Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Frank Jr Bounce og René Kjær - Billund 10.6.2020Foto: Kjeld Mikkelsen

Frank Jr Bounce tilhører årgangstoppen

Frank JR Bounce 106
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. november 2020 16:05

Frank Jr Bounce har sigtekornet indstillet på en finaleplads i Dansk Avlsløb 2020, når hesten starter fredag eftermiddag i Odense. Træneren er overbevist om, at han har en af årgangens bedste heste.

Af Lasse Claes

Finalisterne til Dansk Avlsløb 2020 for hingste og vallakker skal fredag findes på Fyens Væddeløbsbane. De bliver fundet i to prøver, hvor de seks bedste heste fra hver prøve klarer sig videre.

Jan Friis sender Frank Jr Bounce til start i den første prøve fra startspor seks. Det bliver igen med René Kjær i sulkyen, og træneren melder alt vel med hesten.

»Han virker fin og frisk. Han fik en trist galop i Grand Circle senest, men har efterfølgende trænet godt.«

Fik du en forklaring på, hvorfor han pludselig galoperede? 

»Han blev bare underlig i travet og rullede over i galop. Det kostede måske en placering blandt de tre første. Vi har efterfølgende rettet nogle småting, og alt virker fint.«

Træneren mener, at Fossa, First Blood og Frederik er de bedste i årgangen lige nu, men mener samtidig ikke, at Frank Jr Bounce er langt efter. 

»Der er ingen tvivl om, at han hører til i årgangstoppen. Han har vist, at han kan matche de fleste af dem flere gange.« 

Hvad er hestens styrke, sådan som du ser det?

»Jeg synes faktisk, at hesten kan det hele. Han er hurtig fra start og har vundet fra spids, men han kan også gå fra køen. Han er en dejlig all round-hest.«

Jan Friis bliver meget skuffet, hvis Frank Jr Bounce ikke klarer sig videre til finalen i Dansk Avlsløb. Han håber, at René Kjær trykker til fra start, og hvis det sker, så tror han, at hesten kan vinde løbet.

Drømmer om derbyet

Selv om 2020-sæsonen nærmer sig sin afslutning, så har træneren ingen planer om at sende Frank Jr Bounce på vinterferie.

»Umiddelbart skal han starte igen efter avlsløbet. Han havde et afbræk på tre måneder hen over sommeren, hvor de andre startede på. Derfor er han ikke slidt endnu, og hesten virker stadig til at have fin form.« 

Jan Friis kigger også lidt frem mod den kommende sæson. Her er det altoverskyggende mål naturligvis derbyet i august.

»Det er klart, vi går og drømmer om at vinde derbyet. Det er altid sjovt, når man har en hest med, der har en lille chance.«

Har Frank Jr Bounce fordel af distancen på 3.000 meter?

»Nej, det har han vel ikke, men det tror jeg ikke, at nogle heste på fire år har. Men vi må se. Der kan være sket meget til den tid.«

Træneren sætter afsluttende lidt ord på Fireblade, som han sender ud i den anden prøve fra spor tre med Bent Svendsen som chauffør. 

»Alt virker ligeledes fint med Fireblade, og jeg regner også med, at han går videre.«

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere