Af Kim Nielsen
Nykøbing Falster Trav er i dag vært for en omgang Power Hour med i alt otte løb på programmet. Det er ganske gode felter, der er samlet, og vanen tro afvikles de første fire løb med dagens V4-spil inden for en time.
Der er naturligvis også et V5-spil, som starter i 3. løb, og i V5-5 kan spillerne have et godt holdepunkt i Jens Arne Hansens Finish Future. Med sine knap 850.000 kr. på kontoen frister den 11-årige vallak normalt en tilværelse i hurtigklassen, og i flere snorestartsløb på hjemmebanen i Nykøbing Falster har den ofte stået med 20 m tillæg på sprint til de andre hurtigklasseheste, og det er aldrig nemt.
For nogle starter siden var den på Charlottenlund, hvor den som mindst spillede hest viste, at der stadig er krudt i den, da den efter en god sidste halvbane var anden til Twilight D, men før heste som Key Largo, Zorn Brick og den tidligere derbyvinder Chock Nock.
I dag står den ganske vist med 40 m tillæg på sprint, men det er i et 1.18 puljeløb, og da den står med 13- og 14-tider i programmet, ser opgaven ganske fornuftig ud. Til trænerkommentarerne siger Jens Arne Hansen om 7. løb nr. 10 Finish Future:
- Han står rimeligt her med 40 m. Han har løbet på gode tider i klassen, uden at få noget ud af det. Det er svært i hurtigklassen, når de kører 13 foran, og vi skal give meter forud. Nu prøver vi her og forsøger at give ham lidt selvtillid. Hvis han sidder nogenlunde med, har han er god afslutning. Det er lidt andre heste, så han skal være med fremme i afgørelsen her.
Jens Arne Hansen har seks køreture i dag i Nykøbing,hvor de to egentrænede Finish Future og C'est Peak er hans to bedste chancer på dagen. Foto: Burt Seeger.
Jens Arne Hansen skal også ud med C’est Peak i et amerikanerløb over 1.640 m, som er V4-3 og V5-1, hvor den starter i spor 2. Det blev til galop kort efter start senest i en start på Charlottenlund, så træneren håber på revanche her, selv om formtoppede Falm med Steen Juul kan blive en hård nød at knække. Om 3. løb nr. 2 C’est Peak siger træneren:
- Han blev lidt peppet fra start senest og kammede over. Jeg syntes ikke, han galopperede længere end tilladt, men alligevel blev han diskvalificeret. Det er bare at glemme den start. Nummer 2 på sprint er både godt og skidt. Jeg ville godt have været lidt længere ud, da han er bedst lidt ude på vingen, hvor han bedre kan accelerere. Formen virker fin, og hesten er i orden. Holder den sig fejlfri, så er det en god triochance. Det har han kapacitet til.
Samtlige trænerkommentarer, baneprogram og Vagn Honums udvalgte tips finder du på fasttrackracing.dk.