, da Speedy Højvang kom ind i opløbet, så holdt den farten fint og sejrede let før Sensation og Uffe S Lange D K.

Spoeedy Hoejvang 191020

Men en sejrsgestus krydser Camilla Munk Boeck måstregen som vinder af dagens SU-løb med Speedy Højvang. Foto: Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere