Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Væddeløb i DanmarkFoto: Fotograf: Ole Hindby & Ditte Hesselborg

Væddeløbsheste må fortsat transporteres ud og ind af syv nordjyske kommuner

Splitbillede JVB Og Aalborg
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. november 2020 14:30

DTC og DG meddeler, at væddeløbsheste fortsat må transporteres ud og ind af syv coronaramte kommuner i Nordjylland. Transporten skal dog varetages af en chauffør, der er bosat udenfor de pågældende kommuner og som har kompetencebevis til erhvervsmæssig transport af heste.

Af Henrik Boye Ebbesen

Som følge af de skærpede coronarestriktioner i Nordjylland må personer med bopæl i kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø fra i dag ikke krydse en kommunegrænse, med mindre de varetager en kritisk funktion.

For hestevæddeløbssporten betyder det, at aktive udøvere, staldpersonale samt tilskuere fra syv nævnte kommuner frem til mindst 3. december ikke må være til stede på danske væddeløbsbaner.

Det kan væddeløbsheste, der står opstaldet i de syv kommuner, derimod godt, såfremt de transporteres ind og ud af de pågældende kommuner efter de retningslinjer for godstransport, som myndighederne i dag har offentliggjort.

Hestevæddeløbssportens organisationer har i dag været i kontakt med Kulturministeriet, og med udgangspunkt heri kan følgende retningslinjer opstilles:

  • Det er tilladt at transportere hest(e) ud og ind af de syv kommuner, men kun hvis transporten foretages af en transportør/chauffør, der kompetencebevis til erhvervsmæssig transport af andres heste
  • Den pågældende chauffør SKAL have bopæl og permanent opholde sig uden for de syv kommuner
  • Hest(e) må transporteres ud og ind af de syv kommuner til såvel løbsdeltagelse som træning 

Derudover opfordres til, at alle hestetransporter ud og ind af de syv kommuner følger Trafikministeriets ”Anbefalinger ved modtagelse og afsendelse af gods”.

Dansk Travsports Centralforbund (DTC) og Dansk Galop (DG) understreger, at sportens fortsatte mulighed for at kunne transportere væddeløbsheste ud og ind af de syv kommuner sker under forudsætning af, at alle i hestevæddeløbssporten lever op til ovennævnte krav.

I de kommende uger vil forbundene derfor holde tæt kontakt til myndigheder for at tilsikre, at alle i sporten viser samfundssind og overholder retningslinjerne.

Hvor bor kusken eller rytteren? 

For den travkusk eller galoprytter, der i perioden frem til mindst 3. december skal deltage i løbsaktivitet på danske væddeløbsbaner, er det fortsat en forudsætning, at personen har bopæl på en adresse uden for en af de syv kommuner.

Det er muligt at skifte midlertidig bopælsadresse forstået således, at personen ikke på noget tidspunkt opholder sig i en af de syv kommuner. Det er i tilknytning hertil ikke nødvendigt at skifte folkeregisteradresse.  

DTC og DG giver derfor trænere, kuske og ryttere fra begge forbund mulighed for at kunne registrere sig på en liste med midlertidige adresseændringer. Med en placering på denne liste kan personen uhindret deltage som aktiv ved løb på danske baner. 

Ved anmeldelse til løb på danske baner vil det blive kontrolleret, om personer, der normalt har folkeregisteradresse i en af de syv kommuner, står på denne liste. Hvis det ikke er tilfældet, kan vedkommende ikke skrives til start.  

Forbundene gør opmærksom på, at såfremt en person på listen i perioden frem til mindst 3. december krydser en kommunegrænse ind i en af de syv nordjyske kommuner, vil vedkommende ikke længere kunne opretholde sin plads på listen. 

Det betyder også, at trav- eller galoptrænere eller tilknyttet staldpersonale med en midlertidig adresse IKKE må køre ud og ind af de syv kommuner, selvom de opfylder kravene til erhvervsmæssig transport af heste. Det vil nemlig være at betragte som en omgåelse af reglerne. 

For de startlister, hvor der er startmeldt her til morgen, gælder det, at kuske til Billunds løb på torsdag og Odenses løb på fredag senest kl. 12.00 på selve løbsdagen SKAL stå på den midlertidige adresseliste for at kunne komme til start. 

For galopløbene på lørdag i Aarhus er deadline for at tilmelde sig listen med en midlertidig adresseændring fredag kl. 12.00.

---

Hvis man som aktiv inden for travsporten vil skrives på den midlertidige adresseliste, skal man sende en mail med relevante oplysninger til: stenaa@trav.dk

Hvis man som aktiv inden for galopsporten vil skrives på den midlertidige adresseliste, skal man sende en mail med relevante oplysninger til: pk@danskgalop.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere