Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Filly vinder for Casper M. Nielsen i Odense 23.7.2020Foto: Gorm Johansen

Kaj Jensen om Filly: »Hun kan være farlig de sidste 200 meter«

FILLY 23720
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
27. november 2020 10:00

Fyens Væddeløbsbane er søndag vært for Avlsløb-finalerne. Kaj Jensen sender Filly til start hos hopperne, og han fortæller, at hesten jagter en placering blandt de fem første. 

Af Lasse Claes 

JVB-træner Kaj Jensen forventer egentlig ikke, at Filly (From Above U S) kan vinde søndagens finale i Odense, men han forventer alligevel en solid præstation.

»Hun kommer til start med håbet om en god placering, og jeg tror, hun kan blive tredje eller fjerde. Hun kan være farlig de sidste 200 meter, hvis der bliver meget fart på løbet undervejs. Så det håber vi på. Men en vinderchance er hun ikke.« 

Filly er ikke nævnt i baneprogrammet blandt de mulige vindere, og den har samtidig fået en rød pil. Vindertippet har Morten Juul-trænede Frontrunner Shadow fået. 

Kaj Jensen er dog en smule uforstående over, at Filly har fået den vurdering. 

»Jeg forstår ikke den røde pil i programmet, fordi hun sluttede flot af i den seneste start, hvor hun kom stærkt til sidst.« 

Filly blev nummer tre i sin prøve den 13. november. Der sad Jeppe Juel i sulkyen, og det gør han ligeledes på søndag. Parret har fået et kedeligt startspor ni.

Kaj Jensen fortæller, at hesten kommer, som den plejer, og det betyder uden sko.

Går Filly på vinterferie efter søndagens start?

»Det har jeg ikke helt besluttet endnu. Hvis hun kun får en mindre placering, så er der en god opgave til hende i Aarhus i december for klassen under 40.000 kroner.«

Der er penge til samtlige hopper, der gennemfører finalen i Dansk Avlsløb 2020 for Hopper. Der er 54.000 kroner til vinderen.

Ikke mange årgangsløb til næste år

Filly står foran en 2021-sæson, hvor en deltagelse i derbyet er det store mål for de fleste fireårige heste. Men Kaj Jensen har ikke planlagt, at Filly skal deltage i diverse årgangsløb.

»Hun har vundet en sejr i år, hvorefter hun har været tung i bremsen. Og selv om hun træner meget bedre nu, så bliver det ikke årgangsløbene for hendes del næste år.«

Hvorfor?

»Sådan er det nogle gange. Det er min kone, der ejer hesten, og nogle gange må man tage et valg, når man ejer flere heste.«

Der skal i alt køres 11 væddeløb på søndag i Odense, og Avlsløb-finalen for hopperne er 9. løb.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere