Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Frank Jr Bounce og René Kjær - Billund 10.6.2020Foto: Kjeld Mikkelsen

Jan Friis har outsiderne i Dansk Avlsløb

Frank JR Bounce 106
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
29. november 2020 8:00

Skivetræneren har ligesom to af sine kollegaer to heste med i Dansk Avlsløb præsenteret af Travautioner.dk, hvor han med staldens førsteviolin Frank Jr Bounce vil forsøge at give favoritten Fossa en match.

Af Kim Nielsen

Sæson efter sæson har Jan Friis produceret den ene årgangshest efter den anden. Han er som regel repræsenteret, når de forskellige årgangsløb køres, og F-årgangen er ingen undtagelse for 46-årige Skive-træner. Ligesom Jeppe Juel og Morten Friis har han kvalificeret to heste til finalen i Dansk Avlsløb i form af Frank Jr Bounce og Fireblade.

Som toåring udviklede Frank Jr Bounce sig stille og roligt, og den afsluttede sæsonen med to andenpladser i både indledende afdeling og i finalen af 2-åringernes Efterårsserie. Dens udviklingen er fortsat i treårssæsonen, der blev indledt med et par starter i Sverige. I juni smagte Wishing Stone-sønnen for første gang sejrens sødme, da den vandt et treårsløb i Billund før Filibuster H med René Kjær i sulkyen.

Karrierens anden og hidtil største sejr kom i en prøve til Dansk Trav Kriterium, og i selve kriteriet røg der 57.000 kr. ind på kontoen efter fjerdepladsen. Frank Jr Bounce har efterhånden etableret sig i top-5 blandt de treårige heste, og via andenpladsen bag Felix i kvalifikationsløbet har den fået det fine spor 1 i dagens hovedbegivenhed på Fyens Væddeløbsbane.

Frank Jr Bounce 200925

Frank Jr Bounce vinder sin prøve til Dansk Trav Kriterium. Foto: Burt Seeger.

Med sin starthurtighed vil den sandsynligvis få en god position fremme i feltet assisteret af René Kjær, og træner Jan Friis vil forsøge at give favoritten Fossa en kamp, hvis løbsafviklingen flasker sig for hans hest. Om chancerne for 7. løb nr. 1 Frank Jr Bounce siger træneren:

 - Kan vi få ryggen på Fossa vil det være optimalt. Sker det, bliver det spændende, om den kan besejres, men vi vil gøre forsøget. Han har trænet fint efter prøven, og der er intet negativt under solen. Han går uden forsko som vanligt, og vi håber på en topplacering.

Fireblade er fremtidens hest

Jan Friis-stalden har også en anden treåring, der ligesom Frank Jr Bounce ser ud til at udvikle sig stille og roligt. Første gang de fleste fik øjnene op for Fireblade var i sidste løb på derbydagen. Her kom den flyvende i en forrygende afslutning og nåede tredjepladsen bag en af dagens modstandere Felix Trøjborg.

Gangen efter var den nummer to i Odense bag Bo Westergaards fine treåring Thai Sansa. Det er indtil nu den bedste placering for Ens Snapshot-sønnen, hvor den i prøven til dagens finale tog sin femte tredjeplads bag Fossa og Frederik.

Thai Sansa Vinder Foer Fireblade 13920

Med Bent svendsen i sulkyen var Fireblade en fin nummer to til Bo Westergaards Thai Sansa tilbage i september på Fyens Væddeløbsbane. Foto: Gorm Johansen.

Den er måske ikke moden til en topplacering i et årgangsløb allerede nu, men det virker til, at det er en hest, der kan udvikle sig yderligere til næste år. Bent Svendsen har været fast chauffør det meste af sæsonen, og om chancerne for 7. løb nr. 5 Fireblade siger Jan Friis:

 - Han er i fortsat udvikling, og jeg er imponeret af ham, hvor han er kommet fra baghjul hele tiden og nu er nået frem til en årgangsfinale. Jeg tror på endnu mere til næste år. Bliver løbet optimalt, kan jeg ikke afvise, at han har triochance her igen.

To solide triochancer

Jan Friis har også Exit To Heaven og Formidable Vincent med til Odense i dag. Også de to tror træneren på gode præstationer for, og de kan begge være heste, som spillerne skal have med i deres overvejelser. Om 4. løb nr. 1 Exit To Heaven, der køres af Ken Ecce, siger træneren:

 - Håbet er, at hun kan være med fra start, hvilket hun har vist i glimt. Hun gik godt sidst mod gode modstandere, og rammer hun en god position, kan hun være med helt fremme igen. Hun går med sko

Og 2. løb nr. 3 Formidable Vincent, som har Birger Jørgensen i sulkyen, får følgende ord med på vejen:

 - Han gik rigtigt godt sidst, og jeg ser den med fremme igen i dette felt. Det virker til at poletten er faldet ned for ham, og at han har fået mere mod på tingene de sidste starter. Han går fortsat med sko og kan igen være blandt de tre første over mål.

fasttrackracing.dk findes en række andre trænerkommentarer, baneprogram og en V5-analyse fra denne signatur.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere